In Your Eyes |✔️

°13. Træning og julehumør°

Elever stormer ud af skolen, fordi vi har fået fri. Jeg prøver bare at undvige folk, så jeg ikke bliver trampet til døden. Det er onsdag, så det er 2 dage, siden Nathan valgte at lave et kæmpe plot twist. Jeg har set ham, men han har ignoreret mig fuldstændigt.

Narrøv.

"Brooke!" Jeg bliver revet ud af mine tanker og kigger op fra sneen under mine fødder. Yas stopper forpustet foran mig og pakker sig mere ind i hendes tykke jakke, så den dækker helt over hendes næse. Jeg hiver min hue længere ned om ørerne, som hun ikke har på hendes hoved, hvilket hun burde. Igen.

"Hjælp mig," siger hun bare, før hun hurtigt gemmer sig bag min ryg. Jeg skal til at vende mig om til hende, men så snakker nogen.

"Yas," Dustin stopper foran mig. Åh, gemmer hun sig for ham? Hun slår mig på ryggen.

"Av," mumler jeg klagende og kigger over skulderen. Hun giver mig et advarende blik. Jeg sukker og kigger tilbage på en trist Dustin.
"Hun kan desværre ikke tale lige nu. Jeg kan tage en besked for hende," siger jeg, som om jeg er på et kontor. Jeg får dårlig samvittighed af hans ansigt, der bliver mere trist.

"Hvorfor har du ignoreret mig siden julefesten?" spørger han og prøver at få øje på hende, men hun gemmer sig bare mere bag mig. Hun niver mig i armen, og jeg fatter ikke, at jeg kan mærke det udover min jakke. Og at det gør ondt!

"Av!" klager jeg lavt med en grimasse. "Det ved jeg desværre ikke. Jeg har ikke læst hendes tanker her for nyligt," siger jeg, imens jeg prøver på ikke at lyde som en bitch, men Yas gør det en smule svært.

"Jeg ved godt, at du ikke er sammen med nogen i særlig lang tid," siger Dustin så lige pludselig. Hvis han skal til at holde en tale, så håber jeg virkelig ikke, det bliver sådan, at Yas skal slå mig 180 gange mere.
"Men jeg kan virkelig godt lide dig. Sådan virkelig meget," fortsætter han med store øjne. "Og da du prøvede, hvad end du prøvede på at ende ved julefesten, kunne jeg se på dig, at du ikke mente det. Jeg ved, at du også godt kan lide mig," siger han. Ja, det ved jeg også godt. Hun skjuler det ikke særlig godt.

"Jeg har ikke lyst til at miste dig," siger han lavt, imens, jeg tror, han holder tårer inde. Wow, jeg vil sgu også gerne have en Dustin. Hvorfor vil hun dog af med det her?

"Du mister mig ikke," sukker Yas og kommer frem fra min ryg. Nu er det her, han siger: "whaattt, var du der? Det viste jeg da sleeettt ikke!", men han løfter bare øjenbrynene.

"Jeg vidste ikke, at du følte så meget," mumler Yas lidt irriteret. Over sig selv, tror jeg.
"Jeg vil bare ikke miste dig. Ligesom jeg har mistet andre," siger hun og kigger ned i jorden med sneen. Hun glemmer da fuldstændigt, at hun også har Mikey og mig, men okay. De har deres lille kærligheds ting kørende. Helt fint.

"Jeg vil aldrig forlade dig. Det ved du da godt. Du betyder mere for mig end ishockey, og det siger virkelig meget," siger Dustin hurtigt med store øjne. De kigger hinanden dybt i øjnene. Betyder ishockey meget for ham? Hans forældre har vist begge gået til ishockey, så jo det må da være noget, tror jeg. Jeg burde virkelig ikke være med i den her samtale. *suk*.

"Lover du?" spørger Yas alvorligt. Dustin løfter øjenbrynene og vifter med hans lillefinger. Jeg gisper. 'Lillefinger løfte'. De kigger begge lidt dumt på mig. Jeg holder mit smil nede og træder et skridt tilbage med hænderne bag ryggen.

"Jeg lover," siger Dustin og kigger seriøst på Yas. Hun nikker langsomt, og så laver de et lillefinger løfte. Aw. Hun lægger hendes hænder om bag hans nakke og trækker ham ind til et kys. Okay! Jeg puster mine kinder op med store øjne og kigger hurtigt væk. Det blev lige lovlig akavet. For mig. Nok ik' for dem.