In Your Eyes |✔️

°28. Nervøs og overraskelse°

Jeg kigger afventende på Mikey med løftede øjenbryn. Han stirrer bare ned i rattet. Da jeg sagde, jeg ville være der for ham, troede jeg ikke, at vi skulle sidde i hans bil i fuldstændig stilhed. Jeg troede da som det mindste, vi kunne gå indenfor, men nej nej. Mikey er så stille, som en ugle om dagen.

"Du så da, hvor godt Nate og Zack tog det," siger jeg entusiastisk. Han tager en dyb indånding og nikker langsomt.

"Men de er ikke mine forældre," mumler han. Han er så negativ.

"Ej, helt ærligt, dine forældre er de sødeste, jeg nogensinde har mødt. Hvor slemt kan de lige tage det?" spørger jeg med store øjne. Han trækker på skuldrene.

"Man ved aldrig," mumler han. Okay, han har lov til at være nervøs, men han skal ikke være skrækslagen, hvilket godt kunne ligne, han er en smule.

"Du går ikke ind i en slagsmark. Det skal nok gå, jeg er her for dig," siger jeg beroligende og lægger min hånd på hans skulder. Han sukker dybt og kigger på mig. Hans øjne skriger nærmest af nervøsitet. Wow, han er virkelig bange. En tristhed flyver igennem mig, så jeg trækker ham ind i et kram, hvilket han hurtigt gengælder. Jeg vidste slet ikke, man kunne blive så nervøs over sådan noget her. Han ryster næsten helt.

"Tak, Brooke," mumler han lavt ved min skulder. Han snøfter en enkelt gang.

"Selvfølgelig, jeg vil altid være her for dig," siger jeg og prøver på at trøste ham. Og så er det ikke engang løgn. Mikey har altid været der for mig, som jeg har været der for ham.

"Okay, lad os bare gå derind," siger han og trækker sig fra mig. "Jo hurtigere det her er overstået, desto bedre," siger han og træder ud fra bilen. Jeg gør det samme og går med ham.

"Positiv tankegang, Mikey. Positiv tankegang," siger jeg med et smil. Han ryster bare på hovedet med et lille smil og går ind af hoveddøren. Jeg går med og lukker døren efter os. Vi tager vores overtøj af, og så kommer en høj muskuløs dreng ud til os med rodet lysebrunt hår og mørkegrønne øjne. Det er Mikey's storebror, Mason. Han er kommet ind på et godt college nede i USA, fordi han også spiller ishockey.

"Hej, lillebror," siger han glad og trækker Mikey ind i et stort kram, før han roder ham i håret. Mikey ser vist ikke så tilfreds ud over det, men han gør alligevel ikke noget ved det. Hvis det var Will, så havde jeg sparket ham, hvor det nok gør mest nas.

"Det er sjovt, jeg har faktisk savnet det her grimme fjæs," siger Mason og kigger på Mikey med et kæmpe smil. Nårh, så han er først kommet hjem, imens vi stadig var i skole?

"Nå, jeg kunne nu godt undvære dit grimme fjæs i lidt længere tid," siger Mikey med en grimasse og kigger på Mason, som bare griner.

"Okay, fair nok comeback, kid," griner Mason. Mikey griner også lidt, og så krammer de ordentligt. Jeg står bare her og kigger rundt. Det er ikke så lang tid siden, jeg har været her sidst, så intet har ændret sig. Der hænger stadig en masse billeder på væggene. Af Mikey og Mason i forskellige aldre. Der er også et par stykker af deres forældre.

"Måske er der en lille smule af mig, der også har savnet det grimme ansigt's krammer," siger Mikey, imens de trækker sig fra hinanden. Mason griner og roder Mikey i håret endnu engang. Jeg smiler lidt.

"Okay, men jeg har ikke savnet det der," siger Mikey irriteret og skubber hans hånd væk, hvilket får mig til at grine. De har heldigvis et godt forhold. Søskendekærlighed.

"Åh, hey Brooke," gisper Mason glad og trækker mig ind i et stort kram. Jeg griner overrasket og krammer ham tilbage.

"Det er da også godt at se dig, Mason," griner jeg. Siden jeg var så meget hjemme hos Mikey, da vi var yngre, var Mason der selvfølgelig også, så jeg kender ham også ret godt.