In Your Eyes |✔️

°32. Beslutninger og madame°

Jeg åbner langsomt mine øjne og bliver med det samme blændet af solen fra mit vindue. Det får mig i hvert fald til at vågne og klø mig irriteret i øjnene, men så husker jeg på i går. Et smil spreder sig automatisk på mine læber. Jeg tænker tilbage på Nate. Hvordan hans bløde læber passede perfekt til mine, som om de var lavede til at være sammen for evigt. Jeg lægger min pegefinger over min mund. En varme spreder sig i min krop bare ved tanken om ham.

Efter vores kys, og Charlie og Zack havde drillet os med det, gik jeg hjem. Ja, jeg gik fucking hjem! Jeg ved det, jeg må være bindegal. Der står hun, lille uskyldig teenagepige, og kysser ham, hun helt klart er smaskforelsket i, og så går hun! Vent, sagde jeg smaskforelsket? Jeg mente, at han er en, som jeg kan lide. Nej, jeg sagde det andet i 3. person, så det er jo helt fint. Det er ikke mig. Vi kaster det andet langt væk, helt nederst i skuffen, så man aldrig kan finde det. Selv hvis man leder.

Jeg sukker af mig selv og går ud på mit badeværelse. Det er stadig ferie, og jeg har ikke noget at lave. Skal jeg ringe til Nate? Nej, det virker bare som om, jeg hele tiden har brug for ham...hvilket jeg så også har...nej nej, jeg er en selvstændig kvinde, der kan klare sig selv. Lige som jeg tænker den tanke, taber jeg en stor klat tandpasta ned på gulvet. Jeg kigger ned på det med store øjne med tandpastaen i den ene hånd og min tandbørste i den anden. Ups?

Jeg bliver færdig med alt og får taget tøj på, før jeg begynder at gå nedenunder. Det lyder som om, fjernsynet er tændt inde i stuen, hvor der også kommer snak, men der er også snak i køkkenet. Jeg trækker øjenbrynene sammen. Hvor mange bor her lige? Jeg går langsomt hen til stedet, hvor jeg både kan se stuen og køkkenet. Inde i stuen sidder Will, Melissa og Leah i sofaen og ser fjernsyn, som om de er deres egen lille familie, og i køkkenet er Bradley og Kiara. De er begge travlt optaget af deres telefoner, imens de drikker kaffe, men de formår også at snakke sammen. Imponerende.

"Godmorgen," siger jeg og åbner køleskabet. Jeg får et "godmorgen" fra dem begge to, imens jeg kigger i køleskabet. Skal jeg fortælle dem om far? Han vil jo prøve at få dommen lavet om. De burde nok vide det. Jeg skæver hen til dem. De har stadig snuderne i deres telefoner. Jeg kigger tilbage i køleskabet og tager en yoghurt ud.

"Har I tid til at snakke?" spørger jeg og finder en skål frem.

"Vil det tage lang tid?" spørger Bradley med blikket fast i hans telefon.

"Det tror jeg da ikke," siger jeg tænkende og hælder yoghurt op i skålen.

"Okay, skyd," siger Kiara, hvilket jeg ser som tegnet på, at jeg godt må snakke. Jeg stiller yoghurten tilbage i køleskabet og sætter mig på en barstol med min skål.

"Jeg har snakket med min far," siger jeg bare ligeud. De stopper deres skrivning på deres telefoner og kigger hurtigt på mig med store øjne. "Min biologiske far," retter jeg mig selv lidt nervøs over deres reaktion. De kigger faktisk på mig.

"Hvad har du?" spørger Bradley forvirret med store øjne.

"Jeg mødte ham, og han undskyldte over for mig, og nu har jeg lidt sagt, at det vil være fint, hvis han kan lave dommen om, så jeg godt må se ham," fortæller jeg med en lille grimasse.

"Du må ikke tage sådan nogle beslutninger, Brooke," siger Kiara lidt irriteret og kigger alvorligt på mig.

"Jeg er 17," forsvarer jeg mig selv.

"Præcis," siger hun og kigger meget seriøst på mig, hvilket får mig til at krumme tæerne og kigge ned på min yoghurt.

"Vi bliver nødt til at gøre noget," siger Bradley, imens de kigger på hinanden. Jeg løfter øjenbrynene.

"Hvad vil I gøre?" spørger jeg forvirret. De kigger på mig.

"Manden slog dig bogstaveligt talt. Han skal ikke have chancen igen," siger Bradley og begynder at trykke hurtigt på hans telefon.