In Your Eyes |✔️

°26. Kalla og nørd°

"Bare giv mig 2 sekunder," siger kvinden bag kassen en smule irriteret og trykker aggressivt på kasseapparatet. Jeg er ved at købe blomster. I går fik Nate mig til at indse, at det var godt at besøge gravstedet, så jeg vil tage derhen igen i dag. Jeg vil også lægge blomster derhen, selvom det regnede i nat, så der sikkert er vådt, siden sneen er forsvundet på grund af regnen. Det gør nok ikke noget.

"Sådan," sukker kvinden og giver mig de mønter tilbage, som var for mange på min pengeseddel.

"Tak," smiler jeg og tager imod dem, før jeg lægger dem ned i min lomme. Jeg tager kurven med alle blomsterne.

"Hav en god dag," mumler kvinden, imens hun ser ret træt ud på grund af kasseapparatet.

"Tak og i lige måde," siger jeg bare med et glad smil og går ud fra butikken. Det er stadig koldt her udenfor, men her er ikke noget sne. Jeg gætter på, det hurtigt kommer tilbage, men nu vil jeg nyde denne snefri dag. Eller hvad man nu kan sige.

Jeg går ned af fortovet i mine egne tanker. Helt fredeligt. Jeg kan høre fuglene synge og blæsten ramme træerne, men så kommer der selvfølgelig en skide højlydt bil med larmende college elever kørende lige forbi mig. Yup...helt fredeligt. Jeg tager en dyb indånding og ryster let på hovedet.

Jeg kommer endelig hen til kirkegården og går hen mod min mors gravsten. Alt sne er væk, så nu kan jeg se alle stenene under mig. Jeg drejer rundt om hjørnet til gravstedet, men så stopper jeg brat op. Mine øjne bliver så store som tekopper. En mand står og kigger ned på gravstedet, men det er ikke hvilken som helst mand. Det er min far. Irwin O'Donnell. Han er iført et mørkeblå jakkesæt, men det er ikke den største tanke, der falder mig ind.

Jeg sidder på sofaen og ser fjernsyn med min bamse. En kanin, Kalla. Mor købte den til mig, før hun døde, så nu tager jeg den med overalt. Jeg griner af det, der sker i fjernsynet, men mit grin forsvinder hurtigt, fordi hoveddøren slår op. Far kommer dunkende ind med en øl i hånden og smækker døren i. Åh nej, han er fuld igen. Jeg ser en smule nervøst over på ham og klæber mig mere ind til Kalla. Han kigger lidt rundt og bunder hans øl, før han får øje på mig.
"Hvad glor du på?" spørger han i en giftig stemme.
"Ik-ikke noget," stammer jeg lavt og kigger væk fra ham med hurtige vejrtrækninger. Min kind er stadig øm efter slaget, han gav mig i går. Jeg opdagede ham bare, imens han legede med noget hvidt slags støv. Det var altså ikke med vilje. Jeg sværger.
"Kan du ikke bare skride? Helt væk?" spørger far irriteret med et suk. Jeg ville gerne, hvis jeg kunne.
"Må det være hjem til mor?" spørger jeg stille og kigger hen på ham. Han ser ud til at boble af vrede, og så peger han advarende på mig.
"Nævn aldrig hende," brummer han surt. Jeg ryster hurtigt på hovedet.
"Nej nej, undskyld," siger jeg bange. Han har sagt, at jeg ikke må nævne hende før, så det var dumt, jeg spurgte.
"Den dumme bamse," hvæser han irriteret og kigger på Kalla i mine arme. Han hader den åbenbart, fordi han var der, da mor købte den. Lige pludselig har han taget den ud af mine arme.
"Hvad laver du?" spørger jeg hurtigt og rejser mig op.
"Jeg har altid hadet den, og den fortjener ikke at være her, så nu ryger den," siger han og går ud af hoveddøren. Jeg gisper med store øjne.
"Nej, Kalla!" råber jeg og løber hurtigt efter ham. Jeg bliver nødt til at holde ved gelænderet, imens jeg løber ned af trapperne. Far er allerede udenfor, så jeg når kun lige at løbe udenfor, før han begynder at rive Kalla i småstykker.
"Nej!" skriger jeg og slår på far for at få ham til at stoppe, men han bliver bare ved med at rive den i stykker højt oppe, så jeg ikke kan nå den.
"Stop!" skriger jeg og bliver ved med at slå på ham, imens tårerne begynder at trille ned af mine kinder. Han smider stykkerne af Kalla ned på græsset.
"Så stopper du!" råber han og skubber mig væk fra ham, så jeg lander ned på numsen på det våde græs.
"Hvorfor?" spørger jeg grådkvalt med våde kinder. Han kigger lidt på mig, før han fnyser og styrter ind i lejligheden igen. Jeg kigger over på Kalla, og så bryder jeg fuldstændig sammen. Der er kun småstykker tilbage.
"Kalla," græder jeg lavt og prøver at samle alle stykkerne sammen, men det nytter jo ikke noget. Kalla er helt død, præcis ligesom mor.