In Your Eyes |✔️

°39. Sandheden og en ligegyldig brik°

Jeg var med inde i retssalen, og nu er sagen slut med en god slutning. Charlie får lov til at blive, hvor han er, og det er hans bedsteforældre så sandelig ikke glade for. Så derfor står vi og snakker med dem i domhuset på en ikke så fredelig måde.

"Kan du ikke se, at han er nødt til at få støtte fra os?" spørger bedstefaren surt.

"Han står da som en helt normal dreng," siger Rachel med det største vindende smil og roder Charlie i håret.

"Du ved, hvad vi mener," hvæser bedstefaren irriteret. Jeg ved ikke engang, hvorfor det går dem så meget på. Charlie har sagt, at de hader ham, og ud fra hvad jeg har set, ser det også sådan ud. Men hvilken underlig skabning kan ikke lide Charlie? Dem...

"Nej, det gør jeg faktisk ikke. I ville ikke have noget med Charlie at gøre, før for ikke særlig lang tid siden. Det giver ingen mening," siger Rachel med store øjne. Nope, det giver ingen mening.

"Han har brug for en bedre opdragelse, og det kan han ikke få fra en deprimeret syg kvinde," siger bedstefaren vredt. Åh, det er at gå over stregen. Rachel bliver lidt overrasket og stirrer lidt på ham. Charlie står bare her og hører det hele. Det er synd for ham.

"Du skal aldrig tale sådan om min mor igen," brummer Nate og giver bedstefaren det mest drabelige dræberblik ever. Bedstefaren ser vist også ud til at blive lidt skræmt, hvis jeg ikke tager fejl, men så rømmer han sig hurtigt og tager sig sammen.

"Hvorfor ik'? Det er jo sandheden," siger han med hovedet holdt højt. Jeg kan virkelig ikke lide ham her.

"Sandheden er, at I er fuldstændig ligeglade med Charlie, og I vil bare opdrage ham, fordi I ikke havde flere børn end Allison, og Charlie er den sidste af jer med jeres blod, men ved I hvad? Han gider ikke være sammen med jer, så få det ind i jeres små hjerner og lad os være i fred," siger Nate surt. Jeg får lidt store øjne af overraskelse. Han siger jo egentlig sandheden. Bedsteforældrene fnyser og går deres vej. I det mindste har de ikke mere at sige imod.

"Tak, Natey," mumler Charlie og krammer Nate, så hans ansigt er helt begravet i hans jakke.

"Altid, Smithie," mumler Nate og krammer ham tilbage. Rachel tager en dyb indånding og begraver hendes ansigt i hendes hænder. Jeg kigger på Zack. Han kigger bare ned på hans fødder og er meget mere stille, end han plejer at være.

"Brooke," bliver der kaldt på mig. Jeg drejer hurtigt hovedet. Min far stopper foran mig. Jeg kigger forvirret på ham. Han var der jo inde i retssalen lige før, men han ser ikke særlig glad ud, selvom resultatet blev så godt.

"Vi skal ind i retssalen. Dine forældre er der allerede," siger han. Jeg løfter øjenbrynene. Åh, det vidste jeg så ikke.

----

Jeg sidder utålmodigt på stolen ved siden af Will, som også er med i dag, og kigger op på dommeren. Vi har siddet herinde i lidt tid nu, og der er blevet snakket om lidt af hvert. Mest Kiara og Bradley, der har svinet min far til, om alt det er sket med ham. De havde endda nerverne til at snakke om min mors død, hvilket går mig ekstremt meget på. Hvordan kan de bare gøre sådan noget, når de ved, hvor dårligt jeg har det med det?

"Jeg kan forstå, vi har barnet med i dag, så kan Brooke Bennett komme herop?" spørger dommeren, uden det egentlig er et spørgsmål. Jeg tager en dyb indånding og rejser mig op. Dommeren peger på en stol med et bord, så jeg sætter mig derover. Jeg regner med, at det er meningen, jeg skal sidde her.

"Kan du bekræfte dit navn og alder?" spørger dommeren til mig. Jeg synker en klump og tager en dyb indånding. Det her føles så dramatisk.

"Brooke Evie Bennett, 17 år," siger jeg langsomt. Kiara og Bradley ser ud til at blive lidt forvirret over, at jeg også nævnte mit mellemnavn, men det tager jeg mig ikke særlig meget af. Nogen får mig til at gentage noget. Et eller andet med jeg ikke må lyve.