In Your Eyes |✔️

°18. Koen og magt°

Jeg stopper foran hoveddøren sammen med Yas. Hun begynder at lede efter hendes nøgle. Jeg kigger rundt. Hun har altid boet i det her fine hus. Det ser ikke ud som om, de er rige, og det ser heller ikke ud som om, de er fattige. Bare et pænt familiehus.

"Nøj, jeg hader den her nøgle," mumler Yas irriteret og prøver at låse døren op. Vi har lige fået fri fra skole, og min plan om at tage hjem til hende var perfekt, siden vi fik lektier for i historie, og vi er i gruppe sammen.

"Prøv at vend den om," forslår jeg, men så får hun den lige pludselig op.

"Ha! Tag den, nøgle," siger hun sejrende og åbner døren, før hun går indenfor. Jeg ryster grinende på hovedet og går med hende ind. Hun lader mig ikke komme hjem til hende særlig tit. Det er faktisk virkelig lang tid siden, jeg har været her sidst. Jeg tror, det var i 3. Klasse, hvor hun holdte hendes fødselsdagsfest her. Wow, det er jo sindssygt lang tid siden.

"Det er da godt nok lang tid siden, jeg har været her," siger jeg, imens vi tager vores overtøj af.

"Er det?" spørger Yas i en høj skinger stemme, så det var ikke et rigtigt spørgsmål. Det er det aldrig, når hun siger det på den måde.

"Mit sidste minde er din fødselsdagsfest i 3. Klasse," griner jeg.

"Ej, det var kun kaos. Børn er så dumme. Det var også derfor, jeg aldrig holdte fødselsdag igen," siger Yas og går videre med hendes taske.

"Fordi du syntes, vi alle var dumme?" spørger jeg med et lille smil og følger efter hende med min egen taske. Hun smider sig i sofaen.

"Næ, mine forældre syntes, vi alle var dumme," retter hun, imens jeg smider mig ved siden af hende. Jeg ryster grinende på hovedet. Men der er vel også en pointe i det. Jeg kan stadig huske, hvordan alle råbte og skreg, fordi vi legede mørkeleg i kælderen. Det var også skide dumt. En pige løb ind i et skab og fik hjernerystelse. Det var så også dér, legen sluttede for os alle.

"Jeg forstår dem godt," siger jeg med en grimasse. Yas nikker med løftede øjenbryn og finder hendes ting frem. Jeg åbner min taske og gør det samme.

"Det er også utroligt, hvad vores lærere vil torturere os med," sukker Yas og kigger træt ned på hendes papir.

"I det mindste kan vi gøre det sammen," siger jeg for at få hende til at se på den lyse side. Hun kigger bare træt på mig. Okay, den lyse side kan vente. Hun skal til at snakke, men så begynder hendes telefon at ringe virkelig højt.

"Hvorfor har du skruet så højt op?" spørger jeg overrasket og holder mig for ørerne. Hun trækker på skuldrene og tager telefonen, før hun sætter den op til hendes øre.

"Hey, Dussyy," siger hun glad med en lys stemme. Jeg løfter øjenbrynene med store øjne. Mood swing much?

"Jeg er derhjemme," siger hun nu med en normal stemme, men hun smiler virkelig stort. Jeg kan ikke høre, hvad Dustin siger, så jeg vælger bare at gå videre med vores lektier.

"Nej, jeg laver lektier sammen med Brooke," siger hun smilende. Hun griner og krammer sig selv af noget, han siger. Jeg himler med øjnene og ryster på hovedet. De er jo så forelsket. Eller også er det bare hende. Jeg kan alligevel ikke lade vær med at smile, imens jeg laver videre på lektierne. Det er jo også en smule sødt. Hun har endelig fundet en, hun faktisk kan lide, og det er godt, hun kan være glad, midt i alt det hun går igennem.

"Okay, så ses vi i morgen," siger hun. Det var da ikke en særlig lang samtale. Hun griner igen.
"Du lægger på," siger hun. Åh nej. Se, det der er sødt på nogle punkter...men det er også bare irriterende.

"Nej, du lægger på," smiler hun. Jeg giver hende et træt blik, hvilket hun heldigvis lægger mærke til.
"Okay, Brooke giver mig dræberblikket, så nu lægger jeg altså på," griner hun. "Ja, hej hej," smiler hun, og så lægger hun på. "Du kunne da godt have ventet i lidt længere tid," siger hun og lægger hendes telefon tilbage i lommen.