In Your Eyes |✔️

°38. Koldt sne og snak°

Jeg går ud fra skolen ligesom alle de andre elever, som ikke kan vente med at komme videre, fordi skoledagen endelig er ovre. Kulden rammer min hud, så kuldegysninger skyder igennem hele min krop. Sneen daler roligt ned fra himlen, men intet ved det her sted er roligt. Elever råber og skriger grinende, imens flere laver sneboldkampe. Super, nu skal jeg løbe for mit liv. Lige hvad der manglede. Jeg løber hurtigt hen mod hallen, hvor der er fri bane. De træner også ishockey lige nu.

"Tænk hurtigt!" råber Zack, og før jeg ved af det, har jeg sne ud over hele ansigtet. Jeg gisper overrasket og børster det hurtigt væk. Zack har fået et så stort grineflip, at han bliver nødt til at bukke sig forover, imens han holder sig for maven.

"Din idiot," siger jeg overrasket og spytter noget sne ud, der var fløjet ind i min mund. Konklusion: sne smager ikke godt!

"Du skulle have set dit ansigt," griner Zack højt og peger på mig med det ondeste smil nogensinde. Okay, det er ikke meningen, det skal være ondt, men han kastede lige en snebold i hovedet på mig! Selvfølgelig synes jeg, det er ondt.

"Hvordan kunne du da se det, det var jo dækket af sne," siger jeg irriteret og mærker noget sne glide ned i min trøje. Jeg piver med store øjne og prøver hurtigt at få det ud. Det er så koldt! Både sneen og Zack's hjerte. Okay, måske lidt for dramatisk...

"Jeg ved det! Guld værd," griner han og nikker. Jeg får alt sneen væk og giver ham mit bedste dræberblik. Han holder grinende hans hænder over hovedet.

"Hvad skulle det til for?" spørger jeg irriteret. Han trækker på skuldrene, imens hans smil langsomt forsvinder. Jeg trækker øjenbrynene sammen. Han undviger mit blik og klør sig i nakken.

"Jeg har ikke snakket med Mikey, om du ved nok hvad, og så da jeg tog mig sammen til det, var han begyndt at undgå mig, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre," siger han i en lang talestrøm og kigger en smule panisk på mig. Jeg løfter øjenbrynene lidt. Det besvarer stadig ikke mit spørgsmål, men han har nok ikke brug for, at jeg bliver sur på ham lige nu. Han er virkelig ked af det med Mikey.

"Jeg er på vej ind i hallen, fordi Nate træner. Du kan da bare komme med," forslår jeg og peger på hallen bag mig. Han skærer en lille grimasse.

"Altså, jeg havde taget mig sammen før, men nu er jeg ikke så sikker længere," siger han langsomt. Jeg sukker af ham og ryster skuffet på hovedet. "Desuden skal jeg hente Smithie," siger han, som om han lige kom i tanke om noget. Ligesom når der lyser en pære over hovedet på en tegneseriefigur.

"Havde du glemt det?" spørger jeg med et løftet øjenbryn. Han kigger lidt på mig.

"Nej," mumler han med smalle øjne. Jeg stirrer mistroisk på ham. "Okay fint, jeg glemte det, men jeg skal stadig hente ham, så adiós," siger han hurtigt med store armbevægelser og skynder sig videre. Jeg ryster grinende på hovedet og skal til at gå ind i hallen, men så får jeg øje på Yas. Hun kommer løbende hen til mig og stopper forpustet op ved mig.

"Giv mig 2 sekunder," puster hun og støtter hendes hænder til hendes knæ. Jeg kigger ned på hende med et løftet øjenbryn. Hun er virkelig i dårlig form. Okay, jeg skulle nødigt snakke. Jeg bliver forpustet bare af at gå op af trapperne derhjemme. Lad vær med at døm mig! Det er som at bestige Mount Everest. Uden grund.

"Hvorfor løb du, når du kunne bruge magien ved at gå?" spørger jeg så. Hun får vejret og rejser sig ordentligt op. Jeg forventer et fantastisk svar, men det får jeg selvfølgelig ikke...

"Jeg har absolut ingen idé," sukker hun og trækker på skuldrene. Waow.

"Så du løb bare? Uden nogen tvang dig?" spørger jeg med rynket pande. Det ligner hende ikke.