In Your Eyes |✔️

°31. Talen og en god dag°

Jeg går ind i domhuset med en lille grimasse. Er det her nu også en god idé? Jeg ved ikke engang, om han overhovedet er her. Er det ikke sådan, at han arbejder et andet sted, og så skal han forsvare folk i forskellige retssaler? Urgh, det ved jeg ikke. Jeg ville ønske en lille elf kunne poppe frem nu, som så vil vise mig vejen. Altså sådan en med en spids hat, lang kappe, og en utrolig umenneskelig stor næse. Det ville bare være super fantastisk...

Jeg sukker og går hen til en reception ting, siden ingen elf dukker op, da det jo ligesom er sådan lidt umuligt. Eller er det? Ej okay, nu stopper jeg.

"Undskyld mig," siger jeg for at få opmærksomheden af kvinden, der sidder bag en computer. Hun kigger spørgende på mig. Kan man egentlig godt spørge om sådan noget?

"Ved du, om der er en Irwin O'Donnell heromkring?" spørger jeg lavt med løftede øjenbryn. Hun rynker på næsen og tænker lidt, før hun skriver noget ned på computeren.

"Jeg ved, at han har haft en retssag her for ikke så lang tid siden. Har du noget at gøre med den?" spørger hun forvirret.

"Næ, men jeg kender ham, og jeg vil bare gerne vide, om han stadig er her," siger jeg lidt utålmodigt. Det her var helt klart en dum idé. Hvad i alverden tænkte jeg på?

"Det ved jeg desværre ikke," siger hun med en undskyldende grimasse, men det ligner ikke, hun har nogen form for medfølelse i ansigtet. Jeg har heller ikke brug for det, så jeg har intet at klage over.

"Nå okay, men tak alligevel," mumler jeg og går langsomt videre. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige pludselig virker så trist. Hvor er udgangen egentlig henne? Jeg kigger forvirret rundt, hvor jeg går. Det er bare en gang, hvor alt bare er en lys træfarve. Her er ikke andre end mig. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ligner det lidt et sted til en gyserfilm. Jeg hviner af den tanke og skynder mig at åbne en dør til en dobbeltdør. Her er mere lyst, så jeg går lettet fremad og lader døren lukke efter mig. Der er vinduer over det hele, og der står flere stole rundt omkring, nogle med et bord til sig. Fremad for mig er der en lang gang med alt nævnt, og helt nede for enden, tror jeg vist, jeg kan se et køkken, hvor folk i jakkesæt sidder og snakker og spiser. Mit blik stopper tæt ved mig. Min far sidder ved de kæmpe vinduer på en lænestol og skriver koncentreret ned i hans mappe. Så han er her. Hvorfor?

Jeg tager en dyb indånding og tager mig sammen, før jeg langsomt går over til ham. Husk planen, Brooke. Hvilken plan? Jeg har jo ikke en plan. Noget inde i mig siger bare, at jeg bliver nødt til at snakke med ham.

"Ehem," rømmer jeg mig lavt, efter jeg står lige ved siden af ham. Han kigger forskrækket op på mig og taber næsten hans mappe og kuglepen, men han får hurtigt ordentlig hold på det.

"Ev-," han stopper sig selv, sikkert på grund at det jeg sagde tidligere. "Brooke," retter han sig selv og ser stadig overrasket på mig. Han er vist chokeret over, at han allerede får lov til at se mit kønne ansigt igen.

"Ja, gem på klapsalverne. Du kan kysse mine sko senere," mumler jeg og sætter mig i en anden lænestol, hvor kun et lille rundt bord er imellem os. Han smiler lidt og ser så lidt nervøst på mig.

"Skal jeg gøre mig klar til en kæmpe skideballe, eller er der en anden grund til, du er her?" spørger han med en lille grimasse. Jeg ser et lille glimt af håb i hans øjne, og så kigger jeg tænkende ned på mine fødder. Der er kun ét spørgsmål, det tynger mig, og nu bliver jeg altså nødt til at spørge ham.

"Hvorfor gjorde du det?" spørger jeg toneløst og kigger direkte ind i hans grønne øjne med et seriøst blik. Hans ansigt bliver mere og mere skamfuldt, men han bliver ved med at kigge ind i mine øjne. Han ved godt, hvad jeg mener. Der er heller ikke brug for en forklaring. Han ved godt, han slog mig, selvom han var fuld eller høj på et eller andet, så vidste han det godt. Men han gjorde det stadig.