Insanely Insane

Kapitel 6 - "Jeg gider ikke blandes ind i dit sindssyge liv."

Jeg var ikke ligefrem stolt over at sige, at jeg havde sovet helt indtil klokken halv et i dag, men rart, det var det i hvert fald. Den trælse side af situationen var så bare den, at jeg trods de knap elleve timers søvn ikke var noget i nærheden af udhvilet, hvilket også var grunden til, at jeg ikke havde lavet en skid hele dagen.

Det var ret utroligt, at jeg skulle høre mig selv sige det her, men jeg kedede mig så meget, at jeg højst sandsynligt ville have fedtet mig til en vagt på arbejdet i dag, hvis det ikke havde været fordi, at lægerne havde bedt mig holde hovedet i ro den her uge - og tro mig, det tog altså ordet kedsomhed til et helt andet niveau.

Pludselig bankede det på døren, og tro det eller lad være, men jeg sprang næsten op af sofaen og løb hen til døren for at åbne. Synet forbavsede og skuffede mig dog en del, for der i døråbningen stod ingen mindre end verdens største popfænomen, beklædt i sort fra top til tå.

"Kommer du for at banke endnu en dør op i hovedet på mig? For så vil jeg helst flygte mens jeg kan," røg det ud af mig før jeg nåede at stoppe mig selv. Til min store forbavsning fangede jeg ham i at grine over mine ord, inden han vendte øjne.

"Meget morsomt," mumlede han ironisk. Jeg lod et tilfreds smil glide hen over min læber og trak let på skuldrene.

Som om jeg ikke var blevet forbavset nok over at se selveste Justin Bieber foran min hoveddør, så spottede jeg oven i købet popstjernen stå med mit sygesikringskort i hånden. Sig mig lige engang, hvor gik grænsen for surrealisme? Det her var satme utroligt, og hvor var det dog godt, at jeg ikke var Belieber, for så var jeg uden tvivl besvimet på stedet.

"Hvor har du det fra?" spurgte jeg med rynkede bryn, idet jeg stirrede på mit sygesikringskort i hans hånd. Hans blik faldt ned på kortet, som han hurtigt rakte mig.

"Hospitalet," svarede han, da jeg - stadig med rynkede bryn - tog imod det. "Jeg fandt det i lommen på din læderjakke, da jeg skulle bruge dine oplysninger til at få dig tjekket ind, men glemte at give dig det tilbage."

På et splitsekund blev alle de små forundringsspørgsmål besvaret. Han var selvfølgelig kommet forbi for at aflevere kortet tilbage, og at han havde mit sygesikringskort og derved også mit fulde navn og andre skræmmende oplysninger, forklarede hvor han havde fået min adresse fra. Det eneste spørgsmål, jeg ikke lige kunne finde svaret på, var hvorfor han selv var kommet med det og ikke bare havde sendt en af sine bodyguards eller assistenter.

"Hvordan har hovedet det?" spurgte han i samme sekund, som jeg skulle til at spørge, hvorfor han selv var kommet forbi med kortet til mig.

"Bedre," svarede jeg og trak svagt på smilebåndet. "Pillerne tager det værste."

Han nikkede forstående, men var hurtig til at bide sig i underlæben og vippe svagt på hælene, som han stod med hænderne i lommerne på de mørke hængerøvsbukser. Det var tydeligt, at han ikke vidste, hvad han skulle sige, og det fik stilheden til at tage over imellem os.

"Uhm, tak for kortet," skyndte jeg mig at sige i et desperat forsøg på at bryde den akavede stilhed, der havde lagt sig over opgangen på nul komma fem.

Jeg tog fat i døren med den ene hånd som en hentydning til, at jeg gerne ville videre. Justin smilede let over mine ord, nikkede en enkel gang og begyndte så langsomt at gå baglæns hen mod trappen, imens hans blik hvilede på mig. Det var det mest akavede, jeg længe havde oplevet, og af den grund var jeg hurtig til at lukke døren i.

Jeg stod i et par sekunder med ryggen mod døren, imens jeg gav mit hoved en chance for at forstå, hvad der lige var sket. Jeg mener, én ting var at få banket en metaldør op i hovedet af Justin Bieber, men at han brugte mit sygesikringskort til at finde frem til min adresse tog situationen til et helt andet niveau.