Insanely Insane

Kapitel 23 - "Jeg er ikke bange for at vise verden, hvad du betyder for mig."

Jeg havde ikke lavet andet end at stirre på hendes fredfyldte ansigt, siden jeg havde slået øjnene op. Hun mindede mig om en engel, og det var ingen hemmelighed, at det føltes intet mindre end magisk at vågne op med en engel i armene.

Synet af hendes fyldige læber, som jeg så sent som i går havde mærket mod mine, fik mig til at trække ustyrligt på smilebåndet. Hendes søde duft og bevidstløse hånd, der hvilede på min skulder, gjorde bestemt intet for at forhindre smilet på mine læber i at brede sig. Hun havde den sygeste effekt på mig, og jeg var overbevist om, at ingen andre end hende havde rørt mig på den her måde før.

Jeg nægtede at tro, at det var en ren tilfældighed, at jeg bankede døren op i hovedet på hende tilbage på Blue Valley – ikke så meget fordi, at jeg ikke troede på tilfældigheder, men nærmere fordi, at følelsen og energien omkring hende var alt for magisk til bare at være et tilfælde. Der var en grund til, at vores veje var blevet krydset, og jeg var så småt ved at finde frem til den grund.

Ligesom så mange andre mennesker i mit liv var hun enten en velsignelse eller en lektion, men forskellen på hende og alle andre var, at det her var endnu større. Jeg vidste, at hun var mere end bare et sving på livets vej. Hun måtte være hele vejen.

Eller var hun ikke andet end mit livs største forelskelse? Overanalyserede jeg mine følelser for hende alt for meget, så jeg overså den mest realistiske grund til, at vi var stødt på hinanden? Og hvis det var tilfældet, hvordan kunne der så være en realistisk grund til noget, som føltes så magisk?

Jeg var træt af realistisk. Det var tid til at opgive jagten på at finde alle de realistiske svar, som ville kunne få det hele til at give mening, for et eller andet sted tror jeg slet ikke, at det var meningen, at det her skulle give mening – i hvert fald ikke for andre end den allerhøjeste magt.

"Hvad tænker du på?" spurgte en lille, hæs stemme pludselig.

I brøkdelen af et sekund blev jeg trukket tilbage til virkeligheden, hvor det gik op for mig, at jeg bare lå og stirrede på dynen med det sorte silkebetræk. Mine tanker var løbet af sted med mig, og i mellemtiden var Faith vågnet.

"Dig," svarede jeg i samme øjeblik, som mit blik flakkede op og mødte hendes. Synet af de smaragdgrønne øjne gav mig et stik i maven, og da hun slog en latter op over mit svar, så jeg af ren automatik lyste op i et smil, mærkede jeg varmen brede sig i hele min krop.

Hvordan var det overhovedet muligt, at hun kunne have sådan en voldsom effekt på mig uden at anstrenge sig det mindste?

"Og godmorgen, forresten," sagde hun med et let grin i stemmen.

Hun fik godmorgen til at lyde som et ritual, der for alt i verden bare blev nødt til at blive sagt, og det fik mig til at smile – eller var det mon lyden af hendes grin, der fik mig til at smile?

"Du har ret. Det er en god morgen," fastslog jeg, idet et kækt smil bredte sig på mine læber.

Hun vendte øjne over min måde at tage hendes ord bogstaveligt på, men da jeg lagde armen omkring hende for at trække hende ind til mig kunne hun ikke stoppe smilet, der lagde sig godt til rette på hendes læber. Hun lå nu så tæt på mig, at jeg kunne se de få fregner omkring hendes næse.

Jeg rakte min højre arm, som ikke havde fat omkring Faith, hen til natbordet for at få fat i min mobil, så jeg kunne tjekke klokken. De digitale tal på skærmen afslørede, at klokken gik mod elleve.

"Vi burde stå op og få pakket vores ting sammen," mumlede jeg mod hendes øre, da jeg havde lagt mobilen fra mig. Hun var hurtig til at ryste på hovedet, og jeg bemærkede samtidig, hvordan hun lukkede øjnene.