Insanely Insane

Kapitel 7 - "Hørte jeg dig lige kalde mig for Jesus?"

Spørg mig ikke, hvad i alverden der havde fået mig til at lukke Justin ind i Lucies og min lejlighed, for hvis du gjorde ville jeg højst sandsynligt lyve og sige, at jeg havde ondt af ham, fordi han havde begået den fejl at tage billeder med sine fans. Den dybe sandhed var dog den, at jeg bare gerne ville redde min egen røv og sikre mig, at jeg ikke blev indblandet i hans sindssyge kendisliv.

Mit blik flakkede hurtigt hen på døren, da jeg hørte noget ramme gulvet - og det noget viste sig at være Justins læderjakke. Jeg fangede ham i blot at trække på skuldrene, inden han fjernede blikket fra jakken på gulvet og vendte sig rundt.

"Okay, wow, du er først lige kommet ind af døren og du opfører dig allerede som verdens største nar," kommenterede jeg med begge hænder i siden, da jeg ikke kunne få mig selv til at ignorere hans uhøflige adfærd.

"Huh?" mumlede han med hævede øjenbryn og forvirring over hele fjæset.

"Du behøver ikke spille dum, Justin," sagde jeg, inden jeg hurtigt fortsatte. "Jeg så, hvordan du bare trak på skuldrene, da du så jakken falde ned fra knagen."

Jeg løftede skarpt mit ene øjenbryn, da jeg lod ordene forlade mine læber på en så dramatisk måde, at jeg i et kort sekund så mig selv som en del af en krimiserie.

"Og?" lød det undrende fra ham.

"Hvad mener du med og? Hvem har du tænkt dig rydder det der op?" spurgte jeg; nu med irritation i stemmen, eftersom hans opførsel var dybt uacceptabel.

"Jeg ved ikke, rengøringen eller noget?" mumlede han henslængt, som kunne han ikke være mere ligeglad.

Hvis det her var takken for at lukke Justin Bieber inden for døren, så han undgik at blive overfaldet af alle de paparazzier og fans, der blokerede udgangen, så fortrød jeg så meget mit valg.

"Rengøringen? Seriøst?" gentog jeg med så hævede øjenbryn, at de næsten sad halvt oppe i panden på mig. "Hvordan skulle Lucie og jeg have råd til rengøring? Har du set den her lejlighed? Den er ikke større end et kosteskab."

"Lucie?" spurgte han med rynket pande.

"Min roomie," forklarede jeg kort med en svag mumlen, men kunne ikke lade være med at rulle med øjnene over, at han enten bevidst talte uden om eller ubevidst mistede fokus fuldstændig.

Jeg blev irriteret over, hvordan han bare stod og gloede på mig. Jeg var derfor hurtig til at bevæge mig hen til døren for at samle hans sorte læderjakke op fra gulvet. I en hurtig bevægelse vendte jeg rundt på hælene og kastede den hen til ham, og til hans held greb han den, men løftede derefter fornærmet og spørgende det ene øjenbryn.

"Hæng den op," kommanderede jeg med armene over kors. Jeg havde lært at mestre det hårde blik og den kommanderende tone af min mor, som havde brugt teknikken lidt for tit overfor mig dengang jeg boede hjemme.

Justin kneb øjnene sammen, stod i et par sekunder og stirrede bare på mig, som om han overvejede, hvorvidt han skulle gøre som jeg bad om eller ej. I sidste ende endte han dog med at rulle med øjnene, inden han overgav sig og gik over for at hænge sin jakke op på knagen bag døren.

"Tilfreds?" spurgte han flabet som en eller anden dum teenagedreng.

"Tak, Justin," smilede jeg stort og ironisk tilbage, hvilket han blot rystede på hovedet over, inden han bevægede sig ind i stuen.

Jeg overvejede lidt, om jeg skulle tilbyde ham kaffe, men jeg var sikker på, at han nok skulle bede mig lave en kop til ham, hvis han pludselig fik lyst til kaffe. Den dreng var i hvert fald ikke sky, når det kom til at føle sig hjemme i andre folks hjem.