Insanely Insane

Kapitel 26 - "Jeg troede, at du havde større planer med dit liv, Faith."

Jeg tror aldrig, at jeg havde set en kop kaffe være så sort, som min kaffe her til morgen. Det var ingen overdrivelse at sige, at den var kulsort – ligesom dele af min sjæl.

Ville det mon være besværet værd at rejse mig fra sofaen for at hente mælken i køleskabet, så jeg kunne tynde den ud? Højst sandsynligt ikke, nej, for jeg havde efterhånden siddet og stirret så lang tid ned i min kaffe, at den var blevet helt kold. Dampen, som tidligere havde indikeret, at kaffen var nybrygget, var for længst forsvundet sammen med min tilstedeværelse.

Den sidste uge havde været slem. Jeg tror, at jeg i gennemsnit havde kørt på omkring tre timers søvn – og i nat havde ikke været nogen undtagelse. Mit hoved var ved at eksplodere af alle de unødvendige bekymringer, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig som en kæmpe kujon. Jeg havde ikke engang så meget som sat min fod uden for lejligheden, siden mit ansigt og navn var dukket op i medierne. Min frygt for at træde ud i offentligheden var blevet så slem, at jeg i forgårs havde stukket Justin en løgn om, at jeg var blevet syg, og derfor ikke kunne tage hjem til ham som aftalt. Vi havde ikke set hinanden i over en uge, og jeg hadede mig selv så ubeskrivelig meget for at være grunden til det.

Og hvad angik mit arbejde, så var det lykkedes mig at få byttet alle mine vagter væk. Nogen ville måske kalde det held, men med alle de løgne og dårlige undskyldninger, som jeg havde fundet på som grund for ikke at kunne komme på arbejde, så ville jeg nu nærmere kalde det desperation. Der var intet held over det – blot desperation og angst for at træde ud i offentligheden.

Jeg blev trukket tilbage til virkeligheden, da jeg mærkede noget på bordet vibrere. Mit blik vandrede fra den sorte kaffe og over til min mobil, men det var først, da jeg så et velkendt navn lyse op på skærmen, at det gik op for mig, at den ringede.

Kunne kaffe hypnotisere, hvis bare den var sort nok?

"Hej mor," sagde jeg, idet jeg besvarede opkaldet. Jeg gjorde bevidst min stemme en anelse lysere, så hun ikke ville fatte mistanke om min manglende søvn og glæde.

"Hej søde," svarede hun, men med en anelse spidsere tone end normalt. "Er det sådan, at der er noget, som du kunne tænke dig at fortælle mig?"

Hendes spørgsmål overraskede mig. Jeg havde ikke forventet andet end et af hendes sædvanlige spørgsmål omkring hvordan det gik, hvordan det var på arbejdet, og om jeg huskede at tjekke op på Andrew jævnligt for at være sikker på, at han ikke fik gjort noget dumdristigt. I min mors øjne var jeg den ældste og mest modne; også til trods for det faktum, at Andrew var den første af os, som flyttede til LA. Det var faktisk efter min første weekend på besøg hos ham, at jeg forelskede mig i byen.

"Øhh, hvad tænker du på?" spurgte jeg hurtigt, da det gik op for mig, at mine tanker endnu en gang var løbet af sted med mig.

"Ikke noget specifikt," svarede hun. Jeg bemærkede et twist af sarkasme i hendes stemme. "Måske bare det faktum, at du er overalt i medierne og fuldstændig har glemt at fortælle mig, hvad i alverden der foregår."

"Shit," røg det ud af mig, før jeg nåede at stoppe mig selv. Til alt held var det dog ikke mere end en lav mumlen, så jeg tvivlede på, at hun hørte mig.

"Ja, det er ret shit, Faith."

Og der tog jeg så tydeligvis fejl. Et suk undslap mine læber, imens min hjerne kørte på højtryk for at finde ud af, hvor jeg skulle starte og hvor jeg skulle ende min forklaring – for slet ikke at glemme, hvad der skulle inkluderes og hvad der ikke skulle.

Som man kunne forvente med et menneske, der kun havde fået tre timers søvn, så lykkedes det mig ikke at finde på noget. Jeg følte, at tiden var gået i stå, men da jeg fik kigget op på uret på væggen og så viserne rykke sig et lille hak for hvert sekund der gik, indså jeg, at det bare var stilheden i mellem os, som fik tiden til at gå i stå.