Insanely Insane

Kapitel 17 - "Seriøst? Skal du på date med Justin Bieber?"

Der var noget over duften, som fyldte mine næsebor det sekund jeg slog øjnene op. Den var maskulin, sød og med et strejf af elegance, men vigtigst af alt var den genkendelig. Jeg vidste, at den kom fra Justins hættetrøje, som jeg havde sovet i, fordi jeg ikke havde magtet andet end at tage mine shorts af og smide dem på gulvet, før jeg hoppede direkte i seng i går - eller skulle jeg nærmere sige nat?

Jeg lyste af ren automatik op i et smil ved tanken om Justin, og da jeg prøvede at fjerne det var det som om, at det var fuldstændig umuligt. Det var i hvert fald lige indtil, at endnu et af de høje dunk - som havde været den egentlige grund til, at jeg havde slået øjnene op i første omgang - lød på den anden side af væggen. Dunkene gentog sig med jævne mellemrum, og i det øjeblik kunne jeg godt fortælle dig, at smilet på mine læber for alvor falmede. Larmen gjorde det hundrede og ti procent sikkert, at det ikke kom tilbage foreløbigt.

Jeg ville være blevet liggende under dynen og bare have ventet på, at dunkene mod væggen ville stoppe, men det var desværre ikke nogen mulighed, når de var så forbandet høje, som de var. Det føltes næsten som om, at lyden borede sig halvvejs igennem kraniet på mig.

Og var det bare mig, eller var det som om, at de evige dunk blev voldsommere og voldsommere for hver gang?

I sidste ende blev jeg så irriteret, at jeg rev dynen af min krop, svang benene ud over kanten af sengen og rejste mig. Jeg traskede ud af soveværelset og fortsatte ind i stuen, kun for at spotte Lucie med en hammer i hånden.

"Hvad fanden laver du?" udbrød jeg undrende. Hun var hurtig til at kaste et blik over skulderen, og jeg lade armene over kors, da hun igen rettede blikket mod væggen.

"Hænger et billede op af os og pigerne," svarede hun med et skuldertræk, inden hun fortsatte med at banke sømmet i væggen.

"Klokken halv syv om morgenen på en søndag?" spurgte jeg med et løftet øjenbryn, efter at have skævet op til uret på væggen.

Jeg lød irriteret i min tone, men det kunne du også godt bande på, at jeg var. Takket være Lucies mærkværdige lyst til at hænge en billedramme op på væggen så tidligt om morgenen, fik jeg ikke lov til at sove det halve af dagen væk, som jeg havde tænkt mig. Hele næste uge var for mig proppet med lange vagter på Black Tap Coffee, så jeg havde brug for hvile og masser af søvn, hvis jeg nogensinde skulle blive mentalt klar til at gå ugen i møde.

"Hey, du kunne bare være kommet tidligere hjem i stedet for at chille hos Bieber-fyren til langt ud på natten," svarede hun igen, men med en overraskende skarp tone. Hendes blik var fastlåst til billedrammen, som hun rykkede lidt på for at få til at hænge lige.

Det var svært for mig ikke at bide mærke i hendes tone, og faktisk var det så slemt, at jeg begyndte at overveje, hvad grunden bag den mon kunne være. Jeg var sikker på, at et eller andet var galt, fordi for det første var Lucie slet ikke typen, der stod op klokken halv syv om morgenen på en søndag bare for at hænge en billedramme op, og for det andet vidste jeg, at hun ikke bare ville bruge en så skarp tone for sjov.

"Okay, hvad sker der?" spurgte jeg, da hun igen slog hammeren mod sømmet, men denne gang på en unødvendig hård måde. "Er du sur, fordi jeg aflyste vores ugentlige taco-aften?"

Hun stoppede med at hamre, men sagde ikke noget. Jeg vidste, at jeg havde ramt plet med mit spørgsmål, for jeg huskede tydeligt hendes reaktion, da jeg hjemme hos Justin havde skrevet til hende, at jeg desværre blev nødt til at aflyse taco-aften. Det havde godt nok været før, at hele huset blev stormet med paparazzier, så jeg blev tvunget til at være der til langt ud på natten, men jeg var overbevist om, at ikke engang dén forklaring ville have ændret hendes reaktion.