Insanely Insane

Kapitel 8 - "Du bliver så meget LA's nye starfucker, Faith."

En skarp solstråle tog skylden for, at jeg vågnede mod min egen frie vilje. Den var så blændende, at jeg kun havde to valgmuligheder - enten at stå op eller trække dynen over mit hoved. Det var under ingen omstændigheder en mulighed at forlade min kære seng, og derfor valgte jeg at trække den hvide og luftige dyne helt op over hovedet. Midt i den handling hørte jeg dog noget meget usædvanligt, for jeg hørte lyden af papir, der blev krøllet.

Efter at have ligget lidt under dynen i min egen forundring over, hvorfor i alverden jeg havde hørt sådan en usædvanlig lyd, gik det op for mig, at jeg havde noget klistret i panden. Hurtigt rev jeg dynen væk fra mit ansigt, kun for at blive blændet af den skarpe solstråle, inden jeg med rynkede bryn fik fat i det lille stykke papir, der sad i min pande. Papiret viste sig at være en gul sticky-note.

Tak for at skjule mig indtil paparazzierne forsvandt!

Jeg kunne ikke lade være med at smile svagt over de kringlede bogstaver, der tydeligvis tilhørte Justin. Et kort sekund havde jeg helt glemt, hvordan drengen havde tigget mig om at få lov til at crashe vores sofaen natten over - ja, for ikke at glemme, hvordan han havde lovet at være ude før klokken seks, hvis jeg lod ham bruge lejligheden som sit skjulested.

Da det gik op for mig, at Lucie ikke lå ved siden af mig i sengen, som hun burde - eftersom hun havde fri og derfor ikke skulle på arbejde i dag - besluttede jeg mig for at rive dynen af min krop og rejse mig fra sengen. Jeg bevægede mig ud i køkkenet, hvor hun til min store forbavsning var i gang med at lave vafler.

"Godmorgen," smilede hun stort, da hun spottede mig i mine hvide soveshorts og alt for store T-shirt. "Du ligner en, der har sovet godt i nat."

Først vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle forstå hendes ord, men så snart hun løftede øjenbrynet ved synet af min rodede knold, gav det hele mening. Hun hentydede til det faktum, at mit hår lignede en fuglerede, hvilket jeg blot rullede med øjnene over.

"Og du ligner en, der er fyldt med overskud her til morgen," sagde jeg med et nik mod de gyldenbrune vafler, som hun så småt var ved at bygge et helt bjerg af på tallerkenen.

"Det kræver altså ikke helt så meget overskud at lave vafler, som du tror det gør, Faith," svarede hun igen med et lille grin på læben.

Jeg trak let på skuldrene over hendes ord, inden jeg bevægede mig over til køkkenbordet, hvor jeg hoppede op og satte mig. Underligt nok kommenterede Lucie slet ikke på det, som hun plejede, og hun kom heller ikke med en lang forklaring om, hvor klamt det var, at jeg sad med røven oppe på køkkenbordet, når der blev lavet mad på det.

Duften af vafler fik alle mine sanser til at synge som en hel flok fugle på en varm sommerdag. Jeg kunne ikke vente med at drukne vaflerne i sirup, og når det var sagt, så tror jeg vist også lige, at dagen i dag skulle skydes i gang med en ordentlig kop kaffe.

"Hey, du skal forresten være klar klokken et, hvis du vil med pigerne og jeg på stranden i dag," informerede Lucie mig om lidt efter. "Liz har lovet at komme forbi og hente os."

"Lækkert," mumlede jeg med et stort smil hen over læben. Tanken om en strandtur varmede mit hjerte - men ikke lige så meget, som tanken om vafler med sirup gjorde.

Mit blik betragtede hver og en af Lucies bevægelser, indtil hun havde bygget sit bjerg af vafler i den ønskede højde. Tallerkenen stillede hun over på spisebordet.

Det var underligt, for først da jeg hoppede ned fra køkkenbordet for at finde tallerkener og bestik frem til at dække bord, gik det op for mig, at jeg stadig havde den gule sticky-note i hånden. Hvorfor jeg ikke havde lagt den af inde på soveværelset - eller endnu vigtigere: hvorfor jeg ikke havde opdaget noten i min hånd noget før - havde jeg ikke den fjerneste idé om.