Insanely Insane

Kapitel 11 - "Jeg kunne tjene et par millioner ved at sælge dit hoved på eBay."

Min lyse denimjakke føltes ikke særlig varm, når den pludselig skulle konkurrere med den kølige luft, der snittede min hud det sekund, jeg trådte ud af bagindgangen til Black Tap Coffee. Vinden tog let fat i de små totter, der var røget ud af min rodede knold efter den lange og ikke mindst stressende arbejdsdag.

Jeg lod mit blik glide fra den ene til den anden ende af parkeringspladsen, men uden den store fangst. På et splitsekund fortrød jeg, hvad jeg havde sagt tidligere på dagen, for hvorfor i alverden skulle han vælge at dukke op her ved bagindgangen? Og hvorfor havde jeg overhovedet sat både tid og sted på, når alt han havde bedt om var en tid?

Pludselig hørte jeg nogen rømme sig bag mig, hvilket straks fik mig til at vende halvfems grader på hælene af mine navyblå Converse. Og der stod han så; Justin Bieber i egen høje person.

"Jeg troede ikke, at du ville dukke op," mumlede jeg, idet jeg strammede grebet omkring min sorte, slaskede skuldertaske og langsomt bevægede mig hen til ham. Han stod med den ene fod støttende mod muren lige bag bagdøren, hvilket forklarede, hvorfor jeg ikke havde set ham, da jeg var kommet ud.

"Og hvorfor ikke det?" spurgte han med svagt rynkede bryn. Hans fod gled ned fra muren og han begyndte at gå hen mod mig, hvilket fik mig til at stoppe op.

"Årh, det ved jeg ikke, Justin," startede jeg ud med en skarp ironisk tone, hvorefter jeg lagde armene over kors. "Måske fordi du er verdens største popstjerne og derfor burde have langt vigtigere ting at tage dig til end at mødes med en random pige fra Black Tap Coffee, som du forresten slet ikke kan være sikker på, at du kan stole på."

Mine ord fik ham til at slå en latter op, idet hans blik - der stadig var gemt bag de sorte solbriller - var rettet mod den asfalterede parkeringsplads. Da han var kun få meter fra mig stoppede han op.

"Det er min fridag," lød hans forklaring på. Han stod med begge hænder i lommerne på de sorte hængerøvsbukser, da han rettede blikket op mod mig og sendte mig et lille smil, hvilket jeg ikke helt forstod.

Jeg havde lyst til at spørge ham, om han ikke burde bruge sin fridag sammen med sin familie og venner, men jeg lod være. Det ville bare virke alt for angribende og påtrængende, og jeg var på ingen måde ude efter at grave ned i hans personlige liv på den måde.

"Fair nok," mumlede jeg med et skuldertræk som en hentydning til, at jeg godtog hans svar. Jeg var dog sikker på, at vi begge to godt vidste, at det ikke ligefrem var et svar, der fik de fulde ti point og derved løb hjem med hele sejren.

Han begyndte at gå hen mod mig, så af ren automatik begyndte jeg at gå baglæns, hvilket i sidste ende resulterede i, at vi side om side begyndte at gå i samme retning. Jeg vidste ikke helt, hvad hans intention med alt det her var - eller hvad min intention var, for den sags skyld - så derfor gik vi bare.

"Sååå," begyndte jeg, idet jeg stak hænderne i lommerne på min lyse denimjakke og lagde hovedet let på skrå. "Var det et rent tilfælde, at du dukkede op på Black Tap Coffee?"

Mit spørgsmål fik ham til at trække svagt på smilebåndet, hvilket jeg egentlig undrede mig lidt over, for jeg spurgte rent faktisk for at få mig et svar.

Så nej, ingen skjulte hentydninger her, min kære ven.

"Måske, måske ikke," svarede han hemmelighedsfuldt, imens det lille træk på smilebåndet udviklede sig til et flabet smil.

"Svar mig nu," forlangte jeg utålmodigt og rettede mit blik mod de sorte solbriller, der blokerede for al form for kontakt med de uvurderlige øjne. "Jeg vil gerne vide, om jeg har en sporingschip i kroppen eller ej."

Et grin undslap hans læber, og her kunne jeg heller ikke selv lade være med at smile en smule. Jeg mener, det ville jo være lidt komisk, hvis det rent faktisk viste sig, at han havde proppet en sporingschip ind i kroppen på mig; skræmmende og totalt surrealistisk, men komisk.