Insanely Insane

Kapitel 15 - "Jeg bad dig dække dit ansigt til."

Mit blik var fastlåst på filmen, der kørte på fjernsynet, og det havde det været i knap halvanden time efterhånden. Faith havde nemlig insisteret på at prøve at se noget på en så stor fladskærm som den, der hang i min stue, så jeg overgav mig og gav hende oven i købet også lov til at vælge filmen.

Fra det ene øjeblik til det andet begyndte mine tanker at vandre, og for hvert sekund der gik gled de længere og længere væk fra filmen. Jeg endte i tankerne om vores bordfodboldskamp og væddemålet, og dér kunne jeg ikke holde grinet for mig selv.

"Hvad?" lød det forvirret fra Faith, som også selv havde svært ved at holde sit grin tilbage, da hun nysgerrigt vendte blikket mod mig. Jeg fugtede mine læber og rystede smågrinende på hovedet.

"Jeg kom bare i tanke om, hvor meget du stinker til bordfodbold," svarede jeg med hovedet let på skrå og et smil, der var så bredt, at det var lige på kanten til at være flabet.

På et splitsekund forsvandt grinet fra hendes læber. Det var tydeligt, at hun havde forventet noget langt sjovere end mig, der for syvende gang hoverede over min sejr, og derfor var hun også hurtig til at rulle med øjnene. Hendes reaktion fik et lille, kækt grin til at vælte ud over mine læber.

"Okay, så måske overvurderede jeg mig selv en smule, men ligefrem at sige, at jeg stinker til bordfodbold er altså at krydse grænsen," fastslog hun bestemt, imens hun spidsede sine læber på en lidt for tiltrækkende måde, som fik seks ord med en klar hentydning til at undslippe mine læber hurtigere end jeg nåede at få mig selv med.

"Jeg krydser gerne en grænse mere."

Der var ikke andet end forvirring og forbavselse i de smaragdgrønne øjne. Det var dog først, da hun uforstående vippede hovedet til siden, at jeg fortrød mine ord. Jeg mærkede varmen stige i mine kinder, og for et kort sekund var jeg bange for, at min hud brændte. Jeg fjernede straks mit blik fra hende og rømmede mig, inden jeg slog en hæs og ikke mindst utrolig akavet latter op.

"Øh, jeg henter lige nogle flere popcorn," skyndte jeg mig at sige, da jeg ud af øjenkrogen kunne ane, hvordan hun pludselig trak på smilebåndet. Jeg greb stålskålen fra bordet, rejste mig fra sofaen og forlod hurtigt stuen til fordel for køkkenet.

Hvad fanden tænkte jeg på? Hvordan kunne jeg få mig selv til at smide en så åbenlys hentydning, når jeg for det første knap nok kendte tøsen, og for det andet var hundrede og ti procent overbevist om, at hun slet ikke fandt mig interessant på den måde?

Idiot, idiot, idiot.

Tankerne kimede mig ned som aldrig før, så i et forsøg på at stoppe dem foldede jeg mine hænder omkring nakken og lod en dyb indånding rense min krop for alle unødvendige spændinger. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvorfor i alverden jeg havde fået lyst til at kysse Faith, men hvad jeg vidste var, at det var forkert. Vi kendte slet ikke hinanden godt nok til, at det var okay af mig at smide en så åbenlys hentydning.

Jeg opgav at finde svar på min indre forvirring, da jeg greb posen med popcorn for at tømme resten af dem, der ikke havde været plads til tidligere, op i skålen. Jeg tog den med ind i stuen, hvor jeg spottede Faith sidde med blikket fastlåst til sin mobil, imens hendes fingrene gled hen over skærmen i en så hurtig fart, at hun ikke havde tid til at hæve blikket før jeg satte mig ned i sofaen ved siden af hende.

Hun sendte mig et lille smil, da hendes blik mødte mit, men det virkede langt fra ægte. Det værste var, at jeg ikke vidste om det var samtalen på hendes telefonen, som dulmede hendes evne til at smile oprigtigt, eller om det var den hentydning, jeg havde smidt som en bombe inden jeg skyndte mig ud i køkkenet, som gjorde det. Jeg hældte nok mest til den sidste.