Insanely Insane

Kapitel 36 - "Du er langt fra almindelig."

Mit blik hvilede på glasdøren til lejlighedskomplekset, imens jeg utålmodigt tappede på rattet med fingerspidserne. Jeg var alt for spændt på planerne for i aften, og så havde jeg som altid sommerfugle i maven ved tanken om at skulle se Faith. Hun fejlede aldrig med at sætte gang i hele mit følelsesregister.

Efter et par minutter løsrev jeg blikket for ikke at stirre mig fuldstændig blind på glasdøren. Jeg hørte pigefnidder uden for bilen, og i frygt for at blive genkendt trak jeg hætten på min sorte læderjakke godt op omkring hovedet, så den dækkede halvdelen af mit ansigt. Resten klarede de mørke solbriller.

Lige som jeg rakte ud efter lydpanelet for at skrue lidt op for musikken, åbnede passagerdøren. Mit blik faldt på en engels ansigt, og ved synet af hendes smil mærkede jeg på et splitsekund hele min mave sno sig sammen.

"Hey," smilede hun tryllebindende til mig, inden hun lukkede døren i.

Før jeg overhovedet fik taget mig sammen til at sige noget, lænede hun sig ind over gearstangen for at plante et kys på min kind. Jeg mærkede hver eneste celle i min kind brænde under hendes berøring.

"Hey babe," lød det langt om længe fra mig, hvilket frembragte et endnu større smil på hendes fyldige læber.

Jeg kunne ikke modstå trangen til at give hende elevatorblikket, da hun løsrev blikket fra mig for at tage sin sele på. Hendes krop var klædt i en tætsiddende, men simpel kjole med V-udskæring. Den var mørkeblå, og ud over den havde hun en sort læderjakke. Jeg var overbevist om, at det var den samme læderjakke, som hun havde haft på den aften vi var stødt ind i hinanden, og det fik mig til at smile fuldstændig ustyrligt. Hun var hurtig til at opdage, hvordan jeg sad og kiggede på hende.

"Pas nu på," advarede hun mig med et selvsikkert smil, inden et legesygt glimt dukkede frem i hendes grønne øjne. "Jeg har bevidst valgt ikke at tage eyeliner på i aften, så mit udseende ikke distraherer din kørsel igen."

Hun hentydede tydeligvis til dengang, hvor jeg havde været ved at miste herredømmet over bilen, fordi jeg havde siddet og kigget mere på hende end på vejen. Jeg mente nu ikke, at det var min skyld.

"Hm, betænksomt," brummede jeg med en kølig undertone for at understrege ironien, inden jeg fik sat i gang fra kantstenen og bevæget mig ud på vejen.

"Ja, egentlig," svarede hun igen. "Det ville da være tragisk, hvis mit udseende endte med at være skyld i, at den verdenskendte Justin Bieber kom ud for et biluheld."

Jeg behøvede ikke engang at kigge på hende for at vide, at hun frydede sig over sine ord, men jeg gjorde det alligevel. Hendes blik var rettet mod vinduet, og som forventet hvilede et selvsikkert smil i hendes mundvige. Et lille grin undslap mine læber.

For at undgå et biluheld og flere kække kommentarer fra Faith, rettede jeg blikket mod vejen. Klokken gik imod elleve, så mørket havde allerede lagt sig over Los Angeles. Jeg nåede lige akkurat ud på motorvejen, da Faith kom med det helt store millionspørgsmål.

"Såtårnhøje bygning efter den anden fløj forbi.n andengte hendesr fik hende til at sukke.et var detunden.r.vde kigget lidt for lang hvor skal vi hen?"

"Jeg har jo sagt, at det er en overraskelse," svarede jeg hende og smilede svagt ved tanken om alt det, som jeg havde planlagt, men endnu ikke havde fortalt hende om.

Selvfølgelig vendte hun øjne over mit svar, og selvfølgelig lagde hun armene over kors. Hun blev altid sådan et lille barn, når nysgerrigheden blev for stor og uudholdelig.

"Så teknisk set bortfører du mig," konkluderede hun med blikket fastlåst på bilen foran os.

"Jeg ville nu ikke kalde det at bortføre, når du selv satte dig ind i bilen," pointerede jeg, imens jeg sendte hende et skævt smil.