Insanely Insane

Kapitel 20 - "Please fortæl mig, at du ikke kun lever af Sour Patch Kids."

Faiths mørkegrå joggingbukser og den sorte stroptop, der stumpede når hun strakte sig, afslørede hvor smadret hun var efter sin bytur i går. Hendes lyse hår var sat op i en rodet knold, imens hendes makeup bestod af noget lignende halvfems procent af resterne fra natten i går.

Det overraskede mig, at hun overhovedet havde været villig til at trodse sine tømmermænd for at tage med mig i studiet, da jeg ringede til hende i morges. Hvad der dog overraskede mig endnu mere var det faktum, at hun selv som bagstiv formåede at fange min fulde opmærksomhed og gøre det godt og vel umuligt for mig at fokusere på mine vokaler. Jeg tror, at Rodney kunne fornemme, at mit fokus ikke hvilede hundrede procent på musikken i dag, for han var hurtig til at forslå en kort pause.

Faith kiggede op fra sin mobil i samme sekund, som jeg trådte ud af det lille, lydtætte rum og døren bag mig lukkede i. Hun trak svagt på smilebåndet, lod mobilen glide ned i lommen på sine joggingbukser, og rejste sig så fra den sorte lædersofa.

"Det må jeg sige, Bieber," smilede hun, idet hun placerede hånden i siden. "Du mestrer nu de toner der ret godt."

Der var noget over hendes udstråling, som fik mig til at sætte spørgsmål ved troværdigheden bag hendes ord – men det kunne også sagtens bare være hendes bagstive tilstand, som gjorde hende twisted.

"Jeg kan ikke helt finde ud af om du er sarkastisk eller ej," indrømmede jeg med en svag mumlen, hvilket hun straks slog en latter op over.

"Jeg mener det helt alvorligt," forsikrede hun mig om.

"Mh, og det siger du så imens du griner," pointerede jeg med et lille, skævt smil spillende på mine læber.

Faith rullede med øjnene over mine ord, men kunne alligevel ikke helt lade være med at smile. Jeg fik chancen for at studere hendes lange, mascarabelagte øjenvipper til punkt og prikke, da hun kiggede ned på sine fødder, som var beklædt med hendes sædvanlige navyblå Converse. Lidt efter kiggede hun op igen.

"Hvor kan jeg finde et toilet?"

"Anden dør på højre hånd, når du kommer ud på gangen," forklarede jeg hende. Hun sendte mig et lille, men taknemmeligt smil, inden hun passerede mig for at forlade studiet og finde vej ud til toilettet.

Jeg kunne tydeligt mærke Rodneys blik på mig. Det havde ikke flyttet sig så meget som en millimeter siden jeg havde startet en samtale med Faith, og det var meget muligt, at jeg havde et kvalificeret bud på hvorfor. Jeg endte nu alligevel med at stille spørgsmål ved det.

"Hvad?"

"Ikke noget," svarede han hurtigt; måske lidt for hurtigt, hvis du spurgte mig. "Jeg siger ikke noget."

Han stak begge hænder over hovedet med håndfladerne rettet mod mig, imens hans øjne blev dobbelt størrelse, som stod jeg i dette øjeblik og truede ham med en pistol. Jeg kneb mine øjne en smule sammen, men nåede ikke at analysere ham yderligere, før Scooter trådte ind i studiet.

"Hey kid," hilste han, hvorefter han stillede sin kaffekop på bordet. "Har du lige to minutter?"

Mit blik gled hen på Rodney, som nikkede bekræftende over mit ikke-stillede spørgsmål. Jeg nikkede derfor også til Scooter, men jeg kunne godt fortælle dig, at det ikke var med min gode vilje. Der var nemlig noget helt særligt over hans blik, som fortalte mig, at han ville snakke med mig omkring Faith – og når det var sagt, så var det også lidt svært at undgå at se, hvordan han konstant skævede over til hende eller prøvede at se, hvad hun lavede med sin mobil.

Da vi var kommet ind i et af de ledige lokaler ved siden af studiet, lukkede Scooter døren bag sig. Jeg kiggede afventende på ham, men havde ikke ligefrem den bedste indstilling til den her samtale.