Insanely Insane

Kapitel 28 - "Hey, hvad siger du til en hurtig kop kaffe? Jeg giver."

Paparazzierne skreg og råbte som aldrig før, men alt jeg kunne fokusere på var hans brune øjne. Til trods for, at de blændende blitzer gjorde det svært for mig at se noget som helst, så nænnede jeg ikke at fjerne blikket så meget som en millimeter fra ham.

"David," mumlede jeg for mig selv, som var det en bekræftelse på, at det virkelig var ham, der stod foran mig lige nu.

Jeg måtte have mumlet højere end forventet, for det faktum, at jeg kunne genkende ham, fik ham til at trække svagt på smilebåndet. Det varede dog ikke længere end et par sekunder, for lige så snart, at han opdagede paparazzierne, stivnede hans ansigt og hans blik begyndte at flakke frem og tilbage i mellem mig og dem. Noget sagde mig, at han kunne se angsten og ubehaget i mine øjne.

Hans forvirring blev erstattet med bekymring, og det hjalp bestemt ikke på hele situationen, at paparazzierne begyndte at råbe endnu højere, da han viklede armen omkring mig og førte mig i samme retning som den, jeg var kommet fra. Jeg ville have strittet imod, for det sidste jeg ønskede var at blande en som David ind i alt det her, men da det gik op for mig, at han førte mig hen mod en mørkegrå bil, stirrede jeg ikke det mindste imod. Lige nu var jeg villig til at tage enhver chance for at komme væk fra det her mareridt.

Efter David havde hjulpet mig ind på passagersædet og lukket døren, løb han rundt om bilen for at sætte sig om bag rattet. De mange - for ikke at glemme aggressive - paparazzier gjorde det svært for ham at komme til, men i sidste ende lykkedes det ham til alt held at få lukket døren.

"Er du okay?" spurgte han med blikket fastlåst på mig. Bekymringen brændte nærmest i hans mørkebrune øjne, så jeg kiggede hurtigt ned i mit skød.

"Yeah, bare kør. Please," mumlede jeg hurtigt, imens jeg holdt en hånd over mit ansigt, så de skarpe blitzer ikke havde direkte adgang til mine øjne.

Jeg åndede lettet op, da jeg kunne se paparazzierne blive mindre og mindre i sidespejlet, indtil de i sidste ende var helt ude af syne. Min hjerterytme blev mere normal i takt med, at jeg sank længere og længere ned i lædersædet og mine muskler slappede af.

Mit blik vandrede diskret hen på David, som havde sit blik fastlåst på vejen. Han havde ændret sig utrolig meget siden sidst jeg så ham, og som han sad her ved siden af mig med nedrullet vindue og vind i det lyse hår, så fandt jeg ham faktisk attraktiv. Jeg havde aldrig syntes, at min brors tidligere bedste ven så godt ud, men det kunne jeg ikke rigtig sige længere uden at lyve.

Stilheden hvilede tungt i luften, og fordi jeg vidste, at han hadede stilhed mere end noget andet, følte jeg mig tvunget til at bryde den. Jeg havde i hvert fald ikke fornemmelsen af, at han havde tænkt sig at sige noget.

"Du har forandret dig en del, siden jeg så dig sidst," sagde jeg for at bryde isen, hvilket til alt held lykkedes, idet han vendte blikket mod mig. "Jeg kunne næsten ikke genkende dig."

Han sendte mig et lille smil, inden han igen rettede blikket mod vejen, og i det øjeblik gik det op for mig, at hans smil havde ændret sig. Han virkede på en eller anden måde gladere.

"En klipning og jævnlig solbadning på stranden gør underværker," svarede han smilende.

"Yeah, sidst jeg så dig havde du hår helt ned til skuldrene," pointerede jeg med et grin, som satte så mange gamle følelser i gang hos mig, at jeg ikke kunne holde min ærlige mening tilbage. "Ikke for at lyde som en nar, vel? Men det var altså ikke særlig pænt til dig."

David slog en højlydt latter op over mine ord, så jeg nåede slet ikke at fortryde, at jeg havde været så ærlig overfor ham. Nej, tværtimod smilede jeg blot.