Insanely Insane

Kapitel 9 - "Øh, hvorfor står Justin Bieber i vores stue?"

Har du nogensinde hørt nogen sige, at solen gør dig træt? Hvis du har, så er det altså sandt, hvad de siger, for jeg kunne godt fortælle dig, at den strandtur med pigerne havde gjort mig godt træt.

Trapperne føltes hårdere end normalt, da jeg traskede efter Lucie på vej op mod lejligheden. Jeg kunne ikke vente med at få skyllet sand og lugten af svitset hud af min krop med et dejlig, varmt bad, og det var jeg tydeligvis ikke den eneste, der tænkte.

"Helle for at gå i bad først," åndede Lucie forpustet ud, da vi nåede hoveddøren til den velkendte lejlighed. Hendes ord fik mig til at sukke tungt.

"Satans også," mumlede jeg mindre irriteret, da jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde været hurtigere til at hellige det første bad.

Lucie kastede et flabet smil over skulderen til mig, og havde det ikke været for mobilen i min skuldertaske, der pludselig vibrerede og fyldte hele opgangen med en træls melodi, så havde jeg nok fundet på en kæk kommentar, der kunne fjerne det latterlige smil fra hendes læber. Jeg fik hurtigt fisket den ringende mobil op af tasken, imens Lucie låste op til lejligheden.

"Hey, er du hjemme?" lød det i den anden ende før jeg overhovedet nåede at hilse på Andrew.

"Jeg er lige trådt ind af døren, så ja," svarede jeg i samme sekund, som jeg lukkede døren bag mig. "Hvorfor?"

"Fordi jeg har noget til dig," svarede han hurtigt. Smilet på hans læber kunne tydeligt høres igennem telefonen.

"Øh, hvad?" mumlede jeg uforstående, eftersom jeg var hundred og ti procent sikker på, at jeg havde hørt forkert.

Jeg rynkede mine bryn af forvirring, imens jeg pressede min skulder mod mobilen ved mit øre og stillede mig på ét ben, så jeg havde begge hænder frie til at binde snørerne på mine sandfyldte Converse op. Det havde virkelig ikke været det smarteste skovalg til en strandtur, måtte jeg nok indrømme nu hvor jeg var kommet hjem med en hel sandkasse i skoene.

"Vent og se," smågrinede han i den anden ende, og hvis det ikke allerede sagde sig selv, så gjorde det mig blot endnu mere forvirret.

"Men ..."

Og mere nåede jeg ikke at sige før forbindelsen blev afbrudt, da min kære bror valgte at lægge på. Jeg fjernede forbavset telefonen fra mit øre, men trak hurtigt opgivende på skuldrene og valgte at lade Andrew være den særling, han altid havde været.

Lucie var hurtig til at låse sig inde på badeværelset, men hun lovede mig, at hun nok skulle lade være med at bruge alt det varme vand. Jeg havde netop smidt mig på sofaen, da jeg hørte vandet fra bruseren løbe, og hvor end jeg gerne ville sige, at lyden af dryppende vand var behagelig, så gjorde den mig blot utålmodig.

Et par bank mod døren reddede mig fra at lide alt for meget med hensyn til min manglende tålmodighed. Jeg fik min trætte krop på højkant, vandrede ud af stuen og hen til døren, som jeg åbnede.

"Wow, du ser svitset ud," udbrød Andrew som det første, da hans blik faldt på mig i døråbningen. Et fjoget og ikke mindst kækt grin spillede på hans læber ved synet af mit svagt røde og solbrændte ansigt.

"Ja, grin du bare," sagde jeg med en skarp tone, inden jeg med hånden omkring døren fortsatte. "Men det er mig, der ler sidst, når jeg får en lækker tan og du stadig render rundt med den ligblege hud der."

Han rullede med øjnene og et selvsikkert smil spillede på mine læber, da jeg vidste, at mit diss ramte ham helt perfekt. Han havde altid været den blege af os, og det havde jeg selvfølgelig altid drillet ham med.

"Jeg synes godt, at du kunne være bare lidt sødere ved mig - især, når jeg kommer med en gave til dig," sagde han med et særligt glimt i de grønne øjne, imens jeg blot rynkede brynene af forvirring.