Insanely Insane

Kapitel 13 - "Ring til mig, når du begynder at prioritere mig over dit arbejde."

Det var fire dage siden. Hele fire dage siden, at jeg havde bestilt en bakke pomfritter til hende på den lille bistro og efterfølgende givet hende mit nummer.

Hvad fanden skulle hun bruge fire dage til? Prøvede hun at forhandle sig til det absolut bedste tilbud hos de lokale sladderblade til fordel for mit nummer?

Nej, det kunne Faith ikke finde på. Det var noget helt særligt over de smaragdgrønne øjne og de nysgerrige spørgsmål hun stillede, som fortalte mig, at hun ikke bare kunne finde på at udnytte mit nummer på den måde. Jeg havde en god følelse omkring hende, så det nægtede jeg simpelthen at tro.

Det undrede mig nu alligevel, at jeg ikke havde hørt fra hende endnu. Jeg mener, selvfølgelig behøvede hun ikke være desperat og skrive til mig allerede samme aften eller dagen efter, men hun pressede satme citronen ved at trække det ud til hele fire dage, og af en eller anden grund irriterede det mig mere end det burde.

"Hey, JB," rungede det pludselig omkring mig, hvilket trak mig tilbage til virkeligheden.

Mit blik flakkede forvirret hen på Usher, som stod på den anden side af det aflange vindue og kiggede på mig. Jeg bemærkede, hvordan han stod og lænede sig ind over lydplanelet for at holde en helt bestemt knap nede, og der gik det op for mig, at det var hans stemme, der havde fået det til at runge så voldsomt omkring mig i det lille, lydtætte rum.

"Vi tager en pause," sagde han, da det lykkedes ham at få min opmærksomhed. "Du ligner en, der har brug for det."

Et suk forlod mine læber, inden jeg fjernede headsættet fra mine ører og lod det falde ned omkring halsen. Usher havde ret. Jeg havde virkelig brug for en pause, for alle frustrationerne omkring Faith og hvorfor hun ikke havde kontaktet mig var begyndt at lede mig ud på et sidespor, hvor mit fokus ikke kunne følge med.

Jeg rystede tankerne af mig, bevægede mig ud af det lille rum og smed mig i den sorte lædersofa. Rodney - min producer - rejste sig fra stolen bag lydpanelet og kom hen til mig for at give mig en vandflaske.

"Kan vi tage omkvædet om igen bagefter?" spurgte jeg, idet jeg tog imod vandflasken.

"Yeah, man, selvfølgelig. Vi kan også lige se på, hvordan det lyder med fuld stemme," foreslog han, hvilket fik en lille gnist af inspiration til at bryde mine frustrationer. Jeg nikkede og sendte ham et lille smil, imens jeg lod mine tanker cirkulere om idéen.

Rodney gav min skulder et klem, inden han forsvandt ud af studiet. I samme sekund, som Usher satte sig ved siden af mig i sofaen, vibrerede noget i lommen på mine grå joggingbukser. Jeg fik hurtigt fisket min iPhone op, men skuffelsen skyllede ind over mig, da det bare var en besked fra Ryan.

"Du har været ret meget oppe i nyhederne de sidste par uger," mumlede Usher og skævede hen til mig. Jeg sukkede svagt over hans ord, for jeg vidste udmærket godt, hvor han ville hen med det.

Efter alle rygterne om mit besøg på Hospital Axe, og rygterne om hvordan jeg var blevet set stige ind i en ambulance foran Blue Valley, havde Scooter hevet fat i mig for at høre, hvad fanden jeg tænkte på. Jeg var godt klar over, at han bare gjorde sit job ved at sikre sig, at jeg ikke var på vej ned af den forkerte sti, men jeg måtte indrømme, at det irriterede mig en smule, at han gjorde det til sådan et stort problem. Det var som om, at han ikke rigtig troede mig, når jeg sagde, at jeg havde styr på det og altså ikke var på vej ud i alt mulig lort igen.

"Scooter har allerede advaret mig mod så meget som at nærme mig dårlig medieomtale inden det nye album, så du kan spare argumenterne til en anden gang," røg det mumlende ud af mig, imens jeg lod min iPhone glide tilbage i lommen.

"Hey, rolig nu," udbrød Usher, idet han forsvarende holdt begge hænder op i vejret, som stod jeg i dette øjeblik og truede ham med en ordentlig køkkenkniv. "Jeg er bare nysgerrig."