Insanely Insane

Kapitel 12 - "Du klarer nu det her sindssyge kendisliv ret godt, Bieber."

Det havde egentlig aldrig været min hensigt at invitere Faith med ud at spise - og faktisk havde det heller aldrig været min hensigt at mødes med hende igen - men efter hendes spørgsmål, der lagde rimelig meget op til en lang samtale om trosretninger og universets måde at fungere på, røg ordene ligesom bare ud af munden på mig. Det var næsten som om, at de blev tvunget ud af mig, for mindst lige så hurtigt som tanken havde strejfet mig, var det blevet til et spørgsmål med en skjult hentydning.

Der kom så ubeskrivelig mange minder med den her lille bistro. Jeg plejede altid at komme her i mine pauser under indspilningen af mit første album, og jeg havde kun været her få gange siden, så det var rart at være tilbage for bare en aften.

"Der er noget, jeg ikke forstår," mumlede Faith, efter at have proppet en pomfrit i munden. Jeg havde bestilt en stor bakke til hende, og selvom vi ikke havde siddet her mere end et kvarters tid havde hun næsten allerede ædt dem alle.

"Der er meget, du ikke forstår," svarede jeg igen med et kækt smil dansende om mine læber, hvilket hun rullede med øjnene over.

Det sidste kvarters tid var gået med at svare på en lang række spørgsmål, og i den sammenhæng havde jeg muligvis fortalt hende en masse, som jeg nok ikke burde. Hun stillede uden pis flere spørgsmål end en hardcore interviewer gjorde, men der var noget helt andet over det. Det føltes på ingen måde som et af mine sædvanlige interviews, for der gemte sig noget helt særligt bag de spørgsmål, hun stillede.

Nysgerrighed.

Hun virkede ekstrem tørstig efter svar, men hendes tørst kom udelukkende af ren nysgerrighed - og det var nok det, der gjorde, at jeg ikke havde det mindste imod at svare på alle hendes spørgsmål. Hun formåede på en eller anden måde at få passion ind i hvert eneste spørgsmål, så det vækkede min opmærksomhed til live. Det havde jeg aldrig oplevet før.

"Okay, vil du lade mig stille mit spørgsmål eller bare hakke på min manglende forståelse?" spurgte hun midt i et næsten opgivende suk, så det kække smil på mine læber blot voksede.

"Helst den sidste, men kom da endelig med dit spørgsmål," svarede jeg, hvilket fik hende til at slå en lille latter op.

"Jeg forstår ikke, hvorfor du går så meget op i god og dårlig omtale," sagde hun så, idet hun placerede begge albuer på bordet og lænede sig en smule ind over det. "Jeg mener, burde du efterhånden ikke være pisse ligeglad med, hvad andre tænker om dig, når stort set hele verden har en eller anden mening om dig?"

Og der havde vi så endnu et af de utrolig interessante spørgsmål, som hun stillede med de smaragdgrønne øjne rettet direkte mod mig.

"Det er jeg et eller andet sted også. Jeg har bare ikke brug for dårlig medieomtale og falske rygter lige inden mit nye album, og min manager slagter mig, hvis jeg roder mig ud i mere lort," forklarede jeg, hvilket hun nikkede forstående til. Hun havde vel hørt om det meste i medierne, så der var ingen grund til at uddybe.

Det undrede mig en del, at hun slet ikke spurgte ind til mit nye album. En hvilken som helst anden ville spørge ind til det, men ikke Faith - nej, tøsen kunne snart ikke være mere ligeglad med mit kendte ansigt, hvilket for en gangs skyld var rart. Godt nok stillede hun spørgsmål til kendislivet, men det var dybe spørgsmål, som snoede sig om det at være et menneske ligesom alle andre, så det var fuldstændig anderledes. Jeg elskede det faktum, at hun virkede mere nysgerrig efter mit menneskelige jeg end mit verdenskendte navn.

Mit blik hvilede på hende, da hun snuppede endnu en pomfrit fra bakken på midten af bordet. Hun bed den over og spiste kun halvdelen, inden hun lagde hovedet på skrå og et par mumlende ord forlod hendes læber.