Insanely Insane

Kapitel 33 - "Jeg vil bare ikke skuffe mine fans."

Mit humør var på det absolut højeste – så højt, at det næsten gav mig højdeskræk. Den sidste uges tid havde været intet mindre end perfekt, og jeg var overbevist om, at det var min date med Justin sidste fredag, som havde lagt grundlaget for mit humør.

Okay, og så måske også det faktum, at jeg var smask hamrende forelsket i drengen.

Jeg rystede tankerne af mig og fortsatte med at rette på puderne i sofaen. Det var lørdag, og eftersom Lucie var taget hjem til sin familie i Arizona for at besøge dem, havde jeg lejligheden for mig selv hele weekenden. I den anledning havde jeg selvfølgelig udnyttet muligheden og inviteret Justin over.

Lige som jeg havde foldet tæppet sammen og lagt det hen over sofaryggen, ringede det på døren. På et splitsekund mærkede jeg varmen i min krop brede sig, men det var ikke meget opmærksomhed, som mit følelsesregister fik, da jeg med et stort smil på læben luntede hen til døren for at åbne.

Jeg nåede dårligt nok at analysere hans outfit, før han lyste op i et smil. Mine ben føltes som gelé, men jeg skjulte det ved at skynde mig at gengælde hans smil.

"Hey," smilede han, imens han gik tættere på mig for at presse sine læber mod mine. Jeg blev en smule forbavset, eftersom jeg ikke engang nåede at hilse tilbage igen, før han kastede sine impulsive handlinger over mig – ikke, at jeg klagede.

"Hey," mumlede jeg med et ustyrligt smil dansede omkring mine læber, da vi havde trukket os fra hinanden.

Justin slog en lille, hæs latter op, inden han trådte ind i gangen. Jeg lukkede og låste døren efter ham, og da jeg vendte mig rundt var han i gang med at trække sin store, sorte hættetrøje over hovedet. Den hvide T-shirt, som han havde på inden under, blev trukket et par centimeter op og afslørede den lille tatovering, som han havde på sin hofteknogle. Jeg fokuserede nu mere på hans blottede mavemuskler end tatoveringen.

Da det gik op for mig, at jeg stod og stirrede, rystede jeg på hovedet for at få mig selv tilbage til virkeligheden. Til alt held så det ikke ud til, at Justin havde bemærket noget, for han havde travlt med at lægge hættetrøjen oven på kommoden ved siden af de sorte solbriller. Hans mørke outfit måtte være hans forsøg på ikke at blive genkendt på vej herover.

Han vendte sig lidt efter rundt mod mig med et lille smil hvilende i mundvigen, inden hans blik begyndte at glide op og ned af mig. Jeg fortrød straks, at jeg i morges havde ladet min dovenskab vinde. Hvis jeg havde vidst, at han ville give mig elevatorblikket, så havde jeg nok valgt at tage noget andet på end bare et par grå sweatpants og en sort top. Det var også muligt, at jeg ville have gjort noget andet ved mit hår, for den høje og utrolig uglede hestehale gjorde intet godt for mit udseende.

"Hvordan kan det være, at du bare bliver smukkere og smukkere hver gang jeg ser dig?"

Hans ord forbavsede mig, men ikke halvt så meget, som de smigrede mig. Jeg mærkede en varme i min mave brede sig fra solar plexus og ud til resten af min krop, imens jeg smilede fuldstændig ustyrligt.

"Det er en særlig egenskab, som jeg har," svarede jeg med et let skuldertræk, efterfulgt af et grin. Han grinede også.

"Yeah, det kan du godt bilde mig ind," mumlede han, inden han bukkede sig ned for at binde sine sko op.

Pludselig slog det mig, at jeg havde glemt at svare Daisy angående en kaffedate i morgen aften. Jeg vidste, at hvis jeg ikke fik gjort det nu, så ville jeg glemme alt om det i Justins selskab – og eftersom han skulle sove her, så ville det højst sandsynligt resultere i en rimelig pissed tøs med pastellyserødt hår.