Insanely Insane

Kapitel 34 - "Er det sådan jeres ting? At slå hinanden omkuld med døre?"

Jeg tror, at jeg havde ligget og kigget på hans fredfyldte ansigt i tyve minutter, før jeg besluttede mig for at stå op. Alt ved ham var så hypnotiserende – de chokoladebrune øjne, de markerede kindben og den lille skønhedsplet ved siden af hans mund. Jeg kunne betragte ham i timevis uden at blive træt af synet.

Men det gik ikke. Jeg nægtede at lade det gå så langt og var derfor hurtig til at hive dynen af min krop, inden jeg kom på højkant.

Det var sjældent, at jeg var oppe før ni på en søndag. Noget sagde mig, at det var Justins skyld, for hver eneste gang jeg sov i samme seng som ham, vågnede jeg tidligere end jeg normalt ville. Det måtte være fordi jeg sov så tungt og trygt i hans selvskab, at min krop simpelthen ikke have brug for mere hvile.

Efter at have børstet tænder og samlet mit hår i en ny knold, hvor halvdelen af det ikke stak ud til alle sider, bevægede jeg mig ud i køkkenet. Gulvet var køligt under mine fødder, men jeg var alt for doven til at bevæge mig tilbage til soveværelset for at finde et par sokker. Det var jo ikke for sjov, at søndag var en del af weekenden, vel?

Jeg havde kun lige sat kaffe over, da det bankede på døren. Per automatik rynkede jeg panden, inden jeg kiggede op på klokken for at være sikker på, at jeg ikke havde kigget forkert – men nej, klokken var ikke engang ni endnu. Jeg vidste, at det ikke kunne være Lucie, der bankede på, fordi for det første ville hun først være hjemme fra sit weekendbesøg hos sine forældre sent i aften, og for det andet havde hun sin egen nøgle.

Da personen ude i opgangen blev så desperat, at han eller hun igen bankede på, skyndte jeg mig ud i gangen for at åbne. Jeg ville helst undgå, at Justin vågnede fra sin fredfyldte søvn.

"Jeg har virkelig fucket op," udbrød Andrew, som var mindst lige så hurtig til at træde indenfor, som jeg var til at åbne døren.

Jeg rynkede forbavset begge mine øjenbryn. Ud af alle menneskelige sjæle var det min dovne storebror, der bankede på så tidligt om morgenen. Dén havde jeg godt nok ikke lige set komme – og da slet ikke på en søndag, når det var hans ugentlige World of Warcraft spilledag med vennerne.

"Øh, okay," mumlede jeg forvirret, da hans ord overhovedet ikke gav mening. Det var rimelig normalt for ham at fucke noget op, så jeg forstod ikke, hvad problemet var den her gang.

Da Andrew målrettet fortsatte ind i stuen, sukkede jeg opgivende og lukkede døren for at følge efter ham. Han tog plads i sofaen, og på nul komma fem havde han begravet hovedet i sine hænder. Jeg rynkede mine øjenbryn yderligere og satte mig ved siden af ham.

"Hey, ret dig op og fortæl mig, hvad der sker," beordrede jeg, idet jeg puffede til ham med albuen. Et højlydt suk undslap hans læber, men han endte med at gøre, som jeg sagde.

"Jeg har overset noget i min lejekontrakt og slacket lidt med at få betalt mine regninger, så hvis jeg ikke betaler 2400 dollars inden måneden er omme, bliver jeg smidt ud af min lejlighed."

Mine øjne blev store. Jeg fangede mig selv i at bede til den allerhøjeste magt om, at jeg havde hørt fuldstændig forkert, for jeg nægtede at kendes ved min bror, hvis han virkelig havde været så dum, som han sad og gav udtryk for lige nu.

"Andrew, for helvede," udbrød jeg, og ved synet af hans ansigtsudtryk indså jeg, at der ikke var noget at misforstå. Han havde virkelig fucket op. "Hvordan kunne du overse noget i lejekontrakten? Læste du den ikke igennem, inden du skrev under?"

"Jo da! Selvfølgelig gjorde jeg det," svarede han hurtigt, men det var ikke lang tid han kunne fastholde sine grønne øjne på mig. De flakkede hurtigt ned på hænderne i hans skød. "Eller... måske var der dele af den, som jeg kun skimmede."