Insanely Insane

Kapitel 30 - "Stoler du nok på mig til at give os en chance?"

Mit hjerte bankede syv gange så hurtigt som dengang, hvor Andrew havde tvunget mig op i en af de højeste og vildeste forlystelser i hele Six Flags. Det var lige før, at jeg hellere ville snuppe en ekstratur i den forlystelse, end at se Justin i øjnene efter at have været sådan en idiot overfor ham - og det var til trods for, at jeg endda kastede op efter at have været i den forlystelse.

Lucie var for længst smuttet for at tage på arbejde. Jeg var på den ene side glad for, at hun ikke var hjemme, og på den anden side pisse rædselsslagen for det. Hun var min støtteblok, så jeg havde brug for hende i situationer som denne, men jeg var også udmærket godt klar over, at lige så snart jeg sad overfor Justin - hvis det overhovedet kom så langt, for vi vidste jo alle sammen godt, at jeg var en kylling med stort K - så ville jeg helst ikke have hende i lejligheden.

Jeg bevægede mig hen til vinduet og kiggede for muligvis tyvende gang ud igennem de svagt gennemsigtige gardiner. Mørket havde lagt sig over LA, og det var kun lysene fra bilerne, bygningerne og gadelygterne, som oplyste byen på det her tidspunkt.

Med en både lettet og skuffet følelse over ikke at kunne se Justin, trak jeg gardinerne for. Jeg blev nødt til at finde en måde at berolige mig selv på, for det her fungerede ikke. Det kunne ikke være rigtigt, at hele min krop skulle sitre på den her måde, eller at mit hjerte skulle banke så hårdt mod min brystkasse.

Jeg tog en hurtig beslutning og greb min mobil fra sofabordet, så jeg kunne ringe David op. Lige nu så jeg ingen anden mulighed end at satse et telefonopkald på, at han kunne berolige mig. Han kendte trods alt hele Justin-situationen ret godt efter vores lille sammentræf i går, og han havde sagt, at jeg bare kunne ringe, hvis der var noget, som han kunne gøre for at hjælpe mig. Ergo, drengen var en oplagt livslinje lige nu.

Mine fødder vandrede frem og tilbage i mellem vinduet og stuebordet, da jeg utålmodigt ventede på, at han tog imod opkaldet. Jeg vidste, at Justin ville kunne komme når som helst det skulle være, og lige nu føltes det ærlig talt som alfa og omega, at jeg kom lidt mere til mig selv inden da. Det var også grunden til, at jeg stoppede brat op, da jeg hørte noget skratte i den anden ende af telefonen.

"Fortæl mig lige igen, hvorfor jeg skal give Justin og mig en chance for at få det her til at fungere," bad jeg hurtigt og desperat, før han overhovedet nåede at sige noget.

Ordene væltede ud af mig, som var de på flugt fra politiet med hele livet på spil, og det fik David til at grine. Hvis jeg havde stået i en hvilken som helst anden situation end den, som jeg stod i lige nu, så havde jeg nok ladet hans grin smitte af på mig, men det kunne jeg ikke. Jeg var alt for anspændt til at grine.

"Fordi universet ikke har kæmpet for andet end at føre jer to sammen, siden I væltede ind i hinanden ved Blue Valley," svarede han seriøst, da grinet havde forladt hans læber. "Han er værd at satse alle dine planer og din fremtid på, Faith."

Og det var lige præcis, hvad jeg havde brug for af høre. Lige netop de ord og den rare stemme med troværdighed hvilende i hver eneste tone, var nok til at få mine skuldre til at falde på plads. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at spørge mig selv, hvad det værste var, der kunne ske, men det var svært, når jeg kunne høre David slå en latter op i den anden ende.

"Træk vejret, søde," sagde han smågrinende, hvilket trods min nervøsitet fik et lille smil til at danse omkring mine læber. "Universet er med dig."

Jeg vidste ikke helt, hvad det var med ham og hans snak om universet, men på en eller anden måde beroligende det mig mere end noget andet. Tanken om, at noget større end mig selv havde min ryg i en situation som denne, gav mig den følelse af tryghed, som jeg havde brug for. Mit smil bredte sig.