Insanely Insane

Kapitel 25 - "Bieber skulle ikke gå to gange rundt om min seng."

Jeg mindes ikke at have sat en alarm før jeg lagde mig til at sove i går, men ved lyden af en ufattelig irriterende melodi fra min iPhone på natbordet kom jeg hurtigt i tvivl. Var det mon muligt, at jeg havde sat en alarm i søvne i løbet af natten? Spørgsmålet vred min sløve hjerne og gav mig rynker i panden – rynker, som til alt held hurtigt forsvandt, da det gik op for mig, at det bare var min ringetone, der var skyld i den irriterende melodi.

"Hallo?" mumlede jeg hæst, da jeg havde taget imod opkaldet. Jeg magtede ikke engang at tjekke om det var et nummer jeg kendte.

"Hvorfor har du slet ikke fortalt mig noget om dig og Justin? Jeg troede, at vi var veninder, Faith."

Min hjerne kørte på højtryk for at finde ud af, hvem den skingre stemme tilhørte. Jeg ville gætte på, at det tog mig omkring fire sekunder at identificere stemmen. Derefter var min første tanke, at det var alt for tidligt til det her pis med Liz.

"Vi er veninder, og jeg har fortalt dig om Justin og mig," svarede jeg tilbage med en skarp tone, som ikke var andet end en utydelig mumlen, da jeg fortsatte. "I hvert fald i store træk."

Jeg tvivlede på, at Liz fik mine mumlende ord til at give mening, for ikke nok med, at jeg snakkede som en gammel mand, der ikke kunne finde ud af at håndtere sit gebis, imens han snakkede, så var der også larm i baggrunden. Det lød som om, at hun gik på gaden, for jeg syntes at kunne høre en frugtsælger råbe i baggrunden.

"Yeah, du glemte så bare lige at fortælle mig om den del, hvor du knalder med ham på bagsædet af en bil," sagde hun med en mindst lige så skarp tone som min. På nul komma fem fik jeg sat mig op i sengen.

"Undskyld mig, men hvad?" udbrød jeg chokeret. Det var ikke det her, som jeg havde forventet at høre, da jeg modvilligt besvarede hendes opkald.

"Du behøver ikke spille uskyldig, Hamilton. Det er overalt i sladderbladene her til morgen, så mit bedste råd til dig ville være, at du bare lægger alle kortene på bordet med det samme, for det ..."

"Vent, vent, vent," afbrød jeg hende hurtigt. "Sagde du lige, at det var overalt i sladderbladene?"

Jeg tvivlede ikke så meget som et splitsekund på, at mine øjne var vokset til dobbelt størrelse. Imens jeg bad til den allerhøjeste magt om, at jeg bare havde hørt fuldstændig forkert – selvom chancerne for det ikke var specielt store – var jeg så heldig at få lov til at høre på Liz, der grinede højlydt i den anden ende. Jeg havde aldrig brudt mig om hendes grin, for af en eller anden grund formåede hun altid at få det til at lyde ufattelig falskt.

"Okay, hvor har du lige været de sidste par timer?" spurgte hun grinende, men på en irriterende måde, så hendes tone vippede lige på kanten til at være hånende.

"I min seng," svarede jeg en smule hårdt, men tre-fjerde-dele forvirret på grund af hendes spørgsmål. "Du ved, normale mennesker sover om natten, Liz."

Jeg vidste ikke helt, hvad hun havde forventet, at jeg ville svare, men noget sagde mig, at hun vendte øjne. Det lød i hvert fald som om, at hun sukkede, og når først hun sukkede, så var chancen for at hun samtidig vendte øjne rimelig stor.

"Okay, lige meget. Pointen er, at du er ved at blive et kendt ansigt – ikke kun i LA, men i hele verden!" sagde hun med overraskende meget begejstring i stemmen. Jeg kunne tydeligt høre, hvordan hun smilede drømmende ved tanken.

"Fuck," røg det ud af mig, da chokket for alvor ramte mig.

"Jeg ved det! Er det ikke fantastisk?" udbrød hun med begejstringen i gear. "Gud, hvor er jeg bare jaloux på dig."

Hendes tone irriterede mig mere end den burde. Samtidig forstod jeg heller ikke, hvordan hun på nogen måde kunne se det her som en god ting. Jeg mener, siden hvornår var det fantastisk at ende i alle sladderbladene, fordi man ifølge rygterne havde knaldet med en kendt? Og så oven i købet i en bil?