Insanely Insane

Kapitel 32 - "Hvad har jeg gjort for at gøre mig fortjent til en som dig?"

Hele dagen havde jeg gået og smilet helt ustyrligt for mig selv ved tanken om min date med Justin, og her sad jeg så – i hans bil på vej hen til det sted, som han nu engang havde tænkt sig at bortføre mig til for i aften. Spændingen i min mave voksede mere og mere for hver bil, der kørte forbi vinduet, og eftersom vi i øjeblikket befandt os på en forfærdelig trafikeret motorvej, var det altså en del biler, der kørte forbi os.

Jeg sad og foldede mine hænder uroligt i mit skød, da Justin skruede op for musikken. Det var dog først, da han begyndte at synge med, at jeg løsrev blikket fra bilerne uden for vinduet – og så gik der ellers ikke lang tid, før jeg genkendte både sangen, beatet og stemmen.

"Nooo way," udbrød jeg smågrinende med en voldsom hovedrysten, imens jeg skyndte mig at få skruet ned for radioen. "Det er et kæmpe nej herfra."

Til trods for, at jeg mente mine ord gravalvorligt, så kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile. Det var som om, at jeg var tryllebundet af hans nærvær, så bare det at sidde i samme bil som ham svækkede min selvkontrol voldsomt.

Jeg bemærkede, hvordan hans øjenbryn rynkede sig så meget sammen, at de næsten blev til en helt lige streg, som lå parallelt med hans sammenpressede læber. Hans blik var rettet mod vejen, men det begyndte hurtigt at flakke frem og tilbage i mellem mig og forruden.

"Er du helt seriøs lige nu? Kan du ikke lide min sang?" spurgte han med blikket fyldt med forbavsning.

"Ro på, popstjerne," svarede jeg med et skævt smil hvilende i mundvigen, hvorefter jeg besvarede hans spørgsmål. "Jeg elsker sangen, men det er simpelthen for mærkeligt at sidde her ved siden af dig, imens du synger med på en af dine egne sange."

Min forklaring så ud til at være svar nok på hans spørgsmål, for han begyndte at slappe af i ansigtet igen. Hans blik flakkede tilbage på vejen og et lille smil fandt vej frem til hans læber.

"Jeg mindes ikke at kunne huske, at det var et problem dengang du var med mig i studiet," kommenterede han med en kæk undertone, som jeg hurtigt reagerede på.

"Det var også noget andet."

"Mhh, selvfølgelig var det det," bekræftede han sarkastisk.

Man skulle være forbandet dum for ikke at kunne se, hvor meget han nød sig selv lige nu. Det skæve smil, som langsomt begyndte at brede sig på hans læber, dræbte mit comeback før det overhovedet nåede spidsen af min tunge. Jeg var derfor hurtig til at rulle med øjnene og lægge armene over kors, men som selv den langsomste del af min hjerne allerede havde forudset, så var det ikke en attitude, som jeg var i stand til at bevare ret længe.

Alt krakelerede fuldstændig for mig i det sekund, hvor han skruede op for musikken – denne gang endnu højere end første gang. Jeg kunne ikke andet end at ryste smilende på hovedet over ham, da han skævede over til mig og igen begyndte at synge med på What Do You Mean. Det var ingen hemmelighed, at det var fuldstændig umuligt for mig ikke at beundre hans sangstemme, og jeg havde også utrolig svært ved ikke at forsvinde helt væk i måden, hvorpå hans smil blot voksede sig større og større, indtil det i sidste ende udviklede sig til et grin. Bassen dunkede hårdt ud af bilens højtaler, men alt jeg kunne fokusere på var de små rynker omkring hans øjne, som det store grin på hans læber havde skabt.

Lidt efter vendte han hovedet mod mig, sendte mig et blændende smil og skruede en anelse ned for musikken. Jeg mærkede min mave sno sig sammen, da han overraskede mig ved pludselig at blinke kækt med øjet. Han havde mig i den grad snoet omkring sin lillefinger, men jeg tvivlede på, at han overhovedet var klar over det, for til trods for den overvældende følelse ved hver og en af hans handlinger, så føltes alt alligevel så naturligt.