Insanely Insane

Kapitel 35 - "Jeg frygter, at hun ikke er interesseret i at gøre det officielt."

Mit humør var på det højeste, og til trods for, at vi så småt var ved at være færdige med albummet, så var Faith den eneste grund til, at jeg smilede så meget lige for tiden. Hun fyldte mine tanker 24/7, og selvom det lød voldsomt og lige på kanten til at være belastende, så kunne jeg ikke drømme om, at det skulle være anderledes.

Der var kun én negativ ting ved det hele – og den ting gik under navnet Scooter.

Jeg kunne slet ikke snakke om Faith, uden at manden brød ind for at advare mig imod at udvikle stærke følelser for hende. Han var som en vulkan, der truede med at gå i udbrud, hvis der dukkede så meget som ét eneste uheldigt billede eller falskt rygte op inden udgivelsen af mit nye album. I dag var det endda gået så vidt, at jeg var blevet nødt til at gøre det klart for ham én gang for alle, at han ikke kunne styre mit kærlighedsliv. Jeg var godt klar over, at han bare ville mig det bedste, men jeg brød mig ikke om, at han talte om Faith på en negativ måde. Hun var alt andet end dårlig indflydelse.

Dagen i dag var gået med at lægge de sidste rettelser på albummet, og selvom jeg følte mig godt udkørt efter så mange timers hård arbejde, så afholdt det mig ikke fra at lade Ryan komme forbi. Vi havde ikke set hinanden i utrolig lang tid, så vi havde en del at følge op pr virkede dum, når han gav mig det udtryk.ede på mig, som om jeg var dum. Hvis jeg skulle være ærlig, så var det nærmere ham, deå – og selvfølgelig havde han fulgt med i nyhederne her på det sidste.

"Fortæl mig om din pige," beordrede han det sekund, vi slog os ned i sofaen. Min mave snoede sig sammen ved lyden af den titel, han lige havde givet Faith.

"Hun er ikke min pige," fastslog jeg hurtigt, efterfulgt af et lydløst suk. "Endnu."

Ryan skød begge øjenbryn i vejret og stirrede på mig, som om jeg var dum. Hvis jeg skulle være ærlig, så var det nærmere ham, der fremstod dum, når han gav mig det blik.

"Dude, hvad fanden venter du på? Se at få fingeren ud af røven og gør det officielt," udbrød han næsten forarget, inden han daskede mig på skulderen og lænede sig tilbage i den hvide lædersofa.

Et lille, nervøs grin undslap mine læber. Jeg fangede mig selv i at bide mig i læben, imens jeg bevidst undgik øjenkontakt med ham.

"Jeg ved ikke, bro," mumlede jeg og kløede mig uroligt i nakken. "En side af mig frygter, at hun slet ikke er interesseret i at gøre det officielt."

Og det mente jeg virkelig. Jeg vidste, hvordan Faith havde det med kendislivet og alt opmærksomheden fra paparazzierne og medierne – hvilket også var grunden til, at jeg var ekstra forsigtig, når jeg bevægede mig mod hendes lejlighed – så jeg frygtede, at det ville ødelægge følelserne i mellem os at gøre noget som helst officielt.

"Hvis det er tilfældet, så må hun være stæreblind overfor din charme," lød det fra Ryan, som ikke kunne holde det skæve smil væk fra sine læber.

Uden helt at vide hvad det var, der provokerede mig ved ham, langede jeg ud efter en af sofapuderne og kastede den efter ham. Smilet forblev på hans læber.

"Hey! Du ved jeg har ret," fastslog han selvsikkert, hvilket fik mig til at trække svagt på smilebåndet.

"Min charme er nok det sidste, der har fået hende til at falde for mig," indrømmede jeg ved nærmere eftertanke. "Hun går mere op i min personlighed og det, der rent faktisk betyder noget."

Jeg endte med at forsvinde helt væk i tanken om Faith. Hun så noget i mig, som ingen andre omkring mig gjorde, og bare tanken fik mig til at smile fuldstændig ustyrligt for mig selv.