Insanely Insane

Kapitel 10 - "Klokken ti ved bagindgangen."

Duften af kaffe afholdt mig fra at blive fuldstændig sindssyg af alle de mennesker, der havde valgt at benytte sig af torsdagens suveræne tilbud på Black Tap Coffee. At sige, at her var sort af mennesker, var en direkte underdrivelse - og alligevel ville jeg tusind gange hellere være på arbejde end at ligge hjemme på sofaen helt alene og få sjælen suget ud af mig af fjernsynet, som jeg havde gjort hele dagen i går.

Eftersom jeg nægtede at spilde endnu en dag af mit liv på sofaen, havde jeg forhandlet mig til en ekstra vagt. Lægerne havde egentlig frarådet mig at tage på arbejde hele den her uge, da de mente, at der stadig kunne komme pludselige reaktioner på det hårde slag fra i fredags - men nu var der altså snart gået en uge og ingen skade var sket, så jeg tror vist nok, at jeg overlevede.

"Faith," lød det fra Joe bag mig. Jeg var hurtig til at vende mig halvfems grader. "To Cappuccino Special to go."

Jeg nikkede en enkel gang over hans bestilling, inden jeg med mit sorte forklæde gik i gang med at lave to Cappuccino Special. Vi var flere medarbejdere, der kæmpede hårdt for at få de rigtige bestillingerne langet hen over disken i dag, for hvis vi ikke arbejdede sammen begyndte kunderne meget hurtigt at brokke sig over ventetiden.

"Mindre karamel," kommenterede en af de unge piger, Jess, da jeg havde lavet cappuccinoen og nu skulle til at tilføje det ekstra twist, bestående af karamel. Jeg rullede med øjnene over hendes kommentar, der ifølge hende nok nærmere var en ordre, men skar alligevel en anelse ned på karamellen for at slippe for hendes små bemærkninger.

Jess havde arbejdet her lang tid før, at jeg kom til, og lige siden jeg var startet her på Black Tap Coffee havde hun været efter mig. Joe havde fortalt mig, at hun var efter alle, men jeg så hvordan hun snakkede med de andre medarbejdere og det var altså tydeligt, at den tøs havde et eller andet imod mig. Når det var sagt, så var det heller ingen hemmelighed at jeg hadede, når folk skulle bestemme over mig eller komme med små kommanderende ordre. Godt nok var hun datter af kaffebarens chef, men det gav hende under ingen omstændigheder ret til at kaste ordre ud til højre og venstre.

Da jeg blev færdig med de to cappuccino puttede jeg låg på kopperne og stillede dem op på den lille kant, der var lavet af mørk mahognitræ for at give kaffebaren et råt, men stilfuldt look.

"To Cappuccino Special to go," råbte jeg ud over kanten, idet jeg skubbede de to kopper frem. Kun få sekunder efter tog en ældre herre imod dem, og jeg sendte ham et lille, anspændt smil, som han gengældte, inden han forsvandt ud af døren med en kop i hver hånd.

Jeg tog imod et par bestillinger mere, inden Jess - den lille, forbandede djævel med usynlige horn - beordrede mig til at tage en pause, hvilket jeg med fornøjelse gjorde. Jeg havde dog på fornemmelsen, at hun kun ville have mig til at holde pause, fordi hun så kunne udskifte mig med en af de andre medarbejdere.

Det tog mig ikke lang tid at få løsnet det sorte forklæde og hængt det op på en af knagerne i baglokalet. Hvis det ikke havde været fordi, at Jess var på arbejde i dag, så havde jeg nok bare beholdt det på, men eftersom en af de mange regler her på stedet var, at man ikke måtte bære sit forklæde i pauserne, turde jeg ikke rende rundt og lege rebel med hende på vagt.

"Der er satme run på i dag," lød det bag mig. Jeg var hurtig til at genkende Joes stemme, og da jeg vendte mig rundt mod ham trak han let på smilebåndet, inden han begyndte at binde sit forklæde op.

"Det siger du ikke," mumlede jeg, efterfulgt af et tungt suk. "Og folk er af en eller anden grund vildt aggressive i dag."

Jeg rynkede undrende min pande, idet ordene forlod mine læber. Normalt var folk slet ikke så utålmodige og aggressive, som de havde været i dag - og jeg nægtede altså at tro, at det bare var fordi, at her var sort af mennesker.