Music brings love - Marcus & Martinus

8

^^ Et sejt billede af min hund, min far sendte til mig over snap. Jeg har faktisk streak på 57 med ham ;) #proud

"Hvad laver du i Oslo?" Spørger jeg forvirret og standser op, vi er på vej hjem til mig. Martinus insisterede på at følge mig hjem, da jeg sagde at han bare kunne tage tilbage til festen. Det er nu alligevel sødt af ham, at han dropper en fest for min sikkerhed.

"Ehm.. du ved" Starter han nervøst ud, jeg sender ham et blidt smil for at berolige ham.

"Vi er flyttet til Oslo" Afslutter han og jeg stirrer forbløffet på ham. Marcus og Martinus, i Oslo? Jeg troede jeg aldrig skulle se dem igen.. nu hvor jeg tænker over det, er det her ret forkert og akavet. Jeg mener Martinus sårede virkelig mine følelser på turnéen.

"Bare gå tilbage til festen, jeg kan godt komme hjem" Siger jeg stille og stirrer direkte ind i de brune øjne, jeg forelskede mig i. Jeg begynder at gå hurtigt væk fra ham, og jeg kan høre ham sukke.

"Agnes.." Siger han da han kommer op til mig igen, jeg vender mig bare koldt om.

"Hvad? Nu hvor du bor i Oslo, ville du så såre mine følelser. Igen?!" Hvæser jeg opgivende, jeg kan ikke klare hvis han knuser mit hjerte igen. Jeg kan jo forhelvede lide ham, meget. Alt alt alt for meget.

"Sårede jeg dine følelser?" Spørger han mig chokeret om, og jeg kigger ned i jorden. Tårerne begynder at sætte sig fast i min øjenkrog, men jeg ville ikke græde. Jeg er stærk! Jeg sætter det ene ben foran det andet, og begynder ligeså stille at gå igen. Martinus løber hen og griber fat i min hånd, han trækker mig rundt så vi står ansigt til ansigt.

"Svar mig. Sårede jeg dine følelser?" Hvæser han, og jeg står og tripper lidt akavet med foden. Jeg har ikke lyst til at svare ham, for hvis jeg gør bliver det endnu mere akavet mellem os. Og nu hvor vi åbenbart bor i samme by, skal vi hundrede procent ses igen. Min far bliver overlykkelig når han finder ud af at de er flyttet til Oslo, hvis han ikke allerede ved det. Jeg gætter de er flyttet hertil af samme grund som mig, deres karriere.

"Svar mig!" Siger han hårdt og kigger mig intenst ind i øjnene, sommerfuglene flyver rundt inde i min mave når han kigger mig i øjenene. Bare når han er i nærheden af mig, er sommerfuglene inde i min mave.

"Ja" Hvisker jeg og han slipper overrasket grebet fra mig.

"Men det betød ikke en skid for dig, så det kan fandme være ligegyldigt!" Råber jeg af ham og begynder at løbe væk fra ham. Jeg skal bare hjem, og det skal være nu!

"Agnes!" Kan jeg høre han skriger bag mig, men det er forsent jeg ligger allerede på vejen.

-

* Martinus Gunnarsen' synsvinkel *

Åh nej, hvad skete der lige?! Jeg løber skræmt hen mod hende så hurtigt jeg kan, bilens chauffør er allerede trådt ud ad bilen, og er igang med at ringe til en ambulance. Jeg falder ned på knæ vedsiden af hende, tårerne triller ned af mine kinder. Hvad har jeg gjordt?! Her ligger hun, med blå mærker over det hele, blod løbende ned af hendes ben og arme, men alligevel ligner hun en engel. Den engel jeg er forelsket i. Hvis hun dør nu, så er det hele min skyld!

"Ambulancen kommer om lidt!" Råber ham manden nervøst til mig, han er nok bange for at han får skylden hvis hun nu dør. Men det gør hun ikke! Okay?! Hende jeg fucking elsker kan ikke dø! Ikke på den her måde!!! Der går ikke lang tid, så kan jeg gøre sirener komme tættere og tættere på os, tårerne triller stille ned af mine kinder. Jeg er ikke vant til at græde, jeg græder faktisk aldrig. Men tanken om min forelskelse dør, på grund af mig, kan jeg ikke bære..

"Få hende op på båren!" Kan jeg høre nogen råbe rundt til hinanden, jeg ryster hovedet og opdager at ambulancen er kommet. Jeg løber hen mod en mand.

"Jeg skal med!" Råber jeg bestemt til ham, for at overdøve alle ambulancefolkene.

"Du er ikke forældre, så nej!" Råber han bestemt tilbage til mig, jeg giver ham dræberblikket og træder et skridt tættere på ham.

"Jeg. Skal. Med!" Hvæser jeg ham i hovedet og han synker en klump, han ender med at nikke og jeg hopper tilfredst og skide bange ind i ambulancen. De får hende hurtigt ind i ambulancen og den skynder sig hen på hospitalet. Da vi ankommer kører de hende ud så hurtigt at jeg næsten ikke kan følge med, jeg løber efter dem. De når et rum hvor de får hende ind så hurtigt som muligt, jeg skal lige til at løbe med da en mand træder frem foran døren.

"Du skal ikke med unge mand!" Siger han bestemt og jeg vrisser surt, og vender mig trist om på hælen. Så må jeg vel bare vente? Jeg vælger at ringe til Marcus og fortælle ham hvad der er sket.

"Vi kommer nu!" Siger Marcus trist, og lægger på. Han er hundrede procent skuffet over mig, og jeg forstår ham godt. Jeg går frem og tilbage inde i ventestuen, og jeg kan mærke jeg bliver mere nervøs. Jeg beslutter at gå op i receptionen for at spørge ind til hvad der er sket, og hvornår hun kommer ud igen. Hvis hun kommer ud..

"MIN DATTER MÅ IKKE DØ!" Kan jeg høre en kvinde skrige oppe i receptionen, jeg går nærmere og ser Agnes' far, så det må nok være hendes familie. Jeg går med lange sløve skridt hen mod dem, da Lars ser mig kigger han forvirret på mig.

"Martinus?" Spørger han, og hele familien retter deres opmærksomhed mod mig. Jeg smiler et lille smil til dem for at lette stemningen, men det hjælper overhovedet ikke.

"Hvad er der sket med hende?" Spørger jeg bange for svaret, Agnes mor hulker ned i Lars' bryst og på den lille pige, som så må være Agnes lillesøster strømmer tårerne ned af kinderne.

"Hu-hun ligger i koma.." Hulker Agnes mor, og jeg mærker tårerne presse på igen. Jeg falder hulkende sammen på jorden, og skriger ud i luften.

"DET ER ALT SAMMEN FUCKING MIN SKYLD!" Skriger jeg og slår jorden med mine knyttede næver.

1129 ord! :p
Endnu mere drama lol. Ej jeg er på vej til Skagen ligenu hehe, og jeg tænkte at nu hvor jeg lovede et kapitel idag, ville jeg skrive det nu. Sååå nu kommer det op! Glad hva? Ej men jeg kan ikke love jeg opdatere så meget i næste uge, fordi jeg som sagt er i Skagen og ville nyde min "ferie"
STEM OG KOMMENTER FOR MER' !!!
Kys kys kys kys <3