Music brings love - Marcus & Martinus

16

"Loren!" Hviner jeg glad og løber mod hende, hendes blik flytter sig hurtigt over på mig og hun får et kæmpe smil på læberne.

"Agnes!" Hviner hun tilbage og løber også mod mig, jeg griner og vi mødes i et kæmpe kram. Vi falder ned på jorden og ruller rundt, jeg har virkelig savnet et ordenligt kram. Og det forstår Loren ihvertfald godt hvordan man gør!

"Jeg har sådan savnet dig!" Siger hun glad, da vi har rejst os op. Jeg smiler stille og børster jorden af mine jeans.

"Jeg skal jo være her i en hel uge, for at producere musik og holde en koncert. Så vi kan se hinanden hver dag!" Siger jeg smilende og kigger ind i hendes klare blå øjne. Jeg har altid været hemmeligt misundelig på Loren, jeg mener se hende. Hun har den perfekte krop, det lange blonde hår og hun lægger seriøst makeup on fleek!

"Så.. hvordan går det med Martinus?" Spørger hun mig seriøst og jeg kigger ned i jorden, jeg har ikke lyst til at tænke på Martinus. Jeg cuttede næsten på grund af ham, men alligevel er det min skyld. Jeg kunne bare have ladet være med at sige alt det der til interviewet, det er mig der ødelagde vores forhold. Selvom vi ikke havde et, vi var vel bare en flirt..

"Jeg har unfollowet dem.." Mumler jeg stille og bider mig i læben, hun kigger trist på mig og så ned i jorden.

"Jeg følger dem jo stadig.. og de er faktisk også i LA ligenu" Siger hun nervøst og sparker til en sten på jorden, jeg kigger chokeret på hende. Marcus og Martinus, i LA? Siden hvornår skulle de lige til LA?

"Hvad laver de her?" Spørger jeg hende forvirret og nervøst, jeg ville helst ikke lige rende ind på dem. Specielt ikke Martinus, det ville blive sygt akavet..

"Det var vist noget med noget nyt musik, jeg er ikke sikker" Svarer hun mig og jeg nikker med et lille smil, drengene skal ikke ødelægge min uge i USA. Jeg skal holde en koncert for første gang her, og lave nyt spændene musik.

"Agnes!" Råber min far og jeg vender mig om mod ham. Han vifter hånden mod ham, som tegn på at vi skal videre. Jeg krammer smilende Loren farvel og løber hen til ham, vi skal hen på vores hotel nu.

-

Jeg står i elevatoren på vores hotel ligenu. Frank og far er allerede nede og tage buffet på hotellet, men jeg er en pige. Så det tager lidt længere tid for mig at gøre mig klar. Idag skal vi indspille en ny sang jeg har arbejdet på, den beskriver mit liv - mine følelser. Vi har hotelværelse på øverste etage, så det tager lidt tid at komme ned. Og der skal sikkert også nogen med ind i elevatoren. Jeg scroller bare videre igennem min feed på Instagram, og liker de søde edits mine fans har lavet af mig.

"Agnes?" Siger en stemme chokeret og spørgende, jeg kender den stemme. Jeg kender den stemme alt for godt.

"Mar-Martinus?" Stammer jeg nervøst, og mit blik møder de brune øjne. De ser kolde og følelsesløse ud, og de er blevet en tand mørkere end normalt. Han går sukkende ind i elevatoren og trykker på en knap, den begynder langsomt at køre igen. Med mig, og Martinus herinde. Jeg står bare og tripper nervøst og venter til at jeg skal af, jeg ville ud af den her elevator ligenu! Ligepludselig stopper elevatoren bare, og det giver et bump. Jeg hopper op i luften af chok, og kigger over på Martinus. Hvad sker der?

"Shit" Mumler han og går hen og trykker på en knap, elevatoren kan da ikke være stoppet? Ikke nu, ikke hvor jeg sidder fast herinde med Martinus.

"Vi ser ud til at sidde fast" Siger han opgivende, jeg ruller øjne af ham og sætter mig ned. Jeg gider ikke snakke med ham, ikke nu. Og aldrig nogensinde igen. Martinus sukker dybt og går et skridt hen mod mig.

"Hold dig fra mig" Hvisker jeg og kigger ned i jorden, jeg bider mig i læben for ikke at begynde at græde. Martinus sukker igen og fortsætter mod mig, totalt ligeglad med hvad jeg lige sagde.

"Hvorfor sagde du alt det der til interviewet?" Spørger han opgivende og sætter sig ned ved siden af mig, jeg rykker mig en meter væk fra ham.

"Hvad fuck snakker du om?" Spørger jeg surt og vender hovedet mod ham, han kigger forvirret på mig.

"Det er dig der har fået en eller anden ondsvag blondine som kæreste" Tilføjer jeg ham rasende og rejser mig med et op, han skal ikke komme og tro at alt det her er min skyld. Selvom det nok er..

"Hvad snakker du om?" Mukker han og rejser sig også op, jeg går med faste rasende skridt hen mod ham. Jeg skal lige til at give ham en flad, da han tager fat i min hånd. Jeg vrider mig og prøver at slå ud efter ham, men han har mig under kontrol. Tårerne begynder at falde ned af mine kinder, og jeg bliver ved med at prøve at komme fri. Min hånd mangler et sted at være; på Martinus' kind.

"Hey hey, rolig nu" Beroligere han mig og jeg begynder at slappe mere af, hvordan gør han det der? Jeg kigger ned i jorden og mærker en hånd på min kind, jeg kigger op og møder de brune øjne igen.

"Shhh, det er okay" Siger han med en blød stemme og tørrer mine tårer væk fra mine kinder, jeg snøfter og trækker mig væk fra ham.

"Hvad laver du?" Mumler jeg og træder et skridt tilbage, han kigger igen forvirret på mig og jeg sukker dybt.

"Du.. du har en kæreste?" Forklarer jeg ham og mærker vreden boble indeni mig igen, han kan da ikke være sådan her mod mig hvis han har en kæreste? Han skal lige til at åbne munden, da noget fra højtaleren inde i elevatoren lyder.

"Elevatoren skulle gerne køre igen nu, beklager at den stoppede" Siger en mandestemme og jeg mærker lettelsen sprede sig i min krop, nu kan jeg komme ud af denne her lorte elevator. Og langt væk fra Martinus Gunnarsen, hen til min far og så få lavet noget godt musik.

"Agnes" Siger Martinus og jeg vender mig mod ham, elevatordøren åbner og jeg træder ud af den.

"Farvel Martinus" Siger jeg koldt og går ned af gangen, jeg kan høre ham hamre hans knytnæve ind i væggen, og det giver et ordenligt ekko i hele gangen. Kan han ikke bare lære at styre hans fucking temperament?

1107 ord.
Typisk mig, gå død i hele historien og så dagen efter få lysten igen. Jeg håber bare i synes det er godt, for det ville sige - ingen pause. Jeg håber i stadig kan lide min historie, og glem ikke at trykke på voteknappen, det ville gøre mig vildt glad! Desuden, jeg overvejer at afslutte denne her bog snart og så starte på en ny, meget bedre en. Men der kommer alligevel til at gå tid, for den er overhovedet ikke færdig endnu såå. Glem ikke også at efterlade en kommentar!
Vi seees <33