Music brings love - Marcus & Martinus

1.1

En måned senere..

* Martinus Gunnarsen' synsvinkel *

Det her er et helvede, et rent helvede. Jeg har ikke haft nogen som helst kontakt til Agnes, og jeg er sur som i helvede. Nej, jeg er rasende fucking rasende. Hvordan fuck kunne hun få sig selv til at skride med vores barn i hendes mave, og så blokere mig overalt? Fuck hende, fuck hende, fuck hende!

"Martinus.." Sukker Marcus og ligger hans hånd blidt på min skulder, jeg børster den væk og tager mig til hovedet. De første tårer falder ned af mit ansigt på stribe. Jeg græder aldrig, aldrig. Men Agnes knuste mig, hun ødelagde mig. Jeg har grædt uafbrudt, jeg virker ikke nok fokuseret på mig og Marcus' karriere mere, og det hele går ned af bakke.

"Shh Martinus, du skal nok klare det her. Jeg er her, med dig" Hvisker Marcus betryggende og trækker mig ind i et varmt brorkram, lige hvad jeg har brug for. Jeg rynker mine bryn og trækker mig hurtigt.

"Vent Marcus? Du har vel stadig Agnes' nummer ik?" Spørger jeg og rejser mig hurtigt op. Han bider tænderne sammen og nikker, mine øjne lyser hurtigt op. Jeg kan få fat på hende, fortælle hende at jeg hader hende, fortælle hende hvad hun har gjordt, fortælle hende at jeg ville se mit barn!

"Giv mig din mobil!" Siger jeg bestemt og rækker hånden frem. Marcus kigger sukkende på mig.

"Martinus.." Mumler han og ryster på hovedet.

"Giv mig den Marcus!" Hvæser jeg og knytter mine næver sammen, jeg aner ikke hvad jeg har gang i. Han giver mig den tøvende og jeg sender ham et blidt smil der siger 'tak'.

Jeg går hurtigt ud af hans værelse og ind på mit eget, jeg skriver tøvende hans kode og går ind under kontakter. Jeg finder Agnes' navn og tøver i nogle sekunder, skal jeg? Selvfølgelig skal jeg det, hun var pisse flabet overfor mig da hun rejste. Og jeg skal snakke med hende.

Jeg trykker på hendes navn og tager Marcus' iPhone X op til mit øre. Den siger de såkaldte biblyde og jeg høre en stemme, en stemme jeg har savnet mere end noget andet. Men som jeg på samme tid hader mere end noget andet.

"Marcus?" Spørger hun overrasket. Jeg smiler stort over lyden af hendes dejlige, skrøbelige og bløde stemme. Men får hurtigt en kold facade.

"Nej, Martinus" Svarer jeg hende koldt. Hun gisper i den anden ende og jeg er bange for at hun lægger på.

"Du skal ikke lægge på Agnes" Hvæser jeg. Jeg kan høre hende rasle med noget og så sætte sig sukkende ned.

"Hvad fanden laver du?" Spørger jeg hende rasende og knytter min hånd sammen.

"Arbejder" Svarer hun flabet, jeg bider tænderne hårdt sammen. Hvorfor fuck skal hun nu være flabet?!

"Agnes, vores barn!?" Udbryder jeg irriteret, jeg kan mærke at hun tøver i den anden ende.

"For det første; mit barn, ikke dit! For det andet; jeg har fået en.. abort" Siger hun nervøst, hun hvisker de sidste ord. Jeg mærker en tårer pible frem i min øjenkrog og jeg presser mine øjne hårdt sammen.

"Har du.. du dræbt vores barn?" Spørger jeg med et snøft, jeg vrisser hurtigt over jeg snøftede. Hun skal ikke vide at jeg er knust, at hun har ødelagt mig.

"Hvad skulle jeg ellers gøre Martinus?" Hvæser hun nu tilbage. Jeg gnider mine øjne og prøver at finde på noget godt at sige.

"Jeg savner dig" Hvisker jeg. Okay flot Martinus, det var ikke godt at sige. Oh my fucking god.

"Åh gud Martinus.. jeg savner også dig, men.. du forlod mig" Hvisker hun, jeg rynker mine bryn. Forlod jeg hende? Det er vidst lige omvendt!

"Gu' fanden forlod jeg dig ikke! Hvem skred med vores fucking barn uden at fortælle noget?" Hvæser jeg og bider mig hårdt i læben, jeg kan mærke hendes tårer ryge ned af hendes kinder. Jeg kan mærke det.

"Du skred da jeg sagde at jeg var gravid Martinus, du knuste mig" Hvisker hun snøftende, jeg mærker kort skyldfølelsen skylle ind over mig.

"Jeg gik i panik Agnes! Hvilken femten årig ville være far?" Spørger jeg hende hårdt, hun sukker højt og jeg kan høre nogen stemmer i baggrunden.

"Farvel Martinus" Siger hun kort, jeg ryster hurtigt på hovedet.

"Nej!" Råber jeg til hende, men det er forsent. Jeg hører biblyden som siger at hun har lagt på, jeg vrisser irriteret og smider mig ned i min seng. Hvad fanden skal jeg gøre?

-

* Agnes' synsvinkel *

Jeg tørrer hurtigt mine øjne af og går ud på toilettet, jeg er igang med at indspille en ny sang. Og den bliver rigtigt god, det kan jeg mærke. Efter min far fandt ud af at jeg var gravid blev vi enige om at det var bedst at jeg fik en abort. Jeg er en femten årig pige, med en stor musikkarriere foran mig. Det sagde han til mig, og jeg nikkede. Martinus er ude af mit liv nu, og jeg ville fokusere på mine dejlige fans og vente med at få en kæreste.

Selvom jeg altid ville være forelsket i ham, altid..

"Agnes! Vi skal indspille noget mere nu!" Råber min far til mig, jeg lægger hurtigt min læbestift færdig og går ud til ham. Han smiler blidt til mig og vi går ind i studiet igen. Jeg er vildt spændt på denne her sang, fordi at selveste Justin Bieber synger den med mig.

"Klar?" Spørger Justin smilende, jeg nikker til ham og gengælder hans smil. Mig og Justin har lavet en sang sammen, vi mødtes og brugte to uger på at skrive den. Den handler om verdenen, menneskene, forskelligheder og vi er virkelig glade for den. Den skal hjælpe folk med at forstå at det er okay at have forskellige hudfarver, det er okay at være anderledes.

Min mobil får en plinglyd og jeg kigger hurtigt på skærmen.

'Jeg kommer til dig nu - Martinus.' Står der, jeg bider hurtigt tænderne sammen og sukker lydløst. Hvad har den dreng gang i? Min far flipper ud når han ser ham, jeg skynder mig at svare ham.

'Martinus, nej!' Taster jeg ind og trykker send, nu håber jeg bare han lader vær med at komme. Inderligt.

1033 ord.
Wuhu så er sæson 2 godt igang!
Vote, kommenter og følg mig for mere<3