Music brings love - Marcus & Martinus

1.7

Der er gået en uge nu, en freaking uge.

Seriøst en af de værste uger i hele mit liv.

Jeg forstår bare ikke; hvorfor mine forældre skal være så overbeskyttende? Hvorfor Martinus ikke gider at komme i kontakt med mig? Hvorfor hele verdenen er imod mig..

"Han elsker dig" Det var det Marcus sagde. Men hvis han virkelig elsker mig, burde han lade være med at ignorere mig. Hvilken kæreste svarer ikke på nogen beskeder, opkald eller noget andet?

Han synes sikkert jeg er en fucking klam luder, fordi jeg er blevet.. jaer i ved.

"Agnes, du har en gæst!" Kalder min mor nedefra. Jeg smider opgivende puden væk fra mit ansigt og går med langsomme skridt nedenunder. Jeg ligner mildest talt lort. Jeg har render under mine øjne, jeg har mistet flere kilo. Bare på grund af, en lorte mand.

"He-"

"-Martinus!?" Afbryder jeg mig selv højt. Min mor er heldigvis gået, så det er mindre akavet.

"Øhm hej" Siger han, og klør sig akavet i nakken. Jeg krydser armene, og stirrer stift på ham.

"Hvad ville du?" Spørger jeg hurtigt og hårdt. Han får hurtigt et såret blik i øjnene, men ændre det til et normalt et.

"Undskyld" Siger han oprigtigt, og jeg fnyser.

"Undskyld!? I den her tid hvor jeg allermest har brug for dig, har du forladt mig?" Siger jeg og mærker tårerne presse på. Han har virkelig såret mig, igen.

"Jeg skulle bare.. hør.. jeg har.. ordnet ham" Siger han stille. Jeg åbner måbende mine øjne, og tager fat i hans jakke.

"Kom!" Hvæser jeg og trækker ham med ud og lukker døren hårdt i.

"A'hva fuck har du gjordt?!" Udbryder jeg vredt.

"Ordnet ham!" Svarer han hårdt tilbage.

"Jeg gjorde det ham fucking fortjente!" Hvæser han, og og kører irriteret en hånd igennem hans mørkeblonde hår.

"Så du mener, at du har fucking tæsket ham!?" Udbryder jeg endnu mere vredt. Han kan ikke bare tæske ham, han kommer i problemer.

"Ja. Jeg har. Jeg tager imod konsekvenserne. Men ingen skal røre min pige, ingen andre end mig!" Råber han hårdt, og tager fat i min hånd. Jeg kigger stift ind i hans øjne. De bliver blødere, og klare brune.

"Agnes, jeg elsker dig" Hvisker han og tager fat i min anden hånd, og kysser mine læber blidt. Jeg mærker tårerne presse på og krammer ham hårdt.

"Jeg elsker også dig" Hvisker jeg, og klemmer mig tættere ind til ham.

-

"Er du træt babe?" Spørger Martinus mig nogle timer senere. Jeg ligger og hviler mit hovede på hans brystkasse, vi er igang med Twilight maraton.

"Mmh" Mumler jeg og putter mig tættere til ham. Han griner hæst og sætter sig op.

"Så skal du vidst have lidt skønhedssøvn" Smiler han og kysser min pande blidt. Jeg smiler træt til ham.

"Hjælp mig med at tage mit tøj af" Siger jeg træt og lukker lidt øjnene i. Jeg kan se han får et kækt smil på læberne.

"Med glæde" Griner han og trækker stille mit tøj af. Jeg kan mærke hans øjne stirrer på hver en detalje af min krop imens, og det gør det svært ikke at smile. Han er så sød, så dejlig.

Han trækker hans t-shirt af da jeg ligger i undertøj, og tager hans t-shirt langsomt på mig. Jeg smiler træt og laver trutmund, han læner sig ned og kysser mine læber. 

"Tak" Mumler jeg og kigger smilende på ham.

"Alt for min kæreste" Svarer han og smider sine bukser. Ligger sig ned i sengen og tager sine arme omkring mig. Jeg putter mig helt ind til ham, og mærker allerede søvnen overtage.

"Ingen skal røre dig igen, det lover jeg dig" Hører jeg han mumle, nok mest til sig selv. Jeg smiler stort og planter et hurtigt kys på hans kraveben, og ligger mig tilbage.

"Du ved ikke hvor højt jeg elsker dig" Hvisker jeg, inden søvnen overtager min krop.

-

"Agnes, Martinus!" Råber min far nedenunder fra. Vi rejser os begge op af sengen, og jeg glatter min røde off-shoulder.

"Hvad er der?" Spørger Martinus da vi når nedenunder. Jeg kigger med store øjne da jeg ser tre politibetjente.

"Martinus Gunnarsen, du er hermed arresteret" Siger den ene og går hen og folder hans arme om på hans ryg. Jeg kigger med store øjne på dem.

"Nej. Det kan i ikke!?" Skriger jeg og taget hårdt fat i dem. Min far trækker mig tilbage og jeg kigger med våde øjne mod Martinus, der bliver ført ud i bilen.

"Nej!" Skriger jeg hylende og vrider mig fri.

"I kan ikke arrestere en seksten årig!" Skriger jeg højt til dem, og de vender deres hoveder mod mig.

"Hør unge dame - din kæreste har rodet sig ud i problemer, han har slået en mand til koma" Siger den ene vredt, og går om mod forsædet.

"Hvad!?" Udbryder jeg.

"Han reddede mit liv! Den mand han slog bevidstløs, voldtog mig!" Råber jeg højt, og får dem til at stoppe.

"Agnes.." Siger min far og trækker mig tilbage.

"Lad dem gøre deres job" Siger han roligt, og jeg stopper op.

"Agnes Bratt, du kommer med os!" Siger den tredje politibetjent og får mig hen til den anden bil. Jeg åbner irriteret døren og sætter mig på forsædet. Hvordan kan de bare arrestere Martinus, uden at vide sandheden?

Vi sidder i en sygt akavet stilhed, indtil jeg afbryder den.

"Hvad skal der ske med ham?" Spørger jeg trist, og folder mine hænder i mit skød. Jeg ville gerne have hans hånd i min. Jeg har brug for hans hånd i min.

"Ingenting, han er for ung til fængsel. Men vi beholder ham i lidt tid - hvad var det du sagde var sket?" Spørger han og jeg sukker. Lige om lidt er det overalt at han er arresteret, det kan ødelægge deres karriere. Men det ville jeg ikke lade ske!

"Jeg blev voldtaget, og han.. han reddede mit liv. Efter det, så ville han finde manden og ordne ham.. jeg vidste ikke han var så rasende" Mumler jeg. Betjenten måber lidt.

"Hør - hvorfor har i ikke kontaktet os? Så skulle vi jo ikke havet arresteret ham" Spørger han, og jeg ruller øjne.

Lorte politi.

1028 ord.
Yey, jeg er tilbage.
Please - vote, kommenter og følg mig. I fatter ik' hvor glad jeg ville blive!
Xoxo; Færge<3