Music brings love - Marcus & Martinus

1.3

Jeg vågner. Med Martinus' arme viklet godt rundt om mig. Jeg smiler stille og vender besværligt om. Jeg kigger på ham, jeg studerer hver og en detalje af ham.

Hans pjuskede dejlige hår der er faldt ned i panden på ham.

Hans smukke bambi-øjne der er lukkede i.

Hans bløde, lyserøde læber der er lidt åbne.

Smilet kan ikke tages fra mit ansigt. For Martinus Gunnarsen er decideret, perfekt.

"Det er ikke pænt at stirre på folk der sover" Mumler han og åbner drillende det ene øje, jeg smiler sukkersødt til ham og lysten til at have hans lyserøde læber på mine er stor. Han åbner det andet øje og smiler stort til mig. Han sætter hans læber på min pande, og tager min hånd.

"Du er så cute når du smiler" Sukker han og krammer mit tæt ind til ham.

"Jeg ville aldrig slippe dig" Hvisker han i mit øre og strammer hans greb, jeg smiler og kysser blidt hans næse. Han er virkelig dejlig, helt ubeskrivelig.

"Martissemand, Agnæse!" Siger Marcus truende nede fra gulvet. Igår skændtes de om hvem der skulle sove oppe i min seng med mig. Martinus nægtede at Marcus skulle i nærheden af mig, og Marcus ville bare sove i en blød seng. Jeg var underholdt i en halv time, en god halv time.

"Hva?" Spørger jeg grinende over vores kælenavne, okay mest Martinus'. Jeg mener Martissemand's*

"Jeg gider ikke jeres fucking kærestepjat, når jeg ligger og lider på gulvet!" Udbryder han træt og kaster hans pude op på os. Jeg griner og sætter mig op i sengen.

"Du ligger faktisk på en madras af du ved det" Siger jeg med et smil på læben, han ryster opgivende på hovedet.

"Fuck Martinus!" Råber han op og rejser sig hurtigt op. Martinus og jeg kigger begge forvirret på ham imens han roder rundt efter noget.

"Mor og far!" Udbryder han og kigger på sin mobilskærm, han får store øjne og kigger skræmt på Martinus.

"97 ubesvarede opkald fra mor. 1008 fra far" Siger ham skræmt og Martinus får store øjne. Han er hurtigt oppe ved Marcus og sender mig et undskyldende smil.

"Vi bliver nødt til at ringe til dem, medmindre du ville have at vi skal dø" Siger Martinus med et lille smil. Jeg nikker hurtigt og de smutter ud på gangen. Jeg gnider mig i øjnene og kigger på min mobil, klokken er 10.13 og jeg skal mødes med far nede i lobbyen klokken 11.30. Jeg ved ikke lige hvordan jeg skal forklare ham at Marcus og Martinus er her. Han bliver sikkert skide sur, men håbet er her vel?

Jeg rejser mig sukkende op og går ud på badeværelset. Jeg har lige købt noget nyt makeup hernede og jeg er vild efter at prøve det. Jeg pakker det hele ud og kigger på mig selv i spejlet. Jeg nærmer mig det og studere mit ansigt nøje.

Jeg har ingen uren hud, overhovedet. Det er også derfor at jeg ikke går med foundation. Jeg træder lidt tilbage og studere min krop, trækker min bluse op og kigger på min mave. Den er slank og flot, men ikke flot nok.

"Hvad laver du?" Spørger Martinus underligt og stikker hans hovede ind af døren. Jeg trækker hurtigt min bluse ned og kigger akavet på ham. Han træder ind i rummet og lukker langsomt døren i.

"Hvad laver du smukke?" Spørger han seriøst og går mod mig. Jeg mærker rødmen stige til mine kinder, tænk at han lige har set mig stå og studere min mave. Akavet.

"Du er smuk" Siger han uden noget pis, jeg smiler stille til ham og krammer ham tæt. Han hviler hans hage på min hovedebund og kører hans fingre op og ned af min ryg.

"Agnes du er gude smuk" Siger han igen da vi trækker os. Jeg smiler akavet til ham og kigger ned i jorden.

"Du er.." Siger han og rejser min hage op så vores øjne mødes. Mine blå øjne mod hans bambi-brune øjne.

"..smuk" Afslutter han og presser hans lyserøde læber mod mine. Jeg smiler i kysset og ligger min arme om bag hans nakke. Alle piger har fortjent en kæreste som ham, alle.

"Vi bliver nødt til at tage hjem nu Agnes. Men det var det hele værd at komme" Siger han og kysser min kind blidt. Jeg nikker forstående og smiler til ham.

"Vi tager afsted nu" Siger Martinus og jeg nikker igen. Vi går ud af døren og ind på værelset hvor Marcus sidder og tager hans yeezys på. Han kigger op og smiler til mig.

"Tak fordi vi må komme, og at du helbredte Martinus" Siger han og binder den sidste snøre, jeg griner stille og kigger op på Martinus. Han kigger allerede ned på mig, og smilet på hans læber kan ikke stoppe.

"Altid bedsteven" Siger jeg og går hen til ham. Han trækker mig ind i et bjørnekram og jeg griner stile, han er bare for dejlig.

"Vi ses skønne" Siger han og sender mig et luftkys, jeg sender det smilende tilbage og vender mig mod Martinus. Han trækker mig også ind i et kram, et meget langt kram.

"Vi skal afsted nu Martinus" Siger Marcus seriøst og vi trækker os. Martinus ligger hans læber blødt på mine og trækker sig med et smil.

"Vi ses snart smukke" Siger han og de går mod døren, jeg vinker smilende til dem.

"Vi ses drenge" Svarer jeg og de lukker døren i. Jeg har aldrig været så glad i hele mit liv. Jeg har Martinus tilbage, jeg er ikke gravid. Nu skal alt det her bare overstås og så kan jeg komme hjem til dem igen.

-

"Agnes!" Siger min far glad og går hurtigt hen til mig, jeg kigger forvirret på ham og smiler.

"Calvin Klein har spurgt om du ville stå model for deres nye kollektion!" Siger han og klapper begejstret i hænderne, jeg kigger forvirret på ham. De laver undertøj, skal jeg så stå undertøjsmodel?

"Undertøjsmodel?" Spørger jeg useriøst og griner, han nikker seriøst med hovedet og jeg griner stille.

"Jamen, hvorfor ikke?" Spørger jeg med et smil.

Det skulle jeg aldrig havet sagt.

1024 ord.
Har i haft en god dag? :)