Music brings love - Marcus & Martinus

29

"Fuck" Hvisker jeg.

"Fuck, fuck, fuck" Jeg mærker tårerne trille lydløst ned over mine kinder. Jeg kan ikke tro mine egne øjne. Jeg, Agnes Bratt, er gravid. Der er mindre end to timer til vi skal køre, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg glider lydløst ned af væggen og gemmer mit ansigt i mine hænder. Hele mit liv er ødelagt, der ligger en levende skabning nede i min mave. Mit barn. Jeg er ikke klar til at være mor, overhovedet ikke.

Jeg finder hurtigt min iPhone frem, Martinus skal vide det her, ligenu.

Martinus, kom over til mig, nu! Skriver jeg og trykker send. Blodet pumper hurtigt rundt i min krop, og nervøsiteten i mig bliver større og større. Jeg er bange for hans reaktion, bange for hans reaktion til alt.

"Jeg er her!" Råber en forpustet Martinus, to minutter efter. Jeg smiler stille over hans bekymring, men stopper hurtigt igen. Det her er seriøst.

"Martinus.." Siger jeg og mærker en tårer trille ned af min kind. Hans øjne lyser op i bekymring og han går straks hen og omfavner mig. Jeg lader tårerne slippe løs, og hans hvide t-shirt bliver gennemsigtig af tårer.

"Hey, shh" Hvisker han og stryger blidt mit hår, jeg snøfter en gang og trækker mig. Han skal vide sandheden, og det skal være nu.

"Je-jeg er.." Stammer jeg, og et hulk forlader min mund. Jeg plejer aldrig at græde så voldsomt, men det her er slemt, virkelig slemt.

"Gravid" Afslutter jeg. Jeg kigger ned i gulvet, bange for hans reaktion - bange for hans svar.

"Gra-gravid?" Spørger han forbavset og tager et skridt tilbage. Jeg kører mine øjne og kigger op på ham. Det er det jeg var bange for skulle ske, han troede ikke jeg var gravid.

"Jeg har taget den her test.. o-og-" Siger jeg med en rystende stemme. Han tager hurtigt hånden op og afbryder mig.

"Jeg må gå" Hvisker han, inden han vender sig om og går med hurtige skridt ud af min dør. Jeg falder hulkende ned til jorden, jeg vidste det. Jeg vidste han ville forlade mig nu.

- 

Jeg trækker min mørkegrå hue godt ned over ørerne, og stiger ud af bilen. Det er nu, jeg skal flyve til USA nu. Jeg skal ikke se Martinus i tre måneder, og jeg er gravid med et barn.

"Agnes?" Spørger min far med en bekymret stemme. Jeg kigger op i hans mørkeblå øjne, som jeg har arvet.

"Er du okay?" Spørger han bekymret. Jeg bider mig hårdt i læben for ikke at græde, og nikker stille. Jeg kan ikke bære tanken at fortælle ham, at jeg er gravid.

Min mobil begynder at ringe, og jeg trykker hurtigt på svar-knappen uden at læse navnet.

"Hvad så?" Spørger jeg. En vagt kommer hen og fører os om bag ved lufthavnen, så jeg ikke bliver bombarderet med fans. Jeg er heller ikke i humør til fans ligenu, og jeg elsker virkelig at møde dem. Så det er underligt..

"Hvor er du?" Spørger en panisk stemme, Martinus' stemme. Jeg sukker dybt og bliver mere kold i stemmen. Han har forrådt mig.

"Hvad rager det alligevel dig?" Spørger jeg koldt, han sukker i den anden ende. Min far sender mig et dødforvirret blik, men jeg ignorer det bare.

"Jeg havde brug for noget luft, det er hårdt at få at vide at jeg skal være far!" Siger han nede i den anden ende, min far kigger chokeret på mig og river min telefon ud af hånden på mig. Shit han har hørt det.

"A'hvad er du!?" Udbryder han og lægger på. Jeg krymper mig sammen, og kigger akavet ned i jorden.

"Tja.." Mumler jeg akavet, og går lidt hurtigere.

"Er du fucking gravid!?" Råber min far og tager fat i min arm, tårerne strømmer igen ud af mine øjne, og jeg tørrer dem hurtigt af i min jakke.

"Shhh" Mumler han og trækker mig ind i et varmt, betryggende far-kram.

"Ring til ham" Siger han og rækker mig min mobil. Jeg tager rystende imod den, og trykker på hans navn. Den ringer ham op, og han tager den med det samme.

"Martinus.." Klukker jeg. Jeg går væk fra min far, han behøves ikke at gøre vores samtale.

"Hvor er du!?" Udbryder han, og jeg mærker nervøsiteten falde over mig, igen.

"Jeg skal.. eh til USA" Mumler jeg og piller i min jakkes lynlås, jeg hører ham grynte i den anden ende.

"USA? What the fuck Agnes? Hvorfor har du ikke sagt noget, og i hvor lang tid?" Spørger han surt. Jeg bider mig i læben og ryster kulden af mig.

"Jeg kunne ikke.. og i tre måneder" Mumler jeg, jeg kan mærke hans vrede.

"Tre fucking måneder!? Med mit barn i din mave!? Hvad fuck har du tænkt dig at gøre?" Råber han rasende. Jeg mærker vreden boble indeni mig, hvor våger han?!

"Du er alligevel pisse ligeglad med barnet, jeg finder ud af hvad jeg gør. Men det skal aldrig kende til dig!" Raser jeg. Mit barn har ikke fortjent Martinus som far. Han skred da jeg sagde jeg var gravid. Det er det samme som at forlade mig.

"Agnes din fucking.. hvor er du!?" Råber han højt. Jeg sukker lydløst og smiler smørret.

"Et sted" Svarer jeg flabet, han raser og bander utydelige ord.

"Jeg ved du er i lufthavnen, jeg kommer nu" Siger han og lægger på.

-

* Martinus Gunnarsen's synsvinkel *

Jeg tager vredt min læderjakke på og spurter ud til min knallert. Jeg ved ikke hvornår Agnes fly går, og derfor skal jeg skynde mig. Virkelig meget. Jeg stiger op på den og starter den. Det tager cirka et kvarter at køre over til Oslo lufthavn herfra, og jeg skider på at folk kan genkende mig. Jeg skal se Agnes ligenu, hun stikker af med mit barn. Jeg mener, vores barn.

Jeg er langt over 90 km i timen, og får adskillige dytten fra biler. Men jeg er ligeglad, for jo hurtigere jeg er der, jo bedre. Jeg nærmer mig lufthavnen, og snart kan jeg se den. Jeg ved Agnes ikke tager privatfly fordi at hun skal helt til USA. Så jeg skal bare ind i lufthavnen og finde flyet. Jeg spurter derind og kigger op på afgangstiderne. Agnes fly går klokken 09.00, jeg kigger ned på mit ur. Klokken er 08.59, fuck.

Jeg løber hen mod hendes gate, men ser det jeg ikke skal se. Jeg kigger ud af ruden og ser det, Agnes' fly er lettet. Min kæreste er skredet, hende jeg elsker højere end noget andet, er skredet. Med vores barn.

1100 ord.
SLUT.