Music brings love - Marcus & Martinus

1.2

* Martinus Gunnarsen' synsvinkel *

Alt er pakket. Mit pas er klar, min kuffert er klar. Det eneste jeg mangler det er mine forældres tilladelse. Men det er ligemeget, for jeg har gjordt nogen meget dumme ting her den sidste måned. De hader mig allerede.

"Øh hvor skal du hen Martinus?" Spørger Marcus og løfter det ene øjenbryn, jeg smiler uskyldigt til ham og kigger ud på min taxa. Jeg bliver nødt til at tage en taxa, fordi at min kuffert ikke kan være på min knallert.

"Bare.. du ved.. til fest?" Mumler jeg og smiler uskyldigt til ham. Han løfter uimponeret øjenbrynene og ryster på hovedet.

"Tror du jeg er dum? Jeg har godt læst din besked til Agnes!" Udbryder han, og tager sig til hovedet.

"Hun skrev at du ikke skulle komme!" Fortsætter han.

"Så.. hvad fanden har du gang i?!" Udbryder han irriteret, jeg rynker mine bryn. Jeg har jo ikke læst hendes besked.

"And so what, alt er klar og jeg har brug for at se hende!" Siger jeg irriteret og hører taxaen dytte efter mig, jeg vender mig undskyldende om mod den og går derover.

"Ugh.. jeg tager med!" Råber Marcus og forsvinder ind af døren, jeg vender mig forvirret rundt mod ham. Han kommer hurtigt ud igen med hans pas og mobil. Taxaen dytter irriteret igen og jeg ruller øjne af chaufføren, nogle har vidst en dårligere dag end mig.

"Oh my god Martinus, mor og far flipper ud!" Vrisser Marcus nervøst og går forbi mig, jeg trækker bare på skulderene og følger efter ham.

"Du kunne jo bare lade vær med at tage med?" Siger jeg spørgende, han ryster sukkende på hovedet og sætter sig ind i taxaen. Jeg sætter mig ind på den anden side af ham og smiler venligt til chaufføren. Jeg får bare et koldt dræberblik tilbage.

"Du er min bror, jeg har ikke noget andet valg" Svarer Marcus mig hurtigt. Jeg nikker taknemmeligt og giver ham et kort kram. Det er altid dejligt at have ens bror ved ens side.

"Hvor skal i hen?" Vrisser chaufføren godt og grundigt irriteret.

"Oslo lufthavn" Svarer jeg ham køligt og han starter bilen. Agnes, jeg kommer til dig.

-

* Agnes' synsvinkel *

Jeg trykker på Marcus' navn og ringer ham op. Han skal bare ikke komme, overhovedet ikke.

"Agnes?" Siger Marcus spørgende da han tager den. Jeg smiler ved lyden af hans stemme, jeg har savnet den. Han er jo min bedsteven. Eller.. var*

"Martinus skal ikke komme til USA!" Udbryder jeg og drikker en slurk af min vand. Jeg er begyndt på min træning og kost igen, også selvom jeg altid har været spinkel. Så kan jeg godt lide at træne og spise sundt, jeg ville også være sund indeni.

"Too late" Mumler Marcus uskyldigt i røret. Jeg slår frustreret min hånd på min pande og sukker dybt.

"Marcus!" Vrisser jeg. Han kunne have stoppet ham!?

"Jeg kommer også" Siger Marcus hurtigt og jeg sukker endnu mere. Hvad har de to dumme drenge gang i?

"Og my god - har i overhovedet fået lov?" Spørger jeg seriøst og sætter mig i sofaen på mit hotelværelse. Det er morgen i USA nu og sikkert aften i Oslo.

"Niksen" Svarer Marcus og jeg ryster på hovedet, i det mindste for de ballade for det her.

"Når men jeg må smutte, vi er ved lufthavnen nu. See ya bestfriend" Siger han og jeg smiler stort ved det sidste ord.

"See ya" Sukker jeg og hører bibtonen, han har lagt på.

-

Det er min fridag idag, heldigvis. Jeg ved ikke hvornår drengene ankommer, men jeg ved det bliver vold akavet. Heldigvis er det ikke mit problem, de kunne bare lade vær med at komme?

Jeg hører nogle bank på døren til mit hotelværelse. I starten tror jeg det er nogle fans, men det går op for mig at det sikkert bare er min far.

"Hej fa-" Jeg stopper hurtigt min snakken og lukker munden i. Foran mig står Martinus fucking Gunnarsen. Han stirrer intenst på mig og giver mig så elevatorblikket. Jeg fnyser af ham og træder et skridt tilbage så de kan komme ind.

"Godt så nu hvor i er her" Starter jeg ud og krydser mine arme, de kigger begge akavet på mig.

"Hvad ville i?" Spørger jeg opgivende og sætter mig på min sengekant, Marcus kigger på Martinus og løfter hans ene øjenbryn.

"Ja Martinus. Hvad ville vi?" Spørger han og kører hans hånd igennem hans lange hår. Martinus sender ham et irriteret blik og kigger så på mig. Jeg kan mærke hans kærlige øjne, hvilket får hårene på mine arme til at rejse sig. Jeg sagde jo at jeg altid ville være forelsket i ham..

"Jeg skal snakke med dig" Siger Martinus hurtigt og bestemt. Han går hen til mig, river fat i min arm og trækker mig med ud på badeværelset. Han låser hurtigt døren og skubber mig op af væggen. Hans intense stirren får mine kinder til at gløde op i en rødlig tone.

"Agnes.. jeg elsker dig det skal du vide. Jeg er virkelig ked af at jeg gik fra dig og barnet, og jeg fortryder det inderligt. Jeg ville bare gerne have at du skal tilgive mig, og lade være med at blokere mig overalt" Siger han fyldt med følelser, jeg synker akavet en klump og smiler til ham.

"Ville du være solen i mit liv?" Spørger jeg med et fnis. Jeg så en joke på facebook og jeg skal lige prøve den af på ham. Måske et dårligt tidspunkt men whatever, det er ham der har lavet rod i tingene. Okay, vi har nok lavet ligemeget rod.

"Ja?" Svarer han forvirrende.

"Så hold dig langt væk fra mig" Smiler jeg og kysser hans kind. Han får et smil på hans læber og ryster på hovedet.

"Hvor er du morsom min elskede prinsesse" Siger han og prikker mig på næsen, jeg fniser og fjerner hans hånd. Inden han sætter hans dejlige, varme, bløde læber på mine.

Oh for gord sake, jeg elsker den dreng. Og det ville jeg altid gøre!

1008 ord.
Vote, kommenter og følg mig for mere<3