Music brings love - Marcus & Martinus

27

"Hey" Smiler Martinus og kysser mig blidt på munden, jeg smiler stille.

"Hejsa" Svarer jeg med et lille genert smil. Han stikker hænderne ned i hans lommer, og laver en røgsky.

"Puha, her er koldt" Griner han og rækker fuck til himmelen, jeg dasker ham blidt på skulderen.

"Gud bor deroppe!" Siger jeg fornærmet, men kan ikke holde masken. Et grin ryger igen ud af min mund, og Martinus ryster på hovedet.

"Er du egenligt blevet konfirmeret?" Siger Martinus spørgende, og tager hans hånd frem. Jeg ligger min hånd - der er pakket ind i mine lilla handsker - på hans hånd. Vi begynder så småt at gå, vi er på vej ud og gå en tur.

"Nej ikke endnu, jeg skal til foråret" Siger jeg begejstret, han vender mig rundt så jeg kigger ind i hans øjne. Han lægger hans arm på mit læn, og bøjer sit hovede forover.

"Jeg er sikker på at du ville se smuk ud" Hvisker han i mit øre, og sender kuldegysninger hele vejen ned af min krop. Jeg kigger rødmende væk og vi fortsætter med at gå, han er vildt sød.

"Hvorfor skal du altid gemme dit smukke ansigt væk når du rødmer? Det er sødt" Mumler han og klemmer min hånd, jeg rødmer bare endnu mere.

"Stooop!" Griner jeg og dasker blidt hans skulder, han griner med og trækker mig ind til sig. Shit jeg er glad for at have ham, som min. Som min kæreste.

-

* Marcus Gunnarsen's synsvinkel *

Jeg kan se dem, de går og holder grinende om hinanden ude i haven. Jeg mumler surt og sparker til en sok der ligger og flyder på gulvet. Det er så irriterende at være forelsket i Agnes, og jeg ville ikke. Hun er min bedsteveninde, og jeg burde se hende som min søster, ikke kæreste. Det her er så forkert på så mange måder..

Jeg kigger sukkende ud af ruden igen, Agnes kaster en snebold efter Martinus men misser. Hun løber skraldgrinende væk imens Martinus løber efter hende, han fanger hende og kaster hende ned i sneen. Jeg sætter vredt en knytnæve ind i min væg, og tvinger mig selv til at kigge væk.

Jeg beslutter mig for at gå ud, for at gå en tur. Jeg kan mærke jeg trænger til noget luft, siden jeg har været inde på mit værelse hele dagen. Måske burde jeg finde en fest eller sådan noget? Martinus er tit til fester, eller var. Agnes har ændret ham, meget.

Jeg går dovent ned af trapperne, og forbi mor.

"Hvor skal du hen?" Spørger hun undrende, og kigger smilende ud af ruden. Jeg vender blikket mod ruden og ser dem, igen. Jeg vrisser surt og vender mig om.

"Bare gå en tur" Hvæser jeg og trækker mine sko på, jeg vender mig surt om mod hende.

"Må man nu ikke det?" Spørger jeg og går mod døren, hun griner lidt, hvilket sætter mit pis endnu mere i kog.

"Slap lige af unge mand" Smiler hun og nikker mod døren, som tegn på at jeg gerne må gå en tur. Jeg ruller øjne og går udenfor, døren smækker i bag mig. Jeg kigger over mod Agnes og min bror igen, deres blikke er vendt mod mig.

Agnes' smukke blå øjne glimter, og i sneen ligner hun en gudinde. Martinus har fået et hårdt blik, og sender mig det største dræberblik nogensinde. Inden jeg har tænkt mig om har ordene forladt min mund.

"Agnes kan vi snakke?" Spørger jeg med et trist glimt i mine øjne, hun kigger forvirret på mig, men nikker. Martinus holder fast i hende lidt, men giver sig så. Hun kommer hen til mig og vi går rundt om hjørnet af huset.

"Så.. hvad ville du snakke om?" Spørger hun og krydser armene, jeg kigger nervøst ind i hendes øjne. Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det, eller om jeg overhovedet skal sige det.

"Jeg ehh.." Mumler jeg og sparker akavet til en sten, mit ansigt kigger tænkende ned i jorden. Hvad skal jeg sige?

Hendes små, fine fingre bevæger sig hen på min hage, og vender mit ansigt op. Jeg kigger direkte ind i hendes smukke øjne, og mærker følelsen igen komme frem i maven. Følelsen af forelskelse.

"Hey.. du kan fortælle mig det" Smiler hun opmuntrende og slipper min hage. Jeg sender hende et lille smil, og synker nervøst en klump.

"Jeg.. jeg.. er for-forelsket i dig" Stammer jeg hviskende, hun er et øjeblik forvirret ud, men indser mine ord. Hun får et underligt ansigtsudtryk og bakker lidt bagud.

"Undskyld" Hvisker hun, inden hun vender sig om og spurter væk. Jeg mærker et stik i hjertet. En lillebitte del af mig havde håbet, at hun ville sige hun havde det på samme måde. Men jeg ved godt det ikke ville ske, ikke idag, ikke nogensinde.

"Hvad har du gang i?" Spørger Martinus hårdt og træder frem fra hjørnet, jeg mærker en tåre trille stille ned af min kind. Hvad er det for en lorte bror jeg er?

"Undskyld Martinus, jeg ville ikke" Græder jeg stille, og mærker den største skyldfølelse strømme igennem mig.

"Hey brormand, det er okay. Du fortalte det, og hun burde vide det. Du skal bare lige huske hun er min, og at du nok skal finde en anden" Siger han og trækker mig ind i et kram, jeg smiler stille og ligger mine arme rundt om ham.

"Og hey - jeg elsker dig fandme, glem ikke det!" Siger han med et smil, jeg smiler stille tilbage.

"Iligemåde!" Svarer jeg med et lille smil, min bror tilgiver mig. Desuden han har ret, jeg skal nok finde en anden. Jeg må lige komme mig over det her på en måde.

"Jeg må nok efter hende" Siger han med et lille smil, inden han vender rundt og suser over mod hendes hus. Jeg trækker vejret dybt og går hen mod døren, de er ret søde sammen. Det ville heller ikke være det samme med mig og Agnes.

Martinus og Agnes.
Marcus og Agnes.

Selv Martinus og Agnes lyder bedre sammen..

1007 ord.
Nyt, nyt.
Bogen afslutter snart guys..
Husk at vote, kommentere og følg mig for mere.
Xoxo, Christine.