Music brings love - Marcus & Martinus

26

"Nu!" Skriger Emma og jeg høre massere af skud ramme op mod luften, jeg kigger op og høre Martinus' raket også komme op. Jeg kigger mod den, og ser noget chokerende. Jeg gisper og trækker mine hænder op til munden.

"Nej nej nej Martinus!" Hviner jeg og mærker tårerne trille ned af mine kinder.

-

'Ville du være min kæreste?' Står der, jeg er helt grædefærdig. Tårerne triller skiftevis ned af mine kinder, og jeg vender blikket mod Martinus. Han ser nervøs ud, meget nervøs ud endda. Han sender mig et skævt lille smil og går hen til mig.

"Ville du?" Hvisker han nervøst og tager fat i mine hænder, hans øjne stirrer ind i mine. Han er bange for svaret, jeg kan se det. Men hvorfor skulle han være bange for det?

"Ja Martinus Gunnarsen, det ville jeg" Hvisker jeg og hans øjne lyser hurtigt op i glæde, han trykker hans læber mod mine og giver mig det mest følsommeste, dybeste kys, vi nogensinde har haft sammen. Vi trækker os fra hinanden og hviler panderne mod hinanden, lyset fra fyrværkerierne strømmer over hele Oslo. Og Martinus' ansigt lyser op, jeg kigger smilende på ham.

"Endelig kan jeg kalde dig min, endelig" Hvisker han og kysser mig blidt, jeg smiler stort og gemmer mit rødmende ansigt mod hans bryst. Tænk at Martinus, Martinus Gunnarsen er min kæreste nu. Min kæreste.

"Jeg elsker dig Agnes" Siger han og ligger hans hænder på mine kinder og presser dem blidt sammen, et lille grin udslipper min mund hvilket får ham til at smile endnu mere.

"Martinus jeg elsker også dig" Hvisker jeg og stryger min hånd over hans kind, vi stirrer intenst hinanden i øjnene. Og med et er det som om at alt forsvinder omkring os, fyrværkerierne er væk. Vores familier er væk. Det er kun os to, overfor hinanden.

"Hvad med jeres fans?" Hvisker jeg spørgende, jeg ved at de ville miste mange fans. For de har jo skrigende teenagepiger som fans, og de er allesammen forelskede i dem. Det er vildt syndt det aldrig bliver til mere for dem, men det er sådan verdenen er.

"Vi ligger begge to et opslag op imorgen om det her, jeg ville ikke lyve for mine eller dine fans mere" Siger han seriøst og kysser blidt min pande, jeg smiler stort. Han er så betænksom, så sød.

"Skal vi gå tilbage?" Spørger jeg med et lille smil, han bider sig i læben og nikker. Hans hånd finder vejen hen til min, og han fletter sine dejlige fingre ind i mine. En kilende fornemmelse skyder igennem min krop, jeg ville aldrig vænne mig til det her. Aldrig.

"Hvad sker der her?" Spørger min far og sender et blik over på mit oversmilende ansigt, da vi når hen til de andre. Jeg kigger rødmende op på Martinus, og han lægger hans arm om min skulder.

"Vi er kommet sammen" Svarer Martinus min far med et smil, Gerd Anne og min mor hviner på samme tid.

"Oh my god, tillykke! Jeg vidste det ville ske, i passer så godt sammen!" Hviner Gerd Anne og giver os et langt kram hver, jeg smiler til hende og takker. Vi passer faktisk ret godt sammen, uden at lyde egoistisk.

"Jeg er stolt af dig min dreng" Siger Kjell Erik og klapper Martinus på ryggen, han smiler til ham. Jeg lader mit blik køre over på Marcus, jeg ville se hans reaktion på alt det her. Mit smil falmer hurtigt da jeg ser ham, han ser mere sur ud end nogensinde. Faktisk rasende, hvad sker der?

"Jeg er glad for at i er kommet sammen, hvornår fortæller i det til jeres fans?" Spørger min far og jeg ryster på hovedet, og vender mit blik over mod ham istedet for Marcus.

"Imorgen - eller teknisk set idag. Men i ved hvad jeg mener" Griner jeg stille. Jeg kigger over mod Marcus igen, men ser han er gået. Jeg prikker Martinus på skulderen.

"Du burde gå efter ham, han er trodsalt din tvillingebror" Hvisker jeg i hans øre, han kigger irriteret ud i luften som om han ved hvad der er galt, men ender med at nikke. Han kysser mig hurtigt på munden, og forsvinder ind i deres hus.

-

* Marcus Gunnarsen' synsvinkel *

Hvorfor, hvorfor vælger hun ham? Hvorfor tænker jeg overhovedet det her? Hvorfor har jeg de fucking følelser for hende? Jeg tramper op af trapperne og ind i mit værelse, jeg smider mig i sengen og mærker en tåre i min øjenkrog. Jeg har altid været den følsomme af mig og Martinus, og det har man sagtens lagt mærke til.

"Marcus?" Spørger Martinus forvirret og træder ind på mit værelse, jeg vender blikket irriteret mod ham, og tørrer en tåre væk.

"Hvad?" Spørger jeg irriteret og rejser mig op, Martinus sender mig et forvirret blik og går hen til mig.

"Jeg har gennemskuet dig" Siger han med et hårdt blik, forbavselsen stiger straks til mit ansigt, og jeg sender ham et hårdt blik tilbage.

"And so what?" Hvæser jeg og mærker en trang til at smadre noget, eller nogen. Men jeg kan ikke smadre Martinus, både fordi han er min tvilling og han er stærkere end mig. Ikke meget, men jeg ville ikke vinde.

"Hun er min okay? Hold dig væk" Siger han med et dræberblik i hans øjne, jeg har aldrig set ham så sur over en pige før. Men han elsker hende, og det samme gør jeg. Igen - hvorfor skulle jeg også lige blive forelsket i hende?

"Det skal du fandme ikke bestemme!" Råber jeg, jeg er blevet godt opkørt over hvor krævende han er. Han er min fucking bror, ikke mor. Han knytter næverne og går truende hen mod mig.

"Hun er fucking min pige, ikke din! Du skulle forhelvede forstille dig at være min bror, hvad fanden har du så gang i?!" Råber han og giver mig en syngende lussing, jeg tager mig hurtigt til kinden. Det brænder og svier, jeg får helt sikkert den rødeste kind. Jeg kigger op med vrede i mine øjne, hans øjne udviser også aggression. Jeg har aldrig været i slåskamp med min bror før, aldrig.

"Hvad fuck har du gang i?" Hvæser jeg og slår ud efter ham, han tager fat i min næve og tyrer den ned i jorden. Et højt knæk høres fra min hånd, og en smerte skyller igennem min krop.

"Fuck dig" Hvisker jeg, og tager hårdt fat i min næve. Den er skadet, fuldstændigt skadet. Ligesom mit hjerte, min bror har lige slået mig. Og hende jeg har følelser for, har ingen følelser for mig tilbage.. mit liv er noget fucking lort.

1103 ord.
Drama, drama og drama. Noget vi allesammen kan lide, ooog Martinus og Agnes er lige kommet sammen. Yayyy, finally.
Husk og vote, kommentere og følg mig, så ville jeg skynde mig at skrive et nyt afsnit hehe.<3
Love u.