Rileys Verden

Kapitel 4

Det er nu lørdag og pigerne er lige taget hjem. Jeg har ryddet op efter os for hvis min far så bare det mindste rod så ville jeg være rimelig død. Han hader rod.

Jeg gik op på mit værelse for at ligge min mobil til opladning. Jeg så at jeg havde fået en besked fra en der hed Kasper. Han går i min klasse. Omg ville han bare ikke fatte jeg ikke gider ham. Han er sådan en player type og alle pigerne, på nær mig selvfølgelig, besvimer næsten over ham. Jeg forstår dem ikke. Hans personlighed er forfærdelig og så er han altså heler ikke så pæn som alle hele tiden går og siger. Jeg tog min mobil og tjekkede hvad han havde skrevet. Han skrev 'Hey smukke wanna hang out<3.' Aadrr jeg kaster op. 'Øhh nej ellers tak jeg har sagt at jeg ikke er interesseret i players. Sorry' svarede jeg bare tilbage. Han svarede tilbage kort tid efter men jeg lagde bare min mobil og kiggede ud af vinduet. Jeg satte mig i min vindueskarm og tænkte lidt over mit liv. Ja meget filosofisk. Jeg ved det godt men nogen gange ville jeg ønske der var en i mit liv der forstod mig og vidste hvordan jeg havde det uden jeg sagde noget. En der ikke købte alle mine løgne. Det ønsker vi vel egentlig allesammen. Forskellen fra mig og alle andre lige nu er at jeg virkelig har brug for en. En der kan hjælpe mig. Mere end nogensinde før.

Efter noget tids tænke tid gik jeg ned for at gå en kort tur. For at løsne tankerne lidt. Jeg tog mine sko på og jakke og gik ud af hovededøren og låste efter mig.

Jeg havde gået lidt rundt nu og havde nogenlunde fået styr på mine tanker. Så nu gik jeg og tænkte lidt over hvad jeg skulle lave til aftensmad da jeg jo ville være alene hjemme da jeg pludselig for et mega chok. Fars bil er hjemme. Fuck okay nu er jeg på den. Han plejere ikke at have sin nøgle med når det meningen jeg skal være hjemme. Hvilket betyder han har skulle bruge ekstra nøglen. Åh nej jeg er virkelig på den.

Jeg gik stille over mod døren og tog en dyb indånding og et kort øjeblik overvejede jeg at flygte. Løbe og ikke skulle behøve at bekymre mig om min far og den omgang tæsk der nok ventede mig på den anden side af døren som jeg på ingen måde havde forberedt mig mentalt på endnu. Tanken blev hurtigt slået væk da jeg hørte en dør smække indenfor. Jeg trak stille ned i håndtaget og gik ind og så det jeg virkelig havde håbet på ikke at se. Min far. Han kiggede ondt på mig og sagde "hvor har du været henne din lille hæslige møgunge." Jeg kiggede ned i jorden og sagde lavt "ude og få noget frisk luft." Han kom tættere på og slog mig på siden af hovedet. Jeg faldt sammen på gulvet. "Snak dog tydeligt dit tåbelige pige barn" sagde han hånligt. "Jeg var ude og få noget frisk luft" sagde jeg med en klump i halsen. Han grinte hånligt og sparkede til mig. "Lyv ikke din hjælpeløse tøs. Du var sikkert ude og lave ballade med de der tåbelige mennesker du kalder dine venner. Hvad har jeg dog gjordt for at ende her med sådan et umuligt barn som dig" sagde han og grinte lidt ondt til sidst. Hvorfor? Det her er ikke sjovt. I hvertfald ikke for mig. Han sparkede mig igen, og denne gang endnu hårdere end før. Jeg udstødte et hulk som fik min far til at tænde helt af. "Din møgunge rejs dig op. Hvad tror du det er? Et galehus" sagde han og smadrede mit hovede direkte imod døren så jeg ville kigge på ham. Mit hovede begyndte at dunke og snurre rundt men jeg rejste mig stadig op. Han skulle ikke tro han havde knækket mig. Selvom han var ved at være rigtig tæt på. "Man skulle tro det var et galehus" mumlede jeg. Det skulle jeg aldrig ha sagt for nu var min far over mig. Slog mig. Rev mig i håret og sparkede mig i maven og som prikken over i'et hamre han mit hovede ned i gulvet. Han rejser sig og der ser jeg mit snit.

Jeg rejste mig op og løb op på mit værelse. Jeg løb med hjertet helt oppe i halsen for jeg kunne mærke han løb lige efter mig. Jeg kunne høre ham råbe "DU SKAL IKKE LØBE DIT TÅBELIGE PIGE BARN." Jeg åbnede hurtigt døren ind til mit værelse og lukkede den og låste den hurtigt. Lige i sekundet efter jeg havde gjordt det kunne jeg høre en hamre sine næver mod døren. Jeg faldte sammen på mit gulv og brød fuldstændig sammen. Både af smerte men også fordi mit hovede snurrede. Det her var noget af det værste jeg havde prøvet. Jeg græd og græd og græd mens mit hovede bare blev ved med at snurre rundt. Jeg havde det som om jeg kunne besvime vært øjeblik det skulle være.

Da jeg tror jeg har grædt i lige omkring en time rejste jeg mig op og gik mod mit spejl. Jeg så på personen der stod på den anden side af spejlet som så sjovt nok var mit spejl billede. Jeg kunne næsten ikke kende hend... jeg mener mig. Jeg kunne næsten ikke kende mig. Jeg så forfærdelig ud. Jeg brød fuldstændig sammen igen. Jeg var helt gul, blå, rød og lilla over alt i mit hovede og rundt omkring på min krop. Jeg havde også næseblod. Jeg faldt sammen på gulvet foran mit spejl og græd mere end jeg gjorde før. Jeg kiggede på mit spejl og så hvordan tårene faldt fra mine øjne og ned over mine kinder. Det eneste jeg kunne tænke på i mens jeg sad og kiggede på mig selv i spejlet var om jeg overhovedet var noget vær. Altså hvis ikke engang min egen far elsker mig hvem gør så. 'Måske lever jeg bare ikke op til hans forventninger. Måske er jeg ikke klog nok. Eller måske er jeg bare ikke den model han forestillede sig. Måske er jeg bare ikke god nok.' Tankerne fløj gennem mit hovede. Hvad var det jeg havde gjordt forkert.

I løbet af den aften hørte jeg op til flere gange min far råbe til mig om at jeg skulle holde kæft og at jeg skulle stop med at hyle. Problemet er bare at lige meget hvor meget jeg prøvede så strømmede tårene ned af mine kinder.

Det sidste jeg gjorde inden jeg gik i seng var at sidde i min vindueskarm og kigge på stjerne. Jeg følte på en eller anden måde der sad en der ude og kiggede på de samme stjerne som mig og forstod det jeg gik igennem. Jeg ved godt det lyder tåbeligt men sådan følte jeg. Jeg lagde hovedet mod ruden og kiggede op på stjernerne. Det som om de fortæller mig at holde hovedet højt. Det gør jeg også. Jeg læste engang at der altid er lys på den anden side af den mørke tunnel. Jeg leder stadig efter lyset, men jeg ved det en dag kommer til mig. Det håber jeg i hvertfald. For jeg ved ikke hvor meget længere jeg kan holde til det her.