Rileys Verden

Kapitel 14

Efter noget tid valgte vi at gå ned til de andre. Vi måtte jo fortælle det her på en eller anden måde. Jeg havde aftalt med Romeo at han skulle hente hans bedstevenner og så hentede jeg mine, for vi ville gerne fortælle det til dem før alle de andre fik det af vide. Vi aftalte at gå op i den der stue igen fordi der var ret mange sofaer, så der var plads til os alle sammen.

Da jeg kom ind på mit værelse blev jeg overfaldet af dem alle sammen. "Nå hvad skete der så" spurgte Noora. "Ja hvad sagde hans mor" spurgte William. "Hvorfor siger du ikke noget" spurgte Ella. Jeg stod bare og kiggede på dem i mens de spyttede ud med alle deres spørgsmål.

Til sidst blev jeg nød til at afbryde dem da jeg aldrig ville nå at få svaret på nogle af deres spørgsmål før det næste kom. "Jeg fortæller det  hele oppe i en stue Romeo og jeg fandt for Romeos venner skal også have det af vide." De kiggede en anelse forvirret på mig men gik med op i stuen.

Da vi kom der op var Romeo ikke kommet endnu. Jeg valgte derfor bare en sofagruppe med 4 sofaer som stod i en firkant. Så var der i hvertfald nok plads.

Aya, William og Noora satte sig i en af sofaerne også satte Ella og Chris sig ned i den ved siden af de andres og jeg satte mig i den sofa der var overfor Chris og Ellas.

Jeg kunne mærke at i mens vi sad og ventede på Romeo blev jeg rigtig nervøs. Hvad ville de ikke tænke. Og skulle jeg fortælle dem det med min far. Og hvis jeg så fortalte det hvad ville de så ikke tænke eller sige til deg. De ville sikkert undre sig over jeg ikke havde sagt noget i alt den tid.

Jeg kunne mærke der var tåre på vej frem i min øjenkrog. Tanken om hvilken reaktion det her ville blive taget med var ulidelig.

Alle mine tanker blev afbrudt af Romeo der kom gående med Iben og en dreng jeg var ret sikker på hed Benjamin.

Vi rejste os op for at sige Hej til de andre. Jeg gik over og krammede Iben og gav så et hurtigt og lidt akavet kram til Benjamin. Til sidst gik jeg over til Romeo og gav ham et kram. Mine venner gik lidt forvirret hen og hilste på Romeo og hans venner også gik vi hen og satte os igen.

Romeo satte sig i den samme sofa som mig og Iben og Benjamin satte sig i den sidste der var tilbage. Jeg kiggede nervøst op på Romeo som kiggede på mig. Han kiggede også nervøst på mig. Jeg tog hans hånd og gav den et klem og tog en dyb indånding. Vi kiggede ud på de andre der kiggede med store øjne på vores hænder.

Jeg tog en dyb indånding for at få styr på min stemme og da jeg prøvede at sige rystede min stemme så meget at jeg ikke kunne så Romeo tog over. "Okay i tænker sikkert lige nu at vi laver et stort nummer ud af det her men Riley og jeg ville gerne fortælle jer det sammen. I tænker sikkert også over hvorfor jeg holder Riley i hånden. Og nej vi er ikke kærester. Det ville være klamt at være kærester med...." han holdte en pause hvor han tog en dyb indånding. Hans vejrtrækning rystede en smule så jeg valgt at fortsætte og sagde "det Romeo var ved at sige var at det ville være klamt at være kærester med sin tvillingesøster." Der lod en høj gispen blandt de andre. Iben, Ella og Noora havde taget begge sine hænder op for munden og lavede store øjne. Chris, Benjamin, William og Aya sad bare med åben mund og store øjne. Der var stilhed længe indtil Iben lavt spurgte "Er Riley din tvillingesøster? Ved Johanne og Magnus godt det?" "Jeg tror min mor fortæller dem det når de kommer hjem fra skole" sagde Romeo med en rystende stemme. "Hvem er Johanne og Magnus" spurgte jeg forvirret. Romeo kiggede på mig og svarede "Johanne er min.... vores storesøster og Magnus er vores lillebror." Jeg nikkede bare og tanken om at jeg havde søskende varmede mig helt men samtidig knuste mig. Tænk at jeg ikke er enebarn men har hele 3 søskende. Jeg har altid troet at jeg var enebarn.

Jeg kunne mærke min tåre trille ned af mine kinder. "Rilz hvorfor græder du" spurgte Aya med en bekymret stemme. Jeg tog en dyb indånding så jeg kunne tale tydeligt. "Jeg har bare lidt svært ved at forstå alt det her. Jeg har altid troet at min mor skred eller døde efter jeg blev født og at det var derfor min far ikke." Jeg stoppede brat op og kiggede på dem med store øjne. "Derfor din far ikke kunne hvad" spurgte Chris. Jeg kiggede på ham med et nervøst blik. Var det nu jeg ville fortælle dem det. Jeg havde en indre diskution med mig selv ind til jeg blev puffet til med en albue og trukket ud af mine tanker. Jeg kiggede på Romeo som havde puffet til mig. Hans øjne var helt glas agtig og samtidig fuldt med vrede. Jeg trak vejret dybt og sagde "jeg troede at fordi min mor ikke var her så kunne han ikke lide mig". Aya, Noora, Ella, Chris og William kiggede forvirret på hinanden også hen på mig. "Hvad mener du med at din far ikke kan lide dig" spurgte Noora en anelse bange. Jeg kunne mærke Romeo klemme min hånd og jeg kiggede hen på min venner der så ud til at være rædselsslagen for det jeg nu skulle til at fortælle dem. "Øhm det fordi... altså jeg.. min far...han øhm... min far han.... han slår mig" sagde jeg lavt med en flod af tåre klar til at vælte ned af mine kinder. Mine venner gispede højt og jeg kunne se at tårende begyndte at trille ned af pigernes kinder.

"Hvorfor har du aldrig sagt det Riley. Du kunne være kommet hjem og boet hos mig" sagde Noora med en grødet stemme. "Jeg var bange. Jeg turde ikke. Jeg var bange for at gå i mod min far efter alt det han har gjordt mod mig" svarede jeg og var ret overrasket over at jeg først nu brød ud tåre. Mine venner blev også ret overvældet nu og tårenende begyndte at trille ned af deres kinder. Jeg lagde mit hovede ind mod Romeos skulder og lod tårende få frit løb.

Jeg mærkede en hånd på min ryg og kiggede op. Det var Aya der stå der. Jeg rejste mig op og krammede hende. De andre kom hen til os og joinede vores kram. Vi satte os på gulvet efter noget tid stadig krammende. Jeg kunne mærke at de havde lidt svært ved at holde tårende tilbage ligesom mig. Jeg kunne også mærke Romeo, Iben og Benjamin stod og kiggede på os. Jeg puffede til de andre og nikkede op mod dem. Jeg trak fat i Romeos arm så han kom ned i vores kram. Ella hev fat i Iben og Chris hev fat i Benjamin. Her sad vi så på gulvet i Island i en stor gruppe krammer. Jeg ville ønske det her øjeblik kunne vare for evigt.

Efter noget tid trak vi os. Jeg fik øjenkontakt med Iben. Vi begyndte stille at grine. De andre begyndte også at grine en smule. Det lettede stemningen en smule. Vi satte os op i sofaerne igen også gik Romeo og jeg i gang med at fortælle vores drømme og hvordan det virkeligt var. De blev alle rigtig forbavset da det gik op for dem at jeg faktisk var blevet bortført. Ikke nok med jeg blev bortført. Jeg blev bortført af min egen far.

Da vi havde snakket færdigt blev vi enig om at gå ned og spise aftensmad.

Vi gik alle op og tog noget mad. Der var en masse blikke på os fordi vi nok alle havde ret røde øjne men vi ignorerede det bare og gik videre. Vi satte os ved en af de ledige borde og begyndte at spise. Vi blev enig om at vi nok burde sætte en lære ind i det så vi kunne få noget hjælp.

Spændende var? Håber i nød kapitlet❤️