Rileys Verden

Kapitel 34

Det er nu dagen efter. Jeg fik Romeo igennem dagen uden at flyve i flæsket på Jonathan. Så man kan vel sige at missionen er fuldført.

Nå men det er tirsdag og Marcus og Martinus er kommet hjem igen. Romeos havde fået et blåt øje som Johanne og jeg har forsøgt at dække men det gik ikke så godt for det var vildt svært at dække til.

Men det går nok for de andre i klassen har jo set det. Det var egentlig så mor ikke så det men hun har også set det nu sååå vi droppede det. Det skal lige siges at hun blev ikke glad og hun blev meget bekymret men Romeo og jeg sagde at vi havde ordnet det så alt var fint.

Vi havde lige spist morgenmad og vi har aftalt med Marcus og Martinus at vi skulle følges i skole så det bliver mega hygge. Jeg havde glædet mig til at se dem igen selvom det ikke var så længe siden sidst men ja....

Da vi gik ud af døren kom jeg i tanke om at det nok ville være smart at jeg tog min mobil med.

Da jeg kom op på mit værelse så jeg Magnus ligge på gulvet på sit værelse. Jeg stivnede fuldstændig. Ligger han og sover eller hvad sker der. Eller er det værre... ej Riley det må du ikke tænke.

Jeg løb hen til ham. Han trak vejret men han var helt kold. Jeg prøvede at ryste i ham men der var ingen reaktion. Jeg begyndte at skrige og løb neden under "Romeo og Johanne kom her nuu!" råbte jeg grådkvalt. De var gået ned til Marcus og Martinus.

De vendte sig om og så hvordan jeg så ud. Romeo og Johanne kiggede på hinanden og begyndte at løbe her hen. Marcus og Martinus løb efter.

Da de var henne ved vores dør løb jeg op på Magnus' værelse og satte mig ved siden af ham. De andre kom brasende efter mig og kiggede rundt og så så hvorfor jeg havde kaldt på dem.

Johanne satte sig ned ved siden af mig og lagde en hånd på Magnus. "Martinus ville du ikke ringe til en ambulance og Marcus hent et glas vand og Romeo ring til mor og Riley hjælp mig med at få flyttede tingene her inde så ambulancefolkene kan komme til" sagde Johanne. De gjorde som der var blevet sagt. Johanne og jeg skubbede bare tingene ud til siden. Romeo ringede til mor og Marcus kom tilbage med et glas vand og rakte det til mig. Jeg prøvede at kaste lidt vand i hovedet på Magnus men der skete ikke noget.

"Ambulancen burde være her om mindre end 5 minutter" sagde Martinus. "Tusind tak Tinus" sagde jeg med en rystende stemme. Han satte sig på hug ved siden af mig og sagde lavt "han skal nok klare det." Han trak mig ind i et hurtigt kram og rejste sig så op.

"Mor møder os på hospitalet" sagde Romeo. "Okay hvis jeg bliver her med Magnus så cykler i til hospitalet. Og Riley du låner bare min cykel" sagde Johanne. Jeg nikkede og gik nedenunder med de andre i hælene. "Tager i med drenge" spurgte Romeo. "Selvfølgelig gør vi det" sagde de i kor.

De løb ned til deres hus og hentede deres cykler. Da vi lige var kommet ned for enden af vores vej kom ambulancen. Vi cyklede alt hvad vi kunne. Jeg lod selvfølgelig de andre føre an for jeg havde nemlig ingen anelse om hvor vi skulle hen så kunne det ikke se vildt dumt ud at jeg kørte forkert nu hvor vi har så travlt.

Da vi var lige ved at være ved hospitalet så vi ambulancen komme kørende hen mod hospitalet. Mændene i ambulancen bar en båre ud og Johanne kom ud efter dem. Hun gik hen mod os også gik vi sammen ind. Vi blev mødt af vores mor da vi kom ind.

Hun trak mig, Romeo og Johanne ind i et kram. Da hun så Mac og Tinus også var her sagde hun "kom her drenge." Jeg åbnede krammede så de kunne komme med i vores store familie kram.

Hun kiggede rundt på os alle fire og kyssede vær og en af os i håret og smilte taknemligt ti os. "Hvor er jeg glad for at i opdagede det" sagde hun. "Det var faktisk Riley der opdagede det" sagde Romeo og trak på skuldrene. "Hvad skulle vi dog gøre uden dig Riley." Jeg smilte og fik et kram mere af min mor.

Nu sad vi egentlig bare i ventestuen og ventede på at vi måtte komme ind til Magnus. Jeg ville ærligt indrømme jeg var rigtig nervøs lige nu. Det kan jo være alt. Alt ligefra noget ikke så slemt til noget død alvorligt. Oooookay Riley stop med at tænk sådan.

Jeg sad og kiggede ud i luften med et trist blik da en hånd bliver lagt på mit ben. Jeg kiggede på personen der havde lagt hånden og så Martinus. Han så på mig med et smil jeg virkelig bare havde brug for at se lige nu. Han tog min hånd og sagde "Riley stol på mig det skal nok gå alt sammen." Jeg sukkede og nikkede. Jeg lagde mit hovede på hans skulder og han lagde sit hovede op af mit. Det var faktisk utroligt som den drenge kunne berolige mig.

Efter lidt tid kom der en læge hen mod os. Jeg tog stille mit hovede væk fra Martinus' skulder og kiggede op mod lægen. Jeg klemte stille Martinus' hånd. Han kiggede på mig og strøg så stille sin tommelfinger op og ned af min håndryg.

Da lægen kom tættere på må jeg ærligt indrømme at jeg frygtede virkelig hvad ham lægen ville sige. Lad det ikke være alvorligt. Plzz lad det ikke være alvorligt.