Rileys Verden

Kapitel 31

Næste morgen vågnede jeg med en følelse der aldrig havde været der før. Det var som om jeg fik et sus i gennem min mave og var en anderledes form for glad. Hvad skal det her betyde? Altså jeg kan ikke være syg. For hvis jeg havde været syg havde jeg ikke været så glad. Jeg lå lidt i min seng til jeg besluttede mig for at stå op.

Jeg fik en snap fra Jonathan. Det var et billede af ham hvor på der stod "tænkte på om du havde lyst til at lave noget sammen?" Det kunne jeg vel godt. Jeg havde ingen andre planer for i dag. Men det er da lidt mærkeligt er det ikke. Vi har ikke rigtig snakket siden togturen. "Det kan vi da godt" svarede jeg tilbage. "Hvornår kan du være klar" spurgte han om. "Kl 10" "👍🏼". Jeg gik op på mit værelse og fandt noget tøj. Jeg tog bare noget helt normalt tøj på.

Klokken blev 10 og jeg gik ned og tog overtøj på og åbnede døren og der stod han. "Hey" sagde jeg. "Hey." "Hvad havde du så tænkt vi skulle lave" spurgte jeg ham. Han stod og tænkte. "Hvis du har lyst kan vi gå ned og spille fodbold" sagde han. Seriøst. Hvor opfindsomt. "Øhm jo det kan vi vel godt".

Vi gik ned mod banen da hans hånd snittede min. Jeg tænkte ikke nærmere over det. Først da det begyndte at blive konsekvent og han i følge mig prøvede at holde mig i hånden. Jeg trak den stille til mig. Han skal altså ikke prøve på noget. Det er jeg overhovedet ikke klar til også ville det også være mærkeligt. Så godt kender vi ikke hinanden så måske var det bare et uheld.

Da vi kom ned til fodbold banen spillede vi et slags spil som gik ud på at skyde på mål. Først skulle han stå på mål og hvis jeg ramte i skulle han svare på et spørgsmål og hvis han reddet bolden skulle jeg så svare på et spørgsmål. Også når jeg stod på mål var det så det samme bare mig der var på mål og ham der skød bolden. Det var egentlig okay sjovt men fodbold er ikke lige det jeg fortrækker.

Vi spillede i lidt tid indtil Jonathan spurgte om et lidt mærkeligt spørgsmål i min optik. "Hvem er den mest attraktive dreng du har mødt?" Jeg kiggede ned i jorden. Det ved jeg sørme ikke.

Jeg stod lidt i mine egne tanker da han kom tættere på og tog fat om min hage og førte mit hovede op ad. Okay makker nu er du for tæt på. Han kom tættere på. Til sidst var der kun 2 centimeters afstand. Hvad fanden laver han? Okay han skræmmer mig faktisk en smule. Hvad skulle jeg gøre? Jeg må tænke hurtigt. Jeg tig et skridt tilbage og vendte mig om og løb.

Jeg løb lige indtil jeg ved et uheld løb ind i en. Jeg kunne ikke se hvem det var for tårenende i mine øjne. Personen omfavnede mig og spurgte "hvad skete der?" Vent er det Martinus? Jeg kiggede op på ham og sagde "han var alt for tæt på og jeg blev bange. Han gik alt for langt over grænsen". Tårenende løb stadig ned af kinderne på mig. "Prøvede han at kysse dig" sagde han med afsky i stemmen. Jeg kiggede forvirret op på ham med et sløret blik. Var det virkelig det han prøvede på. Prøvede han at kysse mig. Han ved da at jeg ikke er klar til alt det der. Martinus aede mig stille i håret. "Jeg følger dig hjem" sagde han. Jeg kiggede op på ham og smilte. Han tørede tårene væk fra min øjne og smilte tilbage til mig. Også gik vi hjem til mig

Martinus synsvinkel

Jeg var på vej ned mod fodboldbanen alene. Marcus var for doven og gad ikke med så det blev mig alene. Jeg vågnede op helt vildt glad i dag. Aftnen i går var fantastisk. Jeg havde fået denne her mærkelige følelse da jeg var sammen med Riley. Som om alle sommerfuglene blev vækket til liv.

Da jeg kom ned på fodboldbanen så jeg så et syn der fuldstændig smadrede det gode humør jeg var i. JONATHAN og RILEY! Hvad laver de to sammen og hvorfor er Jonathan så tæt på hende. Jonathan lænte sig længere mod Riley og den rasende følelse voksede. Jeg overvejede kort at vende mig om og løbe for noget i mig havde ikke lyst til at se det jeg tror kommer til at ske men alligevel valgte jeg at blive. Jeg ville gerne se hvad det ender med selvom jeg nok ikke vil bryde mig om resultatet. Han var ca 2 centimeter fra hende nu og det føltes som om min mave krøb sammen men så vendte hun sig om. Hun løb. Hun løb væk fra ham. Lige ind i mig. Jeg omfavnede hende og spurgte "hvad skete der?" Hun kiggede forskrækket op på mig "han var alt for tæt på og jeg blev bange. Han gik alt for langt over grænsen" sagde hun med tårenende løbende ned af kinderne. "Prøvede han at kysse dig" spurgte jeg med afsky i min stemme. Hun kiggede op på mig med et trist blik. Jeg trak hende længere ind til mig. Jeg havde den vildeste lyst til at smadre ham Jonathan også på den anden side var det her jo et klart bevis på at hun ikke kunne lide ham så jeg jublede en lille smule indvendigt. Jeg aede hende beroligende i håret. "Jeg følger dig hjem" sagde jeg. Hun kiggede op på mig og smilte. Jeg tørede tårene væk fra hendes kinder og smilte tilbage til hende. Også gik vi hjem mod Riley.

Jeg håber i kunne lide dette kapitel. Martinus har vidst opdaget at han har følelser for Riley. Uhhh. Spændende eller hvad synes i?

Jeg beklager meget for de store mellemrum men en gang i mellem er vel bedre end aldrig.

Ha en fantastisk dag og god ferie? Skal i noget specialt i ferien?