Rileys Verden

Kapitel 35

Lægen kom helt hen til os og spurgte "er i Magnus' familie." Vi svarede selvfølgelig "ja" også gav han os alle hånden og sagde "hej mit navn er Poul. Magnus har fået et form for anfald. Det er ikke noget man ser så tit men det er ikke alvorligt heldigvis." Der lettede mit hjerte sig lige. Hold fast hvor er jeg glad for at det ikke var alvorligt. "Det sker oftes når der kommer en stor ændring i ens liv man ikke var forberedt på og man i forvejen har en travl hverdag. Nogen bliver bare trætte fordi det er et nyt men hvis forandringen er stor nok er der nogen der er får sådan et anfald fordi folk reagere forskelligt. Han skulle meget gerne vågne igen om nogen timer så ingen frygt. Han er okay han skal bare bruge lidt afslapning og mindre stress i sin hverdag" sagde lægen. (Det skal lige siges at det anfald Magnus har fået er noget jeg har fundet på og jeg ved ikke om det er et virkeligt anfald men jeg tror det ikke.)

Vi var alle meget lettede nu. Nogen mere end andre. Med det mener jeg at grunden til det der skete med Magnus er mig. Jeg er den store ændring i Magnus' liv. Så det er jo egentlig min skyld. Det har jeg det faktisk rigtig dårligt med.

Jeg vendte mig om og satte mig på en af stolene i ventestuen og lagde mit hovede i hænderne

"I kan bare tage i skole jeg bliver her og ve... Riley skat er du okay" spurgte min mor. Hun kom hen og satte sig ved siden af mig. "Det min skyld det med Magnus er sket" sagde jeg uden at fjerne hænderne fra ansigtet.

Mor tog fat i mine håndled og kiggede seriøst på mig. "Riley det var ikke din skyld. Vi er alle glade for at have dig tilbage og det kan ligeså vel være at Magnus bare har været stresset her for tiden" sagde min mor. Jeg trak bare på skuldrene også trak hun mig ind i et kram.

"Der ingen der bebrejder dig Riley. Det er ik din skyld" sagde hun og jeg nikkede bare svagt. Hun kiggede hen på de andre der kiggede bekymret her hen. "Hun er okay i kan bare tage i skole jeg venter her på Magnus" sagde hun og krammede os alle.

Vi gik alle ud af hospitalet og over til cyklerne. "Vent lige lidt. Vi mangler jo en cykel" sagde jeg og kiggede på de andre. Johanne og Marcus vekslede nogen skumle blikke der skræmte mig lidt. "Hmmm Riley kan du ikke køre bag på ens cykel" spurgte Johanne. Romeo lyste op som om alt lige pluslige gav mening men jeg fattede ikke en skid.

"Øhh jo det kan jeg vel godt men hvem skal jeg så køre bag på" spurgte jeg ekstrem forvirret. "Åh det ved jeg ikke måske.... Hey du kan jo køre bag på Martinus cykel" sagde Marcus. Man kunne se Martinus blev lidt overrasket over det forslag. Jeg kiggede på ham og jeg kunne se at han prøvede at skjule et smil. "Jamen så er det det vi gør" sagde Johanne. Hvad. Jeg nåede jo ikke at sige noget. Nå skidt pyt det er ikke så slemt. Jeg satte mig bagpå Martinus' cykel. Jeg lagde mine hænder sådan at jeg holdt rundt om hans mave. Der skød en mærkelig følse igennem min krop. Det var som om det kildede i hele kroppen faktisk næsten som om jeg lige havde vækket alle sommerfuglene der boede i en sommerfugle busk.

Vi begyndte at køre og før jeg vidste af det var vi på skolen. Det gik godt nok stærkt. Jeg troede der var længere til skolen for at være helt ærlig. Vi gik allesammen ind på skolen og tog afsked da mig og Romeo skulle ind i vores klasse og Johanne og drengene skulle ind i deres. Jeg bankede på vores klasse dør og åbnede døren. Blikkende blev rette mod os. "Godt i kom" sagde Sanne. Jeg tror vores mor har skrevet at vi kom senere fordi den reaktion plejere ikke at komme når man kommer forsent. Jeg kunne se vi havde fået nye pladser for alle sad helt anderledes nu også havde min gamle sidemakker fået en ny sidemakker. Jeg kiggede lidt rundt og fandt et bord der var 2 ledige pladser ved. Det var over ved et 4 mands bord hvor Iben og Benjamin tilfældigvis sad. Fedt man. Romeo og jeg gik der over. Jeg skulle sidde ved siden af Iben og overfor mig sad Benjamin og ved siden af Benjamin sad Romeo.

Timen gik langsomt som altid men det for okay for jeg havde jo Iben. "Hvorfor kom i forsent" spurgte Iben. Jeg gik i gang med at forklare hende hvad der skete der hjemme og hvor godt det var at vi opdagede det.

Da jeg var færdig havde hun helt åben mund. "Hvor vildt er han okay" spurgte hun. Jeg nikkede og hun smilte. "Piger jeres samtale er sikkert meget spænende men kan i lige holde fokus" spurgte Sanne. Vi nikkede begge hurtigt og kiggede på hinanden med et lille smil.

Dagen snoede sig langsomt afsted. Endelig ringede klokke ud og vi havde fri. Jeg fulgtes hjem med Johanne, Romeo, Marcus og Martinus