Rileys Verden

Kapitel 25

Dagen gik okay hurtigt. Jeg var faldet meget godt til i klassen.

Jeg havde pakket min taske og jeg stod nu og ventede på Johanne så vi kunne følges. Romeo var taget med Ben hjem. De skulle vidst lave nogen lektier færdig til i morgen.

Døren ind til 9. klasse gik op og ud kom Johanne sammen med hendes venner. "Hey Riley" sagde Johanne og krammede mig. "Hey" sagde jeg. "Er det okay vi følges hjem med Marcus og Martinus." Jeg nikkede og smilte til drengene.

På vej hjem spurgte Johanne "nå ja Riley drengene og jeg ville høre om ville du være sammen mod os, Romeo, Iben og nogen fra vores klasse på fredag nede på fodboldbanen til sådan noget hygge noget." Det lød ret hyggeligt "ja det ville jeg meget gerne" sagde jeg. "Vent er det ikke i morgen" spurgte jeg. "Jo, skal du da noget i morgen" spurgte Johanne nysgerrigt. Jeg rystede smilende på hovedet.

Da Johanne og jeg kom hjem gik jeg op på mit værelse. Jeg havde lige brug for at være lidt alene. Der var sket ret meget i dag.

Jeg lå lidt i mine egen tanker. Jeg tænkte lidt over at hvis det ikke havde været fordi jeg havde mødt Romeo i Island, så havde jeg siddet på mit værelse i Danmark. Måske været slået gul og blå og ligge og tænke på hvor længe der mon gik før jeg ikke kunne klare mere. Og nu har jeg alt. Jeg har en tvillingebror, en lillebror, en storesøster og en dejlig mor og en virkelig god veninde i Iben.

Da jeg havde ligget lidt kom Romeo ind. "Hvad så" sagde han. Jeg kiggede på ham og smilte. "Jeg sad faktisk og tænkte på hvor heldig jeg var at jeg mødte dig og du fik reddet fra min.... jeg mener vores far" sagde jeg. Han satte sig på senge kanten og krammede mig.

Efter lidt tid spurgte Romeo "Skal jeg ikke give dig den rundtur i byen nu." Jeg nikkede smilende. Det ville jeg vildt gerne.

Vi gik ned i gangen og tog sko og jakke på. "Vi går lige en tur" råbte Romeo så de andre vidste at vi var væk.

Vi startede med at gå over til en legeplads. "Her plejede vi at tage hen da vi var små sammen med Iben og Johanne. Kan du huske det?" Jeg kiggede lidt rundt. Jeg kunne ikke huske det her. Jeg rystede svagt på hovedet og fik en smule tåre i øjnene af at tænke på hvor meget jeg var gået glip af. Jeg mener jeg har ikke set min lillebror vokse op faktisk har jeg ikke set nogen af mine søskende vokse op.

"Hey hvorfor græder du" spurgte Romeo bekymret. Jeg kiggede op på ham "jeg er bare gået glip af så meget. Jeg har ikke set nogen af jer vokse op. Jeg var væk. Jeg forstår godt mor holdte det hemmeligt. Jeg mener jeg ville personligt være helt ude af den hvis jeg fandt ud af jeg havde en forsvundet søster." Han smilte bare opmuntrende til mig. "Ja godt nok er du gået glip af en del men jeg er sikker på vi nok skal få oplevet en del sammen vi har stadig hele livet foran os. Og det aller vigtigste er at du er tilbage og nu kan ingen skille os to ad og det er jeg mere end glad for. Og Nu kan jeg faktisk næsten ikke forstille mig mit liv uden dig også selvom jeg først næsten lige har fundet dig igen." Jeg blev helt rørt. Jeg var på kanten til at græde. Jeg gik over og krammede ham. Han hviskede i mit øre "op med humøret Riley."

Da vi trak os fra krammet spurgte han om jeg ville se fodboldbanen. Jeg nikkede også gik vi mod forholdbanen

Da vi var helt nede ved fodboldbanen så vi nogen drenge spille fodbold. Vi gik hen mod dem og så at det var drengene fra 9. Da de så os råbte en af dem "Hey Romeo hvem er det du har med dig?" "Det er min tvillingesøster Riley" råbte Romeo tilbage. De kiggede alle på mig. Jeg nikkede bare lidt akavet for at godkende at det var rigtigt også Marcus og Martinus komme frem mellem de andre "Hej med jer 2 ville i være med" spurgte Marcus. Jeg kiggede på Romeo og sagde så "ellers tak jeg kan ikke spille fodbold" og Romeo sagde "jeg visere hende rundt så måske senere." Mit blik ramte Martinus og vi fik øjenkontakt. Han smilte til mig og jeg kunne ikke lade vær med at smile tilbage. Romeo gav mig et puf med sin albue og smilte kækt til mig.  Jeg kiggede undrende på ham i mens han grinte lidt.

Da vi gik videre spurgte Romeo "hvad skete der lige mellem dig og Martinus." "Ik noget. Han smilte jo bare til mig" svarede jeg. Romeo grinte bare og sagde "det havde jeg også sagt." Jeg tog armene op og sagde "det var jo det der skete." Han grinte bare af mig og puffede blidt til mig.

Da vi havde gået lidt var vi kommet op på en høje bakke. Der var en bænken som havde udsigt ud over fodboldbanen. Vi kunne se drengene spille fodbold her fra. Bænken stod i skygge under et meget stort træ. Jeg kunne godt lide det her sted. Romeo og jeg gik hen mod bænken for at sætte os på den.

"Er du gode venner med Marcus og Martinus?" spurgte jeg. "Ja det er jeg. De er både mine og Johannes bedste venner og jeg tror også de vil ende med at blive dine. De er rigtig søde og helt nede på jorden når man tænker på de er verdenskendte" svarede Romeo. Jeg kiggede undrende på Romeo. "Verdenskendte?" spurgte jeg. Han nikkede og kiggede på mig som om jeg var komplet idiot. Da han fandt ud at jeg faktisk mente at jeg ikke havde nogen anelse om hvad han snakkede om ændrede hans blik sig. "Vidste du ikke de var kendte?" Jeg rystede på hovedet. "Ja så kan jeg da regne ud at du ikke er en fan" sagde Romeo grinende. "Det har du helt ret i" svarede jeg grinende. "Men hvad er de så kendte for?" "De er sangere de vandt MGP jr. i år 2012" sagde Romeo. "Ej wow det vidste jeg slet ikke" sagde jeg overrasket. Han grinte af min reaktion og jeg skubbede blidt til ham for at få ham til at stoppe.

Efter noget tid besluttede vi os for at gå hjem for vi havde været væk ret længe nu.

•••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••
Undskyld! Jeg beklager virkelig at der gået så langtid mellem det her og det sidste kapitel. Jeg er i Spanien med min klasse så resten af den her uge ville jeg nok ikke ligge et nyt op.

Jeg håber i har det godt<3