~Marcus og Martinus fanfiktion~
Riley er en pige på 14. Sød, køn og betænksom.
Hun kommer fra Hellerup hvor hun bor med sin far i et stort hus. Man skulle tror hun levede et drømme liv men Riley gemmer på en mørk hemmelighed og en drøm der gentager...
Turen gik overraskende hurtigt men det var nok også fordi jeg faldt i søvn. Typisk mig. Da jeg kom ud af flyet var der forfærdeligt mange mennesker. Hvad lavede de dog alle her.
Jeg skyndte mig at tage min kuffert og gik med hastige hen til toget for at se hvornår toget til Trondheim køre. Jeg skulle først med et tog til Trondheim fordi der ikke er direkte strækning til Trofors.
Da toget kom gik jeg ind og fandt min plads. Jeg kunne ligeså godt læne mig tilbage for det her ville komme til at tage omkring 7 en halv time. Længe leve Riley. Hold kæft hvor bliver det her kedeligt.
Jeg sad med min computer og så noget Netflix. Noget skulle tiden jo gå med.
Da der var gået 4 timer. Gad jeg ikke og se Netflix mere. Det første gang det nogensinde er sket. Like hvad skete der lige for det. Jeg valgte at ringe til mine venner over Skype i sådan en gruppe vi havde så vi alle kunne snakke sammen.
Jeg satte mine hovedetelefonere i min computer og ringede dem op. Der gik noget tid før den første tog den. Det var Aya. Jeg kunne se at de allesammen var sammen hjemme ved Noora. Hvor ville jeg gerne være der sammen med dem lige nu. Tænk at jeg ikke længere skal se dem vær dag. Meeen set på den lyse side var jeg jo på vej op til min familie så det hele skulle nok gå.
Vi snakkede i lidt tid omkring lidt af vært. De sagde de havde ret ondt af mig på grund af at jeg skulle sidde i det her tog så længe men sådan som jeg ser det er det det hele værd.
Da der var 10 minutter til at toget ankom i Trondheimsagde vi farvel og lagde på. Jeg begyndte at pakke mine ting sammen og gjorde mig klar til at skifte tog.
Da jeg kom ud på perronen så jeg at mit tog ville ankomme om 2 minutter så jeg gik på perron 2. Det var den perron toget mod Bodø ville ankomme på. Jeg skulle heldigvis ikke køre i det her tog så længe så det var lige til at overskue.
Da jeg fik sat mig ind i det næste tog fandt jeg mine høretelefoner frem og satte dem i min telefon.
Jeg tror jeg må være faldet i søvn. Jeg vågnede i hvertfald af at der kom en hen til mig og spurgte om alt muligt. Jeg ville gætte på at han var skide fuld for han lugtede helt forfærdeligt meget af alkohol. Det skal lige siges at jeg er den store tilhænger af alkohol. Ham den fulde mand blev ved med at komme tættere og tættere på. Jeg rykkede længere og længere hen mod vinduet indtil jeg til sidst ramte det. Jeg begyndte at blive rigtig bange men heldigvis blev jeg redet af den her dreng som kom forbi. "Lad dog pigen være i fred" sagde han. "Det skal jeg nok selv bestemme." Manden vendte igen sin opmærksomhed mod mig igen. Jeg blev mere og mere bange. "Du har sikkert ikke engang betalt for en billet så jeg ville skynde mig væk fra den pige inden jeg henter en billetkontrollør." Jeg kiggede overrasket på drengen. Hvordan kunne han holde sig i ro på den måde. Han var godt klar over at manden var mega fuld og sagtens kunne gå hen og blive voldelig, men drengen kiggede bare på manden med et blik der ikke vidste nogen form for frygt. Manden skyndte sig væk og drengen kom hen og spurgte "er du okay." Jeg nikkede svagt og han spurgte så "må jeg godt sidde her." Jeg nikkede stille og en anelse akavet. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige. Måske tak. "Hvad hedder du?" spurgte han inden jeg nåede at få tænkt mine tanker færdig. "Riley hvad med dig?" "Jonathan."
К сожалению, это изображение не соответствует нашим правилам. Чтобы продолжить публикацию, пожалуйста, удалите изображение или загрузите другое.
"Hvor skal du hen?" Spurgte Jonathan. "Jeg skal til Trofors hvad med dig?" "Ej hvor sjovt jeg skal også til Trofors. Hvad skal du egentlig der? Jeg syntes aldrig jeg har set dig før." "Det er en lidt lang histore men langt gjordt kor så skal jeg bo i Trofors." Jeg gad ikke til at forklare alt det der nu. Det var jeg simpelhent for træt til. Han nikkede som svar også sad vi bare og snakkede lidt frem og tilbage.
