Rileys Verden

Kapitel 30

Rileys synsvinkel

Marcus rejste sig op og gik "bliver vi liggende" spurgte Martinus svagt. Jeg kiggede på ham og sagde "kun hvis du har lyst." Han smilte og gav min hånd et klem. Jeg kiggede ned på vores hænder og kiggede så ham i øjnene. "Må jeg godt stille dig et personligt spørgsmål" spurgte han. Jeg nikkede. "Johanne har fortalt os du ikke er til alt det der med drenge endnu så jeg kom til at tænke på om du så egentlig har været sådan forelsket i nogen før eller har sådan syntes lidt ekstra om en. Giver det mening" spurgte han. "Ja det giver fin mening og nej det har jeg ikke. Alt det der er bare ikke lige mig. Hvad med dig" spurgte jeg. "Ja det har jeg det troede jeg de fleste har været eller er" svarede han med et lille grin.

"Så hende Sabine der" sagde jeg med et nervøst grin efter lidt tavshed. "Jaer hun er ret klæbrende og undskyld for da jeg gav hende dræberblikke men det irretrede mig ret meget at hun skulle sidde og sende dræberblikke til de piger jeg er sammen med" svarede han. "Det helt okay. Jeg syntes det var ret sjovt og jeg tager det ikke personligt hun kender mig ikke så hun ved jo ikke hvordan jeg er" sagde jeg. "Dybt" sagde Martinus grinende. "Jaer meget" sagde jeg. "Du må undskylde hvis jeg kommer spørger for meget eller det bliver for personligt eller for den sags skyld" sagde jeg. Jeg fik ret tit af vide af mine venner i Hellerup at jeg snakkede for meget så han må lige sige til når jeg begynder at snakke for meget. "Nej du behøver ikke undskylde jeg stoler på dig så det fint også kan jeg godt lide at lytte til din stemme" sagde han med en stemme der gav mig kuldegysninger. Han fik mig til at rødme rigtig meget der. Jeg kiggede hen på ham. Han kiggede op på himlen men da han mærkede at jeg kiggede på ham kiggede han også på mig. Jeg smilte og kiggede op i himlen igen. Hvordan er det jeg opføre mig? Sådan her plejer jeg da ikke være?

Vi var stille lidt indtil jeg spurgte "Har du så egentlig haft dit første kys. Der må jo være flere tusind piger der ude der må brænde for at være sammen med dig." "Nej det har jeg faktisk ikke. Jeg ville gerne finde den helt rigtige og give det til. Hvad med dig" sagde han. Sødt. "Nej heler ikke mig jeg er jo ikke så meget til alt det der med drenge og jeg ville også gerne finde den rigtig og give det til." Jeg kunne mærke han kiggede på mig. Sommerfuglene i min mave fløj rundt. Hvad sker der med min krop? Altså det er en dejlig følse men hvad betyder den? Det kan jeg spørge Johanne om. "Hvorfor er du ikke så meget for det med drenge" spurgte han. Jeg trak vejret dybt og sagde lavt "min far." Han gav min hånd et klem og sagde "du ville ikke svigtes igen." Jeg kiggede overrasket på ham. "Hvordan vidste du det" sagde jeg overrasket. "Det ved jeg ikke. Det gav bare mening" sagde han og smilte.

"Vidste du egentlig godt hvem vi var før Romeo sagde det" spurgte han. Jeg kiggede på ham og sagde "nej det gjorde jeg ikke, men det er ret sejt at i er hvad 15 og allerede har oplevet så meget" sagde jeg. Han smilte og sagde "på en måde er jeg ret glad for at du ikke vidste hvem vi var for så er jeg da helt sikker på at du ikke kun er sammen med mig på grunde af berømmelse." "Sådan er jeg slet ikke. Hvis jeg havde vist i var kendte havde jeg ikke været anderledes. I er jo bare 2 normale teenage drenge der udlevere sine drømme." "Det har du ret i. Det er der bare nogle der har svært ved at forstå." Jeg smilte til ham og gav hans hånd et klem. Han fik lidt røde kinder Nurgh hvor sødt. Vi lå i noget tid hvor vi bare lå ved siden af hinanden.

Jeg havde faktisk ikke lyst til at gå tilbage men hvad tænkte de andre ikke lige om at vi havde ligget her i jeg ved ikke hvor længe. Jeg ville faktisk gerne se Sabines ansigt. "Hvad tror de andre tænker om at vi har ligget her ude så længe" spurgte jeg ham. "Jeg ved det ikke men de har 100 p misforstået det" sagde han grinende. Jeg begyndte også at grine stille. "Ja det ha de sikkert" sagde jeg.  "Skal vi gå tilbage" spurgte jeg ham. Han kiggede ind i mine øjne og svarede så "ja lad os det." Vi rejste os op. Vi holdte stadig i hånden. Han slap stille min hånd og vi gik tilbage til de andre.

Da vi kom hen til andre var deres blikke rettet mod os. Jeg kiggede på Martinus som bare stod og smilte også satte han sig ned. Jeg satte mig bare ved sidden af ham og prøvede ikke at tænke for meget på folks blikke.

Mange gange undskyld for den lange pause men jeg syntes nogle af de ting jeg har skrevet et lidt kikset så jeg ved ikke helt. Men ja nu ligger jeg det bare op også må det være sådan