~Marcus og Martinus fanfiktion~
Riley er en pige på 14. Sød, køn og betænksom.
Hun kommer fra Hellerup hvor hun bor med sin far i et stort hus. Man skulle tror hun levede et drømme liv men Riley gemmer på en mørk hemmelighed og en drøm der gentager...
....et gisp og der efter kvinden halv råbe "RILEY."
Romeo rakte mig telefonen og jeg sad nu og kiggede på kvinden der kunne mit navn uden jeg havde sagt det. Klamt. "Riley er det virkelig dig" jeg kiggede underligt på Romeo og tilbage på kvinden. Det her var simpelhent for klamt. "Øhh ja jeg er Riley men hvem er du" spurgte jeg.
Kvinden kiggede på mig og sagde "undskyld sødeste Riley dog. Jeg er din..." hun holdte en pause hvor hun snøftede og kunne ikke stoppe med at smile. Hun havde fået tåre i øjnene. "Du er min hvad" spurgte jeg forsigtigt. "Jeg er din mor" sagde kvinden lavt. Alt slog klik der. Mit blik gik fra forvirret til virkelig overrasket. "ER DU MIN MOR?" spurgte jeg og holdte mine hænder op for mund. Hun nikkede og sagde "Ja. Du og Romeo er tvillinger. I var uadskillige da i var små." Jeg fik tåre i øjnene. Hvorfor blev jeg skilt fra Romeo og min mor. Det giver ingen mening.
"Ville du have en forklaring" spurgte min nyopdagede mor med tåre i øjnene. Jeg nikkede og Romeo sagde så "den forklaring ville jeg egentlig også gerne have." Han satte sig over i sofaen sammen med mig og holdte en arm rundt om mig så vi begge kunne se telefonen.
"Okay. Riley og Romeo da i var omkring 1 år, lidt ældre tror jeg faktisk, nå men der var jeg blevet gravid. Igen. Jeg ventede jeres lillebror. Jeres far havde fået nok af børn tror jeg. Jeg ville gå så langt at sige at han var blevet sindsyg. En nat hørte jeg pludselig dig Riley skrige og dig Romeo græde. Jeg skyndte mig ind til jer for at se hvad der skete. Riley du var væk og du Romeo stod op i din seng og græd og skreg efter Riley.-" Hun holdet en pause og tørrede en tåre væk. Jeg kunne også mærke en tåre på vej ned af min kind. Den her forklaring er rigtig ubehagelig. "-Jeg tog Romeo op og løb ned i stuen for at se om du var der nede. Ganske rigtigt var du der nede men du var ikke alene. Du var der sammen med jeres far Frederik. Han havde gennem tævet dig. Jeg råbte til ham 'Hvad har du gang i Frederik.' Han kiggede op på mig og gav mig en lussing og løb med dig ud af døren. Jeg løb lige efter ham med Romeo på armen. Jeg råbte til ham han ikke måtte tage dig. Men han ignorerede det. Og kørte med dig. Langt væk. Og der er ikke gået en dag hvor jeg ikke har savnet dig Riley. Jeg har været så bekymret for hvad han dog havde gjordt ved dig og om du mon stadig var i live. Jeg valgte også at lade vær med at fortælle Romeo om dig for jeg ville ikke have han skulle sørge over tabet af vores dejlige Riley ligesom mig." Jeg kiggede længe på hende jeg var fuldstændig i chok. Var jeg blevet bortført af min egen far. Det hele virkede surrealistisk.
Efter lidt tid lagde vi på og Romeo gav mig et langt trygt kram. Lige sådan et jeg havde brug for. Han kiggede på mig og jeg kiggede på ham med et smil. "Tænk at vi er tvillinger" sagde jeg. Han smilede bare og nikkede. "Og tænk at du er blevet bortført af vores egen far." Jeg begyndte at få tåre i øjnene igen. "Du ville ikke hjem til ham igen ville du?" spurgte Romeo. Jeg rystede på hovedet og snøftede. Romeo trak mig ind i et kram og sagde "vi finder en løsning det lover jeg." Jeg nikkede og lod en tåre ryge ned af min kind.
Romeo og Rileys mor:
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Hejsa Jeg håber bogen er begyndt at blive spændende😃 Jeg ved godt det er en Marcus og Martinus fanfiktion og bare rolig de skal nok komme med snart. Jeg håber i ville fortsætte med at læse den. Hav en fantastisk dag❤️
