~Marcus og Martinus fanfiktion~
Riley er en pige på 14. Sød, køn og betænksom.
Hun kommer fra Hellerup hvor hun bor med sin far i et stort hus. Man skulle tror hun levede et drømme liv men Riley gemmer på en mørk hemmelighed og en drøm der gentager...
Jeg gik på en måde i trance. Alt gik i stå. Det var som om jeg var i min drømmen igen. Det var en rar følelse også alligevel ikke. Den eneste forskellen på nu også de andre gang var at jeg var vågen nu. Det var jeg helt sikker på. Jeg kunne ikke være andet. Drengen der nu stod foran mig var drengen fra min drøm. Denne gang blev vi bare ikke skilt ad. Han blev stående. Denne gang var der ikke nogen der førte mig væk. Jeg blev også stående.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
De andre havde lagt mærke til at jeg stoppede op og så de stoppede også og kiggede underligt på mig og prøvede at finde ud af hvad det var jeg kiggede sådan på. Ella stillede sig ind foran mig og jeg kom til mig selv. De andre kiggede ret skræmt på mig. Som om jeg var en zombie. Hvilket jeg var ret sikker på jeg ikke var så jeg forstod ikke hvorfor de så så bange ud. "Riley er du okay" spurgte Chris. Jeg kiggede bare på ham og nikkede. De skulle ikke vide at det havde noget med min drøm at gøre. Helt sikkert ikke lige nu. Hvad ville de ikke sige til ham. 'Hey fyr vi ikke kender men vores veninde Riley hun drømmer om dig' kan i godt høre hvor dumt det lyder. Ja det lød ret dumt. også havde jeg ikke overskud til at skulle forklare det til dem lige nu, for så ville de begynde på alt muligt med at det betød alt muligt.
De kiggede stadig ret bekymret på mig så jeg sagde bare "jeg er okay, meeeeen..... skulle vi ikke spørge de der nordmænd om de ville spille fodbold mod os" så de lidt ville glemme hvad der var sket. "Jo god ide Riley jeg henter lige resten af drengene" sagde Chris. Chris løb op for at hente drengene og William, Aya og Noora gik hen for at spørge om de ville spille fodbold. Ella blev ved mig og stod stadig og kiggede underligt på mig. Hun købte vidst ikke helt mit emneskift som de andre havde gjordt. "Hvad er der" spurgte jeg Ella. "Hvad skete der lige der med den dreng der" spurgte hun. Jeg slugte en klump og lavede store øjne. Hvis jeg kendte Ella ret så vidste jeg at hun ikke ville lade mig være før jeg sagde det så jeg kiggede rundt og gik over mod hende og hviskede "den dreng er ham der har været med i den drøm jeg har haft." Ella lavede store øjne og holdte sig for munden. "Er du seriøs. Er det ham der med i din drøm. Hvorfor lige ham" spurgte hun. "Jeg ved det virkelig ikke det er rigtig underligt for jeg følte næsten det var som om jeg var i drømmen men så alligevel ikke for jeg vidste godt jeg var vågen også blev vi ikke skilt fra hinanden denne gang. Og det mest underlig er at jeg føler jeg har mødt ham før altså et andet sted end i min drøm..." mere nåede jeg ikke at sige før drengen kom hen og sagde....
