~Marcus og Martinus fanfiktion~
Riley er en pige på 14. Sød, køn og betænksom.
Hun kommer fra Hellerup hvor hun bor med sin far i et stort hus. Man skulle tror hun levede et drømme liv men Riley gemmer på en mørk hemmelighed og en drøm der gentager...
Jeg fandt ud af at Jonathan gik i klasse med Romeo så jeg skulle faktisk gå i klasse med ham. Grunden til han ikke var med i Island var fordi han var på en fodboldlejr i Spanien med noget fodbold noget. Han var blevet udvalgt af en eller anden talentspejder til at komme med Juniorlandsholdet på den der lejr. Jeg fandt også ud af at han gik på et fodbold hold i Mosjoen. Det er en by lidt fra Trofors. Han fandt ud af at jeg er Romeos tvilling og at jeg skulle starte i hans klasse. Han var faktisk ret sød og venlig. Han virkede ret ned på jorden. Han kunne nok blive en god ven.
"Næste stop Trofors" sagde den stemme der er i toget. "Yeees man det var på tide" sagde jeg med et grin. Jonathan grinte ad mig og fandt sin taske frem. Jeg trak bare på skuldrene og puttede min ting ned i min taske.
Da vi begyndte at sænke farten kunne jeg mærke nervøsiteten stige. Hvad nu hvis de ikke kunne lide mig. Hvad nu hvis de bare ville af med mig igen bagefter.
"Er du okay" spurgte Jonathan. "Ja jeg er bare lidt nervøs." Jonathan kiggede grinede på mig og spurgte "for hvad dog?" Jeg kløede mig i nakken og sagde "for at min familie ikke kan lide mig." Han grinte og rystede så stille og smilende på hovedet "du har ikke noget at være nervøs over. De kommer til at elske dig det er jeg sikker på." "Tak det havde jeg brug for at høre" sagde jeg. Han smilede bare til mig og tog sin taske og gik ud mod dørene i toget.
Toget begyndte at stoppede og dørene gik op. Jeg trådte nervøst ud af toget og så mig omkring. Der stod de. Der stod min familie. Alt stoppede omkring mig. Jeg begyndte at få tåre i øjnene og mit hjerte begyndte at banke hurtigt. Jeg kunne næsten ikke tro det. Jeg slap min kuffert og løb over til min mor og krammede hende. Det var ufatteligt at jeg nu stod og krammede min mor. Hende jeg havde drømt om at møde hele mit liv. Jeg begyndte at græde. Det hele var så overvældende.
Efter noget tid trak jeg mig fra min mor og kiggede på hende der måtte være min søster. Jeg gik hen til hende og krammede hende. Hun holdte mig helt tæt ind til kroppen. Jeg kunne høre at hun snøftede hvilket måtte betyde at hun også græd, eller var forkølet. Tænk at jeg har en søster. Jeg mener det er jo helt ufatteligt at tænke på. Jeg trak mig ud fra hende. Hun var faktisk mega køn. Hun virkede også helt vildt sød.
Jeg vendte mig mod ham der var min lillebror og krammede ham. Han var faktisk ret cute. Sådan en lille charmetrold. Jeg gad godt vide hvor mange piger der rander efter ham. Woow. Der lød jeg lidt som pigerne. Åhh pigerne. Hvor jeg dog savner dem og drengene dem savner jeg også helt vildt. Jeg savner dem alle helt forfærdeligt meget men nu må jeg være lidt positiv.
Da jeg havde krammet min lillebror som hed Magnus fik jeg øjenkontakt med Romeo. Jeg gik over til ham og han omfavnede mig i et stort kram. Selvom vi så hinanden for hvad 3 dage siden så havde jeg faktisk savnet ham. Jeg føler der er så meget vi skal ha fulgt op på. Jeg kunne mærke min mor ligge armene om mig og Romeo. Hun græd stille og sagde glad "endelig er mine tvillinger sammen igen." Jeg kunne mærke den sætning ramte mig. Positivt selvfølgelig. Jeg begyndte at græde igen. Denne gang begyndte Romeo også at græde. Nurgh hvor sødt. Jeg kunne mærke at Johanne lagde sin arme om os og det samme med min lillebror. Det føltes rart at have en familie.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Halløj Hvad syntes du om det her kapitel? Håber du har en god dag<3
