Rileys Verden

Kapitel 27

Efter skole fulgtes jeg hjem sammen med Johanne, Romeo og Magnus. Johanne, Romeo og jeg skulle hjem og gøre os klar. Vi skulle nemlig være nede ved fodboldbanen kl. 17 og klokken var 14 nu. Så vi er i god tid.

Det første jeg gjorde da jeg kom hjem var at tage et bad. Det havde jeg virkelig brug for. Ikke fordi jeg var beskidt men fordi jeg havde brug for at løsne tankerne. For selvom jeg nu bor her og har en fantastisk familie og nogen fantastiske venner men køre min fortid stadig rundt i mit hovede på mig. Sådan noget glemmer man desværre ikke bare lige.

Efter mig tog Johanne et bad også skulle vi ellers igang med at finde tøj. Vi startede med at kigge lidt i mit skab også inde på Johannes. Jeg endte med at låne en stribet bluse af Johanne og Johanne lånte en off shoulder bluse af mig. Jeg havde min cowboy jakke udover og nogle sorte jeans på og som prikken over i'et mine Adidas sko. Johanne havde taget nogen blå jeans på og nogle hvide sneakers.

Vi var helt klar nu og jeg var helt sikker på at det nok skulle blive super hyggeligt.

Johanne og jeg sad på min seng med vær vores telefon da hun spurgte "Riley nu spørger jeg bare lige ud men hvorfor er det egentlig du ikke er så meget for du ved alt det med drenge. Ik fordi jeg ikke respektere det for det gør jeg. Drenge kan være nogen fjolser." Også slukkede hun sin mobil og kiggede på mig. Jeg slukkede også min mobil. "Det helt ok og det er faktisk på grund af far. For da jeg havde aller mest brug for at han var ved min side så som når dem i skolen blev for meget så var han der ikke. Han var der kun til at gøre det hele meget værre også tror jeg bare ikke jeg stoler så meget på folk efter det." svarede jeg. Hun kiggede overrasket på mig. "Wow." Jeg kiggede ned på mine hænder. "Det kan jeg godt se. Men du skal vide at du altid kan stole på mig og resten af vores familie. Vi ville altid være her" sagde hun. Jeg trak hende ind i et kram og spurgte da vi trak os "Johanne der er noget jeg ikke forstår." Hun kiggede på mig med er spørgende blik og sagde "spyt ud. Hvad er det?" "Altså hende der Sabine fra din klasse hun er begyndt at sende mig dræberblikke. Iben sagde det havde noget med ham Martinus at gøre, men jeg forstår det ikke. Jeg har jo aldrig snakket med hende" sagde jeg. Hun grinte bare. Jeg elsker hendes grin. Det var helt fantastisk. Hun sagde "det skal du ikke tage dig af. Hun ser dig som en mega trussel for hun har det vildeste crush på Martinus og da drengene snakkede om at du skulle på listen var Martinus ikke et øjeblik i tvivl om at du skulle på. Hun blev selvfølgelig skide jaloux og er skide sur nu. Mega barnligt hvis du spørger mig." Jeg nikkede og sagde grinende "og det hør jeg." Hun rystede grinende på hovedet og sagde "du har ligeså dårlig humor som Romeo."

Johanne og jeg havde snakket lidt tid da Romeo ind til os. Han havde bare taget en t shift på og nogen sorte jeans på. Han så faktisk ret godt ud. Det godt nok en pæn bror jeg har mig. Vi snakkede lidt videre allesammen indtil klokken blev 16:30 for der skulle vi til at afsted mod fodboldbanen.

Jeg tog min mobil ud af laderen og gik ned for at tage mine sko på. Romeo, Johanne og jeg gik sammen ned mod fodboldbanen. Jeg ved ikke hvorfor men jeg blev faktisk ret nervøs nu. Romeo kunne mærke det på mig så han stoppede op og det gjorde Johanne og jeg så også. "Riley er du okay" spurgte han. Jeg nikkede og sagde "ja. Jeg tror bare jeg er lidt nervøs." "Du har ikke noget at være nervøs over søde Riley" sagde Johanne. Hun trak både mig og Romeo ind i et kram. "Og hvis de gør dig noget så skal jeg nok sætte dem på plads" sagde Johanne med et grin. Jeg grinte og nikkede også gik vi videre ned mod banen.

Da vi kom der ned kunne jeg se nogen side under et træ ude i den ene side af den store fodboldbane. Det så vildt hyggeligt ud.

Vi kom helt der hen og jeg fik øje på nogen af drengene fra 9. Marcus og Martinus også 3 andre drenge. Jeg fik også øje på Sabine, Iben og 2 andre piger fra 9. Og så var der mig, Romeo og Johanne som lige var kommet. Det skulle nok blive hyggeligt.

Martinus og Marcus gik hen mod os. Jeg krammede først Martinus. Bagefter krammede jeg Marcus. Da drengene gik videre hen til Romeo og Johanne for at kramme dem kunne jeg se de andre der var her. Gæt hvad jeg så?

Du gættede rigtigt hvis du sagde
Sabine der sendte mig et dræberblik. Jeg kiggede hende i øjnene og begyndte at grine. Det er simpelhent for dumt det hun har gang i. At være sur på mig fordi hun er vild med Martinus. Helt ærligt. De andre kiggede på mig. Jeg kunne se at Martinus havde vildt svært ved at holde masken så han knækkede sammen af grin ligesom mig også efter følgende begyndte Johanne og Romeo også at grine helt vildt. Marcus stod bare og kiggede på os som om vi var idioter. Også begyndte han også at grine. Ahah tænk lige på at de faktisk ikke ved at det er Sabines dræberblik jeg griner af så de griner faktisk af mit pludselige udbrud.

Da vi havde grint af kom Martinus hen til mig og spurgte "hvorfor begyndte du at grine." Jeg kiggede ham i øjnene og svarede "Hende der Sabine bliver ved med at sende mig de her dræberblik også kom jeg til kigge hende i øjnene og tænke på hvor dumt det er at være sur på mig når vi aldrig har talt sammen også knækkede jeg og kunne ikke stoppe med at grine." Han smilte til mig og spurgte så om vi skulle gå hen til de andre. Jeg nikkede så det gjorde vi så.

Jeg sad ved siden af Martinus og ved siden af Martinus sad Marcus også Iben, en der hed Johannes, en der hed Sarah, en der hed Oliver, en der hed Louise, en som hed Jonas, Romeo, Johanne også mig igen. Håber ikke det var for forvirrende.

Vi havde bestilt pizza og de var lige kommet. Det hele var super hyggeligt. Jeg fik snakkede rigtig meget med Marcus og Martinus. Jeg fik også et par dræberblik af Sabine. Jeg tror virkelig ikke hun kan lide mig. Men what ever.

Jeg tror Martinus var begyndt at ligge mærke til at hun sendte mig de blikke for nu sender han hende dræberblikke vær gang hun sender mig et.

Da vi havde spist var drenge gået ud for at spille fodbold. Os piger gad ikke spille fodbold så vi sad bare og snakkede. Jeg tror faktisk også jeg gjorde dem en tjeneste for jeg er ret dårlig. Eller det regner jeg med for jeg har aldrig rigtigt spillet før.

Efter lidt tid er der en af pigerne fra 9 der spurgte "Hey øh Riley." Jeg kiggede over på hende og nikkede så hun ville fortsætte. "Forgår der et eller andet mellem dig og Martinus." Jeg kiggede på hende og så at alles blikke nu var rettet mod mig "Nej det tror jeg ikke hvorfor" svarede jeg. Hvorfor skulle der være det vi er jo bare venner. "Nå ikke for noget" svarede hun og kiggede over på Johanne som kiggede på hende. Hvad gik det der lige ud på. Jeg smilte bare til hende og vi snakkede lidt videre allesammen.